Ad hoc blog

Pligten til at gøre det rigtige

2009-05-29T17:16:00.003+02:00

Det er en mørk tid, vi lever i, men ikke uden glimt af lys i mørket. I en tid, hvor den uhellige alliance, som borgerskabets økonomiske elite har indgået med racistiske kræfter for at vinde regeringsmagten, på ugentlig basis bringer nye angreb mod frihed, frisind og menneskeværd, er det en stor glæde at falde over en historie som denne fra Sverige.

I protest mod fremmedfjendskhedens indmarch i statens praksis, har samvittighedsfulde svenske humanister ansat i statens fremmedfangelejre gjort det eneste rigtige: anvendt deres betroede position til at redde asylansøgernes liv ved at slippe dem fri. En hyldest skal herfra lyde til alle dem i betroede positioner, der vægter menneskeliv og menneskeværdighed højere end racistiske love og strategisk politisk kynisme.

"Efter min mening skal vi være mennesker først og dernæst undersåtter. Det er ikke ønskværdigt at opøve respekt for loven i samme grad som for retfærdigheden. Min eneste forpligtelse er til enhver tid at gøre, hvad jeg finder ret og rigtigt. Sandt nok er det sagt, at en forsamling ikke har nogen samvittighed; men en forsamling, der består af samvittighedsfulde personer, er en forsamling med samvittighed. Loven har aldrig gjort nogen en pind mere retskafne, og i kraft af deres respekt for loven bliver selv de mest velvilligt indstillede dagligt til urettens tjenere."

— Henry David Thoreau, On the Duty of Civil Disobedience, 1849

JP legitimerer højreekstremisters politiske vold

2008-11-02T20:50:00.009+01:00

Natten til lørdag blev talsmand for Antiracistisk Netværk Århus og folketingskandidat for Enhedslisten, Peter Hegner Bonfils, voldeligt overfaldet og slået til plukfisk af de højreekstreme voldspsykopater, der er blevet et fast indslag i "Smilets By". Det er anden gang på blot en måned, at højreekstremisterne i Århus voldeligt overfalder Enhedsliste-politikere, idet den halvt-jødiske Sarah Victoria Bruun i starten af oktober blev slået ned midt i Århus under en strøm af nazistiske skældsord, men ud over disse to episoder er der talrige episoder gennem de sidste mange år, hvor Århus i stigende grad er blevet kendt som en by, hvor ingen kan vide sig sikker over for den ekstreme højrefløjs voldelige overfald på antiracister og venstreorienterede politikere.

Peter Hegner Bonfils var som talsmand for Antiracistisk Netværk en af hovedarrangørerne i den antiracistiske demonstration i Århus i starten af oktober, hvor jeg stiftede bekendtskab med ham som den glade, hippieagtige stemme, der fra lydvognens højttalere bestandigt opfordrede folk til at holde en god stemning og vise fredelig modstand mod politisk vold. At højrefløjens voldspsykopater er afstumpede nok til at at smadre hippie-agtige pacifister som Peter Bonfils er skændigt nok, men ikke desto mindre næppe overraskende for folk, der har fulgt den politiske udvikling i Århus over den sidste årrække ...

Hvad der derimod er både chokerende og forargeligt er, at Jyllands Posten selv i denne ekstreme sag vælger at fortsætte sin legitimering af højreekstremisternes fascistoide overfald. Det bringer mindelser om tiden under krigen, hvor den borgerlige presse var alt for villig til at udvise forståelse over for nationalkonservative strømningers politiske overgreb på venstrefløjen.

Hvor Politiken har hele fire artikler om det modbydelige politiske overfald (#1, #2, #3, #4), har Jyllands Posten knap en enkelt, som tilmed hurtigt forsvandt fra forsiden. Og ikke nok med det, men artiklen glimrer ved decideret at legitimere overfaldet. Der er nemlig ifølge Jyllands Posten ikke tale om et modbydeligt, politisk overfald begået af højreekstremister mod venstrefløjspolitikere, men i stedet blot et "nyt voldeligt højre-venstre sammenstød"! Hvor ekstremt tendentiøs denne overskrift er turde være klart, når man holder in mente, at det er en beskrivelse af en situation, hvor 10-15 store mænd står i en cirkel og sparker den liggende Peter Bonfils til ukendelighed uden nogen forudgående provokation. Dermed fortsætter JP sin vanlige stil med at fremstille den lange bølge af højreekstreme overfald på venstreorienterede som en bandekrig, hvor ingen part dybest set har større skyld end den anden. Det er noget af det i bund og grund mest ækle, jeg længe har set fra den usle sprøjte, og man tager sig uvægerligt i at tænke, hvordan de dog kan forsvare det over for sig selv.

Med til historien hører det, at det for nylig også lykkedes Jyllands Posten delvist at sabotere en stort opslået folkelig demonstration mod racistisk, politisk vold. Anført af den tidligere KU'er, Mads Bonde Broberg, der ud over at være journalist for JP også har personlige kontakter til den ekstreme højrefløj, lancerede avisen en decideret skræmmekampagne mod den fredeligt indkaldte demonstration, idet man påstod, at der ville deltage voldelige antiracister fra København. Efter at JP havde kørt en tre-fire artikler med lidet mere end rygter og insinuationer, fik to af de annoncerede talere, Morten Østergaard fra de Radikale og Ango Winther fra Socialdemokratiet, kolde fødder og valgte at droppe deres støtte til den antiracistiske demonstration, idet det åbenbart er vigtigere at føje JP og deres grundløse mediehetz end at sige fra over for højreekstrem vold. Og det fik da ganske rigtigt også den tilsigtede effekt - man illustrerede over for den ekstreme højrefløj, at der ikke var bred, folkelig sammenhold mod voldelige, politiske overfald - i hvert fald ikke nok til, at det kunne overleve en kortvarig, useriøs mediehetz - og således opmuntret følte højreekstremisterne sig nu igen klare til at fortsætte deres fascistoide agenda. Jeg håber, at Morten Østergaard og Ango Winther har samvittighed nok til nu at fortryde deres valg ...

For selvfølgelig var Jyllands Postens skræmmekampagne alene dét. Demonstrationen blev afviklet i god ro og orden, idet alle - inklusive de åbenbart uhyggeligt farlige folk fra København - som en selvfølge fulgte demonstrationens kodeks - fredelig, demokratisk modstand mod racisme og politisk vold - der også flere gange blev forkyndt fra højttalervognen af selvsamme Peter Hegner Bonfils, hvis overlæbe nu er flækket helt op i næsen. Det koster dyrt at stille sig åbent op som antiracist i "Smilets By" ...

Ikke desto mindre fortsætter Jyllands Posten ufortrødent med at agere apologet for den højreekstreme vold, idet man igen og igen forsøger at fremstille det som en bandekrig med to parter, der dybest set er lige gode om sagen. Men er en sådan fremstilling end politisk opportun for højreorientede kræfter, så bliver den ikke mere korrekt af den grund. Hvem kan måske nævne mig de århusianske højrefløjspolitikere, der er blevet voldeligt overfaldet af folk fra venstrefløjen? Nej, vel? Den slags forekommer nemlig ikke, og derfor er JPs fremstilling så meget mere ækel, idet man de facto forsøger at sløre det klare faktum, at Århus er domineret af voldelige højreekstreme, der igen og igen voldeligt overfalder venstrefløjens politikere for derved at true dem til tavshed, medens det modsatte simpelthen ikke forekommer. Højst er der tale om folk fra det venstreradikale Huset, der lejlighedsvist har reageret med vold for at forsvare sig mod de højreekstremes utallige overfald på stedet.

Det er klart, at ingen forstandige mennesker kan være tjent med det billede, der tegnes af en by, hvor folk med bestemte holdninger må leve i frygt for voldelige overfald fra højrefløjens ekstremister, men til alt held for voldspsykopaterne på højrefløjen sløres disse fakta konsekvent af Jyllands Posten og Mads Bonde Brobergs vedvarende medie-apologi for de fascistoide strømninger, der har stjålet smilet fra Århus ...

P.S.: Læs også Rune Engelbreth Larsens glimrende indlæg.

And nobody's connecting the dots ...

2008-10-28T16:42:00.005+01:00

Så skete det igen. Statsmagten slår endnu engang til mod Christiania. Idag udgjordes truslen af en ulovlig etage på et i øvrigt lovligt bestående hus, der for alt i verden med vold og magt skulle fjernes. Og vold og magt skal forstås helt bogstaveligt. Politiopbuddet har været ligefrem skræmmende stort. Ikke bare til selve nedpilningen af denne formastelige, ulovlige etage, men til de mange efterfølgende protester mod statens overgreb, som alle vidste ville komme.

Hvis man kigger på forsiden på Politiken.dk lige nu, er de to øverste artikler hhv. en boks om urolighederne på Christiania med massivt politiopbud og en artikel om politiets forsømmelse af helt basale politiopgaver som f.eks. at besvare og reagere på borgernes opkald.

Jamen, hvad sker der for systemets prioriteringer? Kan det virkelig passe, at det er vigtigere at bruge tusinder af mandskabstimer på at rive en etage af et hus på Christiania end noget så basalt som at besvare helt almindelige folks opkald og rykke ud til situationer, der truer almindelige borgeres sikkerhed? Er det virkelig så vigtigt at chikanere hippierne på fristaden, at man rask væk kan afsætte tusindvis af polititimer på det - timer, som der helt konkret er akut brug for til at udføre politiets kerneopgaver? Er det mon vigtigere for Hr. og Fru Danmark, at staten gør indhug i Christiania end at de kan få politihjælp mod overfald eller at forbrydelser kan blive opklaret?

Selvfølgelig er det ikke det!

Men hvorfor bruger politiet så ikke deres energi på at løse essentielle politiopgaver i stedet for at sætte alt ind på at bekæmpe ulovlige etager på fristeder? Svaret er lige så enkelt, som det er ubehageligt. Fordi politiets prioriteringer ikke sættes af befolkningens ønsker, men af politikere, der har økonomiske og ideologiske interesser i at lukke Christiania, som gør, at de gerne lader hånt om almindelige borgeres helt basale behov ...

Nyt ungdomshus indviet på Dortheavej

2008-07-13T12:56:00.001+02:00

Den 11. juni 2008 vedtog Københavns Borgerrepræsentation endelig et forslag om at gøre bod på deres katastrofale brøler ved at placere et nyt ungdomshus i en del af bygningerne på Dortheavej 61, der ellers huser Kulturhus Bispebjerg Nordvest, idet der samtidig blev stillet en garanti for, at aktiviteterne i de pågældende lokaler ville blive tilfredsstillende genhuset og at der endvidere ville blive bevilget ca. 70 mio. kroner til yderligere kulturelle løft i området. Overdragelsen af bygningerne skulle ske i to faser, idet den mindre anneks-bygning allerede 1. juli skulle åbnes for de nye brugere, medens hovedbygningens nordlige halvdel vil følge efter med indgangen til 2009.

Efter en rimelig uspektakulær overdragelse d. 1. juli (i ly af bl.a. Roskilde Festival), blev huset officielt åbnet for offentligheden tirsdag d. 8. juli, hvor der blev holdt åbent hus og naboer og interesserede blev budt indenfor for at snakke med aktivisterne og bese lokalerne med egne øjne.

Pressen var indbudt til en forsmag fra kl. 11 og indtil offentligheden blev budt ind kl. 12, hvilket mange medier dog havde misforstået, hvorfor de først dukkede op kort før 12. I perioden 12-17 var huset lukket for mediernes kameraer, idet mange af husets brugere frabad sig den slags overvågning. Dette skabte forknytte miner hos enkelte fejlinformerede journalister, men derudover var det en glædelig dag med masser af glade og rare besøgende, der kom med en række flotte gaver til det nye hus, ikke mindst et mindre optog af "Naboer i Nordvest", der kom marcherende ind i gården med et fint banner og overrakte huset diverse gaver, herunder en uhyre flot kollage af udklip med relation til det gamle hus på Jagtvej 69.

Til lejligheden blev der serveret masser af veganske sandwiches samt saft, kaffe, the og kakao og senere på dagen også veganske cupcakes, der blev suppleret af såvel brød som en fin kage med glasurpåskriften "69", doneret af en venlig nabo.

Der var tillige stor glæde over de mange praktiske gaver, som gryder, riskogere, lamper, krus og service i stor stil. Særligt må bemærkes en rent ud sagt enorm gryde fra Den Økologiske Produktionsskole, hvori man havde plantet et bonsaitræ. Når det er plantet om, bliver gryden idéel til folkekøkken.

Senere på dagen indfandt sig også den i Ungdomshuskredse navnkundige lokalpolitiker in spe, Rasmus Jarlov, der har gjort det til sin erklærede mission at bekæmpe huset og dets brugere med alle midler. Han indledte sin visit med at smæde huset over for TV2, der havde taget opstilling udenfor, men blev ikke desto mindre efterfølgende venligt vist rundt i huset og dernæst budt på kaffe og kage, som han velvilligt indtog, hvorefter han smilende forlod huset. Med til historien hører dog desværre, at denne venlighed åbenbart ikke passede i Jarlovs kram, så i et forsøg på at fremprovokere den konfrontation, han havde håbet på, kom han luskende tilbage, EFTER at åbent hus-arrangementet var overstået, og blev da pænt bedt om at forlade huset, idet det nu var ved at lukke for natten. Dette modsatte han sig først, og forsøgte så senere på den højreekstreme blog 180grader.dk at få til at lyde som om, at han var blevet smidt ud fra åbent hus-arrangementet. Selvfølgelig var der ingen af de seriøse medier, der gad bringe den løgnagtige ikke-historie.

Efter tirsdagens arrangement, der trods enkelte barnlige provokatører i det store og hele var en overvældende positiv oplevelse, er byggeriet da også fortsat med forøget optimisme. I stueetagen er scenen og bardisken næsten færdig, og på første sal er folk gået i gang med at indrette et stort køkken, hvor man kan lave de nok så kendte folkekøkkener, et par værksteder, hvor man kan udfolde sig kreativt, og et bibliotek-cum-infoshop med computerrum, der bl.a. tænkes brugt til debataftener, vidensdeling, introduktioner til fri software og lektiehjælp til områdets unge. På øverste etage findes en stor, lækker sal, som bl.a. bruges til de ugentlige fællesmøder, til forskellige former for idræt, dans og lign.

Er der noget, du har lyst til at lave, så kom forbi og få en rundvisning og giv en hånd med – der er folk i huset de fleste dage fra ca. kl. 11 om formiddagen. Det har mange andre gjort, fx flinke folk som David fra Roskilde, der uden tidligere at have haft tilknytning til miljøet, har valgt at slå turen forbi næsten hver dag, for at bidrage med sin arbejdskraft og ikke mindst værktøjssamling. Der skal herfra lyde en stor tak til og begejstring for såvel David som de mange flinke naboer og besøgende, der har været med til at gøre det nye ungdomshus' første par uger en så positiv og behagelig en oplevelse på trods af den destruktive energi, som fuldvoksne konservative lokalpolitikere kan frembyde i fuldt samme mål som frustrerede teenagere (omend på betydelig mere træsk façon).

Den dag VU (næsten) besatte Ungdomshusets gård

2008-05-20T23:25:00.004+02:00

Det blev i formiddags kundgjort via den højreekstreme blog 180grader.dk, at nogle forvirrede unge mennesker fra Venstres Ungdom i dag ved 17-tiden ville besætte nogle lokaler i Kulturhuset Nordvest, nemlig de lokaler, der er udpeget til at huse det nye Ungdomshus. Nuvel, man kan jo godt have brug for et lille afbræk i den megen eksamenslæsning, så selv om jeg egentlig ikke havde tid, besluttede jeg mig for at tage op at se på sagerne - om ikke andet så for at bevidne den aparte hændelse, at erklærede ejendomsretsfundamentalister brød deres egne grundlæggende principper og besatte et hus. Aktionen ville ifølge 180grader.dk blive promoveret på hjemmesiden www.ungeliberalemedhangtilhuse.dk "senest kl. 11.30 i dag", og hvis den formulering ikke stinker af hastværk, så gjorde det faktum, at siden kl. 13.00 endnu ikke var oppe at køre (eller er det i skrivende stund). Nuvel, man må bære lidt over med dem - højrefløjen er jo ikke vant til at aktionere.

I dagspressen udtalte politiet - som vel forventeligt - at de ville være til stede og ikke ville acceptere en besættelse, hvortil VU frejdigt havde repliceret, at de skam alligevel havde tænkt sig at gennemføre aktionen.

Efter nogle timer fordybet i forskelle på hyalin og fibrøs brusk, stundede det mod 17, så jeg lagde bøgerne fra mig, spændte cyklen for og hjulede op ad Nørrebrogade. Efter at have brugt små 10 minutter på at krydse Tomsgårdsvej (der mangler seriøst et lyskryds!), nåede jeg helskindet frem til Kulturhuset, der var så godt som pakket ind i politi. Jeg havde halvt forventet at blive nægtet adgang, men politiet må åbenbart ikke have kunnet aflæse af min påklædning, at jeg var venstreorienteret, for jeg fik lov til uantastet at gå op ad grusstien til kulturhusets gård - et privilegium, der ellers kun blev tilstedt VU'ere og fotografer, medens de mange andre fremmødte aktivister blev tilbageholdt på hhv. Rentemestervej og Dortheavej.

Knapt var jeg kommet ind i gården, før en 10-15 unge mennesker iført jakkesæt, slips og højhælede sko kom marcherende med vinglas og et stort banner, der erklærede: "NU ER DET VORES HUS!". "Vi" var i denne kontekst en forening af unge højreradikale, der gik under den mundrette forkortelse U.L.M.H.T.H. Vel ankommet til pladsen tog de opstilling i gården foran kulturhuset og poserede med deres banner for de fremmødte fotografer, hvis antal langt overgik de unge højreekstremes.

Med disse "photo ops" overståede steg forventningerne med hensyn til den tilstundende besættelse - ikke mindst da politiet var så massivt til stede, at der vel har været seks betjente for hver VU'er (inklusiv en gruppe civilbetjente i klassisk letgenkendelig civiluniform). Det havde tydeligvis også fået de unge højreekstreme til at tænke sig om en ekstra gang - trods deres bragesnak tidligere på dagen - og i stedet hentede de skyndsomt en medarbejder fra kulturhusets café, som efter en kort improviseret tale fra en respektabel ung mand fik overrakt et par flasker vin. Herefter var hensigten at byde de fremmødte folkemasser på champagne, men da politiet ganske aldeles havde indkapslet kulturhus og gård, var det småt med aftagere til de dyre dråber.

De unge borgerlige besættere in spe fejrede således den fejlslagne besættelse ved selv at indtage store mængder champagne til lyden af Ungeren-bandet Magtens Korridorer fra deres medbragte ghettoblaster. Adspurgt om det pudsige i dette musikvalg, bedyrede et par af dem, at de skam var imod rydningen af Ungdomshuset og i øvrigt også gik ind for Christiania, hvilket - indrømmet - kom som lidt af en overraskelse. Der fulgte dog ikke nogen nærmere forklaring, så den må læseren selv gætte sig til.

Nuvel, efter således at have fået godt med boblevand inden for slipseknuderne, kastede de sig ud i et forsøg på at opføre den franske selskabsdans Les Lanciers. Jeg skal ikke kunne sige, om det var vinen, der var steget dem til hovedet, eller om de dansede en særlig innovativ afart af lanciers, men det foresvæver mig, at den traditionelle version af dansen ikke inkluderer helt så mange frontale sammenstød. Om ikke andet, var det endnu en glimrende fotomulighed - for ikke at sige "gefundenes Fressen" - for de fremmødte journalister.

Da gassen efter dette optrin syntes at være gået af de selvproklamerede besættere, valgte jeg herefter at gå ud til de mange fremmødte unge, der af politiet var blevet nægtet adgang til den fejlslagne besættelse-cum-spastisk lanciers-opvisning. Der gik da heller ikke længe, før VU'erne pakkede champagneglas og ghettoblaster sammen og i samlet flok rømmede den gård, som de i ultraliberalistisk kådhed havde besat. Eller i hvert fald danset spastisk lanciers i.

Ganske givet uden, at det på noget tidspunkt var gået op for de unge mennesker, at de havde "besat" den del af gården, der ikke tilfalder det nye Ungdomshus ...

Reklamer - retten til at hjernevaske?

2008-04-07T11:19:00.009+02:00

I nat løb en storstilet aktion af banen i København, hvor heltmodige unge mennesker udskiftede 250 af de store reklamerplakater, der skæmmer bybilledet, med røde "Ingen reklamer tak"-skilte. Det er, undskyld mig kraftudtrykket, en sindssygt fed aktion – især når vi er kommet så vidt, at selv kommunale bygninger og Metrostationer er klistret til med budskaber fra samfundets rigeste. I min mening, burde man snarere forbyde reklamer i alle offentlige bygninger og rum.

Hvorfor denne modvilje? Jo, fordi reklamer – hvor uskyldige de end enkeltvis kan virke – i det enorme omfang, som vi bombarderes med dem i vort samfund, udøver en voldsom indflydelse på, hvordan vi tænker og føler om ting. En isoleret reklame kan være nok så uskadelig og også let at "gennemskue" som sådan, men når man uden at være det bevidst (og dermed uden at have sine mentale "parader" oppe) de første par tusinde gange (og det sker overraskende hurtigt i vores samfund!) har lært at associere produkt X med glade, smilende, succesfulde mennesker, så påvirker det unægtelig ens dømmeevne på et mindre bevidst plan, idet vores hjerne fungerer således, at de positive følelser vi har ang. de glade, smilende, succesfulde mennesker så at sige "smitter af" på produktet, med hvilket de associeres.

Kathleen Taylor skriver i sin bog Brainwashing følgende:

Brainwashing in fiction is often depicted as a coercive torture, but its conceptual heart, the deliberate and manipulative changing of belief, need not require force. Advertising is not coercive, but it is a deliberate attempt to change minds. Companies do not promote their products by accident, and their aim is primarily to increase profits by removing money from customers. Frequently companies will claim to have identified needs for their products, and to be simply supplying those needs. Who could deny that needs ought to be fulfilled?

Yet we should be sceptical of this explosion in consumer needs. The ability of our brains to associate powerful emotions with abstract ideas means that it is relatively easy to associate a product with a basic desire. The need is not for the product particularly, it is for the fulfilment of the basic desire; but we accept the product as a proxy (and then wonder why, when we get it home, we may feel vaguely disappointed). A traditional example, rarer now in mainstream advertising, is the sales technique which promotes certain cars by draping semi-naked females across their bonnets (the target audience was assumed to be male and heterosexual). Cars are machines for transporting one comfortably and conveniently from A to B; most are really quite similar in design and construction. Having an attractive woman sprawled across the front could scratch the paintwork and would do nothing for the aerodynamics even if she took all her clothes off. Not that the eager buyer was likely actually to find such a vision in his local showroom. Rather, the advertisers assumed that their customers would associate one particular lump of metal and plastic with sexual desire. The implication is clear: buying this product will satisfy that desire and improve your sex life. [...]

Those who describe advertising as brainwashing, however, are not usually intent on singling out particular adverts. Rather they deplore the cumulative effect on our cultural environment of a large number of adverts over a period of time. The same argument is made about violence in television, cinema and the news media. No single gory murder may be responsible for desensitizing modern youth, no single sugary advert for rendering it increasingly overweight, but the net impact of visual violence can be considerable. Is this a valid claim?

There is in fact considerable evidence that mass media models of the world we live in have a significant impact on us. These portrayals of 'real life'—which may, like a cultist's view of reality, bear little resemblance to the real thing—can shape our behaviour in ways we may not recognize. Studies in Britain and the United States, for example, consistently show a fear of crime which is out of proportion to the actual risks of being a victim, but which reflects the proportion of attention devoted by the media to crime. Television shows provide extremely distorted versions of reality. As Pratkanis and Aronson point out in The Age of Propaganda, in the world of television beautiful people are much more common that in real life, as are doctors and lawyers, while positive role models of scientists, the elderly, the disabled, or ethnic minorities are much less common. We all think we know it's not real, yet US studies have clearly shown that people who watch more television have a more distorted, racist world view than those who watch less. Television can affect behaviour as well as attitudes.

[...] No, what bothers the critics seems to be the idea that the environmental effects of advertising and the media are shaping our minds in subtle ways which we do not recognize. We can select any one of hundreds of magazines from our local supermarket—yet we rarely stop to ask why all those magazines contain so much about sex and physical attractiveness, why the faces on the covers are so unrepresentative of the readers, why certain topics are covered in detail and others completely ignored. Someone makes those decisions, and makes them with profits ind mind, but it certainly isn't us.
(Taylor, Kathleen, Brainwashing – the science of thought control, p. 53-54)

Og ud over denne indirekte, gradvise massetildannelse af folks mentale landskaber, så er der selvfølgelig også det langt mere direkte problem, at kommunale instanser, der accepterer at udleje kommunal plads til reklamer, bringes i et direkte afhængighedsforhold til det private erhvervsliv, der kan kompromittere deres uvildighed og frihed til at handle på den måde, der tjener folket bedst, hvis f.eks. en kommunal handling ville stride mod en hovedannoncørs interesser.

Af disse, og flere andre grunde, som jeg ikke vil trætte dig med her, er bagmændene bag denne civile ulydighedsaktion, at betragte som helte, der kæmper en ulige kamp for at slå enkelte skår i storkapitalens enorme indflydelse over almindelige menneskers sind. Værsgo' og nyd aktionen herunder, og overvej så næste gang, du kommer forbi en reklame med en perfekt fotomodel, om den egentlig gør dig lykkelig eller det modsatte?

"The torch of knowledge sputters in your hand!"

2008-03-29T02:22:00.003+01:00

Tingene står slet til i Danmark – i hvert fald, hvis man ikke bærer et -sen-navn, går på CBS eller har andre mål i tilværelsen end at svælge i friværdi, ferierejser og tankekvælende gøglespil (direkte til dig fra Statsradiofonien), der får selv store og respektable aviser til at mene, at en 15-årigs adfærd i en tv-sang-konkurrence er værdigt forsidestof.

Et sted, hvor det især står skidt til, er i universitetsverdenen. Gennem de sidste mange år er denne med hård hånd og lov blevet kommercialiseret, idet man ovenfra har tvunget den nyliberalistiske ideologis idealer ned over disse gamle lærde institutioner. På et helt grundlæggende plan har man indført, at universiteterne aflønnes efter antallet af STÅ'er (det vil sige: beståede eksaminer), der producerer - altså har man gjort universiteterne til eksamensfabrikker, ud fra den device, at der skal være et økonomisk incitement til at levere en undervisning, der fremmer de studerendes evne til at bestå eksamen.

Dette betyder selvfølgelig, at undervisningen bliver strengt fokuseret på at maksimere beståelsesraten (og mindre på faktisk at danne de studerende), men langt værre er, at de enkelte institutter og undervisere hermed får et direkte økonomisk incentiv til at slække på eksamenskravene - for jo lavere krav, man stiller, jo flere består eksamen, og jo flere penge får man. Og en alvorlig sænkelse af krav til pensum, kunnen og præstation er da også netop hvad man hører om fra snart set enhver gammel akademisk organisation. Overalt skærer man ned og reducerer kravene – ja, mit eget medicinstudium er de facto blevet kortet af med et år (!) – bare på de to år, jeg har studeret. Så kommer folk nemlig hurtigere (og nemmere!) igennem; universitetet får flere STÅ-penge, og der kommer flere folk på arbejdsmarkedet til at øge omsætningen, synes at være ræsonnementet. Kapitalismen har altid foretrukket kvantitet frem for kvalitet – en brist i det sidste kan man nemlig bøde på med PR ... i hvert fald indtil køberen er faldet i fælden.

Akademikere er mestendels et godmodigt, lidt forsagt folkefærd – i hvert fald når det kommer til deres arbejdsgivere – og derfor hører man stort set ikke om de groteske vilkår, der dominerer på mange universiteter. Således betroede en løstansat ven mig for nylig, at man fra universitetets side havde meddelt ham, at hvis ikke mindst 70% af hans hold bestod eksamen, så ville han ikke blive aflønnet! Og som om det ikke var nok, så er den økonomiske skruetvinge på universiteterne nu blevet så hård, at det er blevet almindelig praksis at lade højtkvalificerede folk henslæbe årtier i løse timeansættelser, uden pension, rettigheder, sikkerhed eller indflydelse på deres arbejdsplads; folk, som efter enhver rimelighed burde være blevet fastansatte efter nogle års prøveansættelse, bliver nu holdt uendeligt på timeansættelse, fordi det er billigere for universiteterne. Så kan man jo også undlade at ansætte dem i sommerferiemånederne og så spare penge dér, idet man ganske koldt og kynisk fra universiteternes side kalkulerer med, at de håbefulde deltidsansatte i feriemånederne er villige til at gå på dagpenge. Det, der engang var lærdommens højborge, er i dag markedsgjorte i en sådan grad, at de skalter og valter med deres ansatte uden skyggen af skam i livet. Det kan de selvfølgelig kun gøre, fordi der er tale om en personalegruppe - akademikere - som har brugt årevis på at tilegne sig kvalifikationer, der er så specialiserede, at de ikke finder anvendelse uden for universitetsverdenen. Derfor ved universiteterne, at de kan behandle dem så dårligt det skal værre – de har jo ikke andre steder, at søge hen ...

Selv om dette er en kendt sag i universitetsverdenen, og da særligt på humaniora, er det – hvor grelt uanstændigt en situation, det end er – ikke noget, der får den store mediebevågenhed. Hvordan skulle seriøse nyheder om problemer i universitetsverdenen kunne konkurrere med 15-årige karaoke-stjerner? Og ofte tør de berørte heller ikke råbe for højt om deres nød – for det kan jo koste dem næste semesters ansættelse! Men enkelte vælger at tage bladet fra munden og sige, hvad mange tænker. Således Anne Chresteria Neutzsky-Wulff, der i januarnummeret af Aarhus Universitets avis Campus (p. 14) beskriver de forstemmende forholdene i indlægget "Seks år som universitetsspøgelse":

Hvert år har jeg hjulpet med at skaffe en god del af mit instituts
STÅ’er, fordi jeg underviser på – for mit lille fag – forholdsvis
store hold. Jeg har følt mig varmt modtaget i det nærkollegiale
miljø – til daglig var jeg lige så stor en del af undervisningen
på instituttet som de andre undervisere. Men administrativt og
overenskomstmæssigt set var jeg et spøgelse – en semestervis
besøgende underviser og derfor uden rettigheder – ingen pension
eller ret til barsel.
Jeg får ikke automatisk penge for at rette opgaver eller løn for
møder. Jeg får heller ikke løn for den indledende forberedelse
af semestrets undervisning – den er indregnet i de 1½ times
forberedelse, jeg får pr. afholdt undervisningstime. Men denne
faktor dækker ikke engang de timer, jeg bruger på den daglige
forberedelse. Jeg har aldrig i løbet af de 6 år været til en medarbejdersamtale.
[...]
Jeg skriver ikke dette for at få luft for min bitterhed, men for
at skabe opmærksomhed omkring et stort problem på universiteterne.
Undervisningsassistenterne landet over står for en
stor del af universiteternes undervisning. I 2006 afholdt landets
15.000 undervisningsassistenter hele 2.164.000 timer (tal fra
indlæg i Universitetsavisen, KU, sept. 2007).
[...]
At universiteterne er klemt økonomisk, er ingen undskyldning
for at holde en stor gruppe ansatte på sultegrænsen, nægte
dem pension og andre rettigheder samt bevidst kalkulere med,
at de går på supplerende dagpenge. Det er ganske enkelt ikke en
værdig måde at være ansat på.
[...]
Og kære studerende, hvis I har undervisningsassistenter og
eksterne lektorer som undervisere og er glade for deres undervisning,
vil I så ikke være med til at lægge pres på universiteterne
for fastansættelse af sådanne dedikerede undervisere? Bedre
vilkår for underviserne betyder bedre undervisning.

Mere forstemmende læsning om den sørgelige tilstand i landets uddannelsessystem kan findes på bloggen Forskningsfrihed, der også bringer ovenstående indlæg i fuld længde.

In other news, så nåede min ærgrelse over P1's stigende popsmarthed nye grænser i dag, da jeg på cykelturen hjem hørte en tidligere P1 Debat. Programmet var i sig selv ikke så slemt, men umiddelbart efter slut-jinglen blev man belemret med en reklame for P1's nye program, der "sætter fokus på coaching" – dette intetsigende amerikanske modeord, der med et snuptag forvandler enhver husmor og fusentast til noget fornemt og progressivt. Nuvel, det er trist nok, at P1 er hoppet med på denne popdille, men hvad der virkelig slog benene væk under mig var beskrivelsen af næstkommende coaching-udsendelse, der angiveligt handler om "filosofisk ledelsescoaching", en coaching-metode udviklet af den gamle græske filosof Aristoteles! Tænk, at de uden at skamme sig mener at kunne byde tænkende mennesker den slags ... Hvad bliver det næste? "Kristen virksomhedscoaching", udviklet af den antikke jødiske coach Jesus? Det vender sig i mig.

Til ungdommen

2008-02-01T04:52:00.001+01:00

Kringsatt av fiender

Melodi: Otto Mortensen
Tekst: Johan Nordahl Brun Grieg (1936)

Kringsatt av fiender, gå inn i din tid!
Under en blodig storm, vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst, udekket, åpen:
Hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen?

Her er ditt vern mot vold, her er ditt sverd:
Troen på livet vårt, menneskets verd.
For all vår fremtids skyld, søk det og dyrk det,
Dø om du må, men øk det og styrk det!

Stilt går granatenes glidende bånd.
Stans deres drift mot død, stans dem med ånd.
Krig er forakt for liv, fred er å skape.
Kast dine krefter inn, døden skal tape.

Elsk – og berik med drøm – alt stort som var.
Gå mot det ukjente, fravrist det svar!
Ubygde kraftverker, ukjente stjerner –
Skap dem, med skånet livs dristige hjerner.

Edelt er mennesket, jorden er rik.
Finnes her nød og sult, skyldes det svik.
Knus det! I livets navn skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd eies av alle.

Da synker våpnene maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd, skaper vi fred.
Den som med høyre arm bærer en byrde,
Dyr og umistelig, kan ikke myrde.

Dette er løftet vårt fra bror til bror:
Vi vil bli gode mot menneskenes jord.
Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen –
Som om vi bar et barn varsomt på armen.

Kujon går med kniv, soldat med gevær

2008-01-25T18:08:00.000+01:00

Nåmmen så cyklede man ned af Søgaderne i stiv kuling på bedste beskub med P1 Debat i ørene, hvor man kunne høre en debat i kølvandet på al kniv-hysteriet, der har plaget landet de sidste par uger. Det var Socialdemokraternes Karen Hækkerup og den konservative Tom Behnke, der debatterede, hvorvidt man skulle udnytte mediepostyret til at indføre et totalt forbud mod enhver slags knive. Meget foruroligende var det at opleve, at det var hos den konservative Tom Behnke – som tidligere har markeret sig ved fx at henvise til Gud for at begrunde sin modvilje mod at ligestille homoseksuelle – der i denne omgang måtte agere fornuftens stemme. For det var virkelig en sørgelig omgang populisme, Hækkerup her præsterede.

Hun foreslog et totalt forbud mod enhver slags knive. På den måde kunne man nemlig komme knive helt til livs, mente hun. Herimod indvendte Behnke meget rimeligt, at de knive, der bliver brugt til at stikke folk ned, i forvejen er ulovlige, og at de knive, som p.t. er lovlige (og som Hækkerup altså vil have forbudt) ikke bliver brugt til kriminalitet. Der er tale om schweizerknive, fiskeknive og andet uskyldigt, som folk bruger i deres hverdag og som ofte er foldeknive, der langt snarere ville folde om egne fingre, hvis man skulle forsøge at stikke nogen med dem. Ved at forbyde den slags knive – evt. kun i et bestemt tidsrum – gør man helt tilforladelige mennesker til kriminelle, men opnår til gengæld ikke at gøre noget over for de folk, der begår knivstikkerierne.

Jowjow, det var da meget godt, svarede Hækkerup. Men det var ikke det, der "var spørgsmålet", som hun med vanlig politikerudenomssnak sagde. Hun syntes, at det var et godt signal at sende, hvis man helt kunne forbyde kniv. Det havde politiet også bedt om, mente hun. Det havde politiet imidlertid ikke alligevel, kunne Behnke oplyse, og man havde i øvrigt også i Norge lavet en undersøgelse, der viste, at et totalt knivforbud ikke gav den ønskede effekt, men bare førte til at kriminalisere folk, der af helt legitime årsager havde hobbyknive og den slags på sig. Nuvel, svarede Hækkerup. Men skulle vi alligevel ikke bare prøve at forbyde alle knive? Bare som en prøve? Et prøveforbud mod kniv. Så ville det sikkert alt sammen blive meget bedre.

Hvad skal man dog stille op med den slags? Populisme af værste skuffe. Der var et knivdrab, som blev meget publiceret i medierne og som der var bred folkelig opbakning om at fordømme, og straks forsøger politikerne at fange stemmer ved at ride med på folkestemningen og foreslå forbud og stramninger. Og de lader sig ikke anfægte af, at deres tiltag ikke med rimelighed kan forventes at gøre livet bedre for nogen. Nu var det Hækkerup, der førte sig mest tåbeligt frem i netop denne debat, men ellers plejer de Konservative med justitsminister Lene Espersen at stå for de værste forsøg på at afvikle retssamfundet. Særligt pinligt blev det for et par uger siden – umiddelbart efter knivmordet – da Espersen sædvanen tro var hurtig til at ivre efter ekstrabeføjelser til politiet og indskrænkninger af borgernes retssikkerhed — så hurtig, faktisk, at selve politiet måtte minde hende om den uheldige tendens i hendes fremfærd. Informationsschef i Københavns Politi, Flemming Steen Munch, udtalte i den forbindelse:

»Vi har haft en del isolerede hændelser over en kort periode, men det betyder ikke, at udviklingen går i en helt forkert retning. Jeg får nok bank for at sige det, men det er, som om der har sneget sig en tendens ind blandt politikerne til at lovgive på baggrund af enkeltsager …

Vi skal også tage hensyn til borgernes retssikkerhed. Det går ikke, at hele København ender med at blive én stor permanent visitationszone.«

Pin-ligt!

Og lovgivning ud fra enkeltsager er hele kernen i problematikken. Ja, selvfølgelig er det forfærdeligt, at en uskyldig mand er blevet stukket ihjel, og man forstår godt den sindsoprivelse, det vækker hos mange, men det duer bare ikke, at politikerne lader sig rive med og udnytter denne kortvarige folkestemning til at få trumfet et eller andet uovervejet igennem, som aldrig ville være gået igennem på et tidspunkt, hvor folk var mindre affektprægede. Faktum er – og det vil i dette tilfælde sige, at tal fra Københavns Politi viser – at der ikke er en stigning i antallet af anmeldte knivoverfald. Der er ikke noget større problem nu, end der altid har været. Men medierne gør mere ud af de problemer, der er – folk får kort sagt slynget mere "knivmord!!!" i ansigtet – og derfor forekommer det voldsommere nu end før. Dette er kedeligt nok i sig selv, men det virkeligt sørgelige er, at langt flere politikere i dag er af en så ringe støbning, at de ikke har nogen skrupler ved at udnytte en sådan kortvarig folkestemning til at gennemføre uovervejede og skadelige lovforslag i et forsøg på at høste en håndfuld stemmer. Det er ulækkert at se på!

Valg!

2007-10-25T11:09:00.000+02:00

Så fik jeg endelig ny computer! Jeg havde godt nok lidt hyr med et defekt grafikkort, som jeg måtte tage ud til MM-Vision i Roskilde for at skifte, men nu er alt i orden. For de særligt interesserede kan jeg i øvrigt oplyse, at Roskilde med hensyn til offentlig transport er det rene uland, og at man rask væk kan beregne ca. 50 minutters gåtur ad en landevej uden fortov og dertil ca. 1½ times venten på bus, hvis man skal besøge MM-Vision ...

Nå, nok om det. Nu er der udskrevet valg, og alle sejl må sættes til for at sikre, at vi slipper af med den mest umenneskelige regering i nyere tid. En regering, der sætter penge og profit højere end mennesker, og derfor rask væk skærer ned både her og der til skade for de svageste i samfundet. Fogh-regeringens succes ligger i, at de har fundet ud af at give med den ene hånd, medens de i det skjulte tager med den anden, således at de igen og igen kan bilde folk ind, at de i stedet for at skære ned faktisk har forbedret den offentlige sektor, men det er det rene ordskvalder. Ingen, der har øren og gider lytte til de mange klageråb, kan være i tvivl - overalt mangler der penge, overalt er der nedskæringer og elendige arbejdsvilkår, overalt forringes folks vilkår af hensyn til profit.

At de har kunnet bilde befolkningen ind, at de fører socialdemokratisk politik er en joke, når undersøgelse på undersøgelse bevidner, at der bliver større sociale skel i befolkningen - at der bliver en større og større gruppe af fattige - og at Danmark er et af de mest fremmedfjendske lande i Europa. Men Fogh nægter med sin vanlige arrogance helt at forholde sig til kritik — det er symptomatisk, at hans første store ideologiske korstog var at afskaffe de hjemlige ekspert-instanser, der kunne kritisere hans politik. Væk med viden og forstand. Man skal ikke lade sandhed komme i vejen for ideologi - eller profit! Overalt er mantraet "profit! profit!" (eller på Foghsk: "Effektivisering!", hvilket betyder det samme) — selv universiteterne skal omdannes til pengemaskiner, og det offentlige sundhedsvæsen udhules langsomt til fordel for det private. Overalt støder man på forringelser, der begrundes med, at det sparer penge. Og i hver eneste af disse nedskæringer ligger den neoliberalistiske trossætning: det er acceptabelt at forringe folks vilkår, hvis det sparer penge. Hvis det er økonomisk fordelagtigt, kan vi godt lade folk rådne op i asylcentre og give børn varige psykiske mén. Penge er nemlig vigtigere end mennesker!

Og for at imødekomme en kritik, som én eller anden nok kunne sidde med: jeg påstår ikke, at man skal være helt ligeglad med økonomien. Min opfordring er blot den beskedne, at man ikke lader økonomien styre alt, men at man sætter hensynet til mennesker over hensynet til penge, således at profitten tjener mennesker og ikke omvendt.

De sidste to valgperioder har været en skæbnesvanger tid, hvor V & K i uhellig forening med den inkarnerede fremmedfjendskhed lige så stille har ødelagt meget af det, der var godt i Danmark, og sågar fået lov til at gøre det i overraskende ubemærkethed. Hvis denne situation ikke skal blive helt uafvendelig, må der en ny regering til NU! Socialdemokratiet har rimeligvis også deres fejl, men en socialdemokratisk regering ville dog være adskilligt bedre end vores nuværende sorte kabinet. Derfor vil jeg opfordre alle og enhver til at bidrage aktivt til kampen for en ny regering og et bedre Danmark.

Selv sympatiserer jeg mest med Enhedslisten, der er det parti, der gør mest for at drage opmærksomhed på de svageste grupperinger i samfundet og det parti, der lægger den største indsats for et tolerant og mangfoldigt Danmark. Igen og igen formår de trods deres beskedne størrelse at sætte en dagsorden, fordi de gennem deres repræsentanter på tinge kan agere vagthund over for magthaverne, og deres uafhængighed gør dem i stand til at tage sager op, som andre ikke tør røre ved.
Derfor var jeg i går til aktivistmøde i Enhedslisten, hvor vi lavede badges og trykkede foldere. Hvor de andre partier får massiv økonomisk støtte (som hovedregel fra erhvervslivet eller faglige organisationer), er Enhedslisten helt afhængig af engagerede medlemmer. Derfor vil jeg opfordre enhver, der ønsker et socialt retfærdigt og mangfoldigt Danmark om at blive medlem eller på anden vis engagere sig i valgkampen, så vi kan få standset Fogh-regeringens uheldssvangre kurs. Og der findes også rigeligt med måder, hvorpå man kan bidrage uden at være medlem. I den forbindelse vil jeg tillade mig at gengive et uddrag af en mail, jeg fik i går:

— Bidrag til vores valgkampsindsamling. Vi har under 5 % af de midler som Venstre har, og vi er helt afhængige af dit bidrag! Gå ind på hjemmesiden og betal med dankort.
— Skriv læserbreve. Angrib regeringen og bring Enhedslisten i spil. Deltag særligt i de lokale aviser.
— Deltag i debatforaerne på nettet. Angrib regeringen og bring Enhedslisten i spil. Der er store netdebatter på www.dr.dk og www.eb.dk
— Mød op til paneldebatter i dit lokale område. Stil spørgsmål til den Enhedslistekandidat der er ude – det er en konkret måde at sikre vedkommende taletid.
—Gå på hjemmesiden og tilmeld dig Nyhedsbrevet, så modtager du løbende informationer under hele valgkampen.
— Bor du i København er der desuden altid brug for aktivister på landskontoret til at pakke breve, ringe rundt til afdelinger og andre ting. Kig ind forbi Studiestræde 24.

På falderebet vil jeg gerne give et afsluttende ord til G13 - det storstilede arrangement, der lørdag d. 6. oktober fik ca. 7.000 mennesker på gaden for at støtte op om et nyt Ungdomshus ved en sjov og fredelig aktion, der skammeligt fra politiets side blev mødt med uproportionel voldsanvendelse og tåregas i rå mængder lige i hovedet på mindreårige, kulminerende i Danmarkshistoriens største masseanholdelse — barokt nok samtidig med, at politiet selv udtalte, at det havde været en forbilledlig fredelig aktion. Fra en nylig mail:

Vi vil gerne takke alle fordi i var med, jer der deltog i demonstrationen og aktionen, jer der lavede folkekøkken, jer der lukkede tåregasramte ind i jeres opgange, jer naboer til huset der kom med blomster til os, jer forældre der gik med for at passe på jeres børn, jer fra Gadens Førstehjælp der hjalp ofrene for politivold – og alle jer andre der hjalp til og var der.
[...]
At vi kunne holde stilen og aktions-kodekset på trods af politiet brutalitet og voldsanvendelse var flot og beundringsværdigt.
Vi vil til gengæld også gerne hælde en spand lort i hovedet på politiet!
Vi lagde vores planer åbent frem, i kunne følge med i vores forberedelse og vi fortalte jer endda at vi ikke ville slå på jer, men udelukkende konfrontere jeres magtmonopol – og alligevel plastrede i huset til med nato-pigtråd, bed os med jeres hunde, skød tåregas i hovedet på os og tævede os med jeres knipler!
Hvorfor? For at forhindre en lov-overtrædelse? For at forhindre os i at tage en ubrugt grund i brug?
Uanset hvilke begrundelser i kan have, kan det aldrig retfærdiggøre den voldsomhed og brutalitet i angreb os med. Især når den "forbrydelse" i ville forhindre os i at begå kun kan give bødestraf.
Det værste er næsten den behandling i gav dem i anholdte – at lade dem sidde 12 timer i strips på kolde betongulve og nægte folk toiletbesøg, vand og mad, siger ikke så lidt om jeres umenneskelighed.
Og at i kan slippe af sted med denne form for mishandling uden kritik og repressalier siger ikke så lidt om dette umenneskelige samfund.

Vi vil derfor også gerne rette en stor tak til alle jer der blev anholdt, men alligevel holdt humøret højt – og passede på hinanden på Bellahøj og Valby. Tak til jer der delte tæpper, fortalte vittigheder og holdt sammen.
G13 var en aktion – og aktionen er nu stoppet.

"Saa far da, farvel!"

2007-10-15T13:41:00.000+02:00

Hvis nogen skulle undre sig over, at jeg har været svært kontaktbar de seneste par dage, er der en god årsag dertil. Fredag d. 12. afgik nemlig min trofaste gamle computer ved døden. Efter mange års slid og slæb var det på det seneste begyndt at knibe med at følge med, og den havde det sidste halve års tid skrantet og givet ondt af sig i stadig stigende grad, indtil den altså takkede af her i fredags.

Som erstatning har jeg i dag bestilt en Vision Intel Game (Core2Quad Q6600 8MB 4x2,40GHz, 4 GB RAM, 500 GB HD) hos MM-Vision i Roskilde og venter nu på at få monsteret leveret. I mellemtiden må jeg beklage evt. forglemmelser og deslige, der hidrører fra, at jeg ikke p.t. kan tilgå mit kalenderprogram og dermed må forlade mig alene på hukommelsen med hensyn til indgåede aftaler m.m.

Det' til grin! (og gråd …)

2007-09-16T19:53:00.000+02:00

Så er Lene Espersens nyeste svækkelse af retssikkerheden trådt i kraft og hun har dermed bragt Danmark endnu et skridt nærmere overvågningssamfundet – men den slags er man jo efterhånden vant til, så det er knapt nok noget, medierne gider nævne. Især da ikke de store medier – man risikerer bare, at folk bliver utilpasse og skifter over på TV2, hvor Nyhederne ikke bibringer dem den ubehagelige følelse af, at der er noget helt grundlæggende galt, som ikke går over af sig selv, hvis man blot læner sig tilbage i sofaen. (Husk på, at vi lever i en tid, hvor den almene nyhedsformidling er sådan, at folk kender mere til Paris Hilton end til de samfundsmæssige konsekvenser af sidste skatteforlig …)

Tragikomisk er det endvidere, hvad IT-folk længe har vidst og Politiken nu også har fundet ud af (se artiklen "Eksperter håner internet-overvågning") – nemlig at den nye lov i praksis er komplet ubrugelig til det formål, med hvilket den er indført. En lang række alment tilgængelige institutioner er nemlig fritaget for overvågningen, og det vil således ikke være noget problem for eventuelle "terrorister" at få adgang til en uovervåget forbindelse. Dertil kommer, at loven bærer tydelige præg af en en sådan inkompetence, at man ikke skal kende noget synderligt til IT-teknologi for at kunne omgå den med blot et minimum af indsats.

Er loven således totalt ubrugelig til dens egentlige formål, er den til gengæld både uhyre bekostelig for de mange virksomheder, der nu i dyre domme tvinges til at logge uanede mængder af ubrugelige data, og samfundsmæssigt dybt problematisk, idet den UDELUKKENDE tjener til at forringe den almindelige borgers retsstatus og knæsætte det princip, at staten grundlæggende nærer mistro til befolkningen og derfor må overvåge dens gøren og laden, uanset om der er konkret mistanke eller ej.

Som formanden for de IT-professionelle udtaler i artiklen, er det ikke til at vide, om man skal le eller græde …

Gråd er derimod den eneste rimelige reaktion på det forsmædelige forhold, at denne, den modbydeligste danske regering i nyere tid, nu de facto har fået afskaffet den sidste større kulturbærende institution i landet, Danmarks Radio. Med korslagte arme og slet skjult selvtilfredshed forsvor man at kaste en redningskrans til den havarerede gamle ark, i hvis skærmede indre man stadig kunne finde enkelte oplysende levn fra den tid, hvor statsmedierne formidlede dannelse, seriøs journalistik og fordybelse i stedet for opium for folket. Her havde de fået lov til at overleve de sidste årtiers syndflod af fordummelse, der langsomt, men støt, har renset sendefladen for alt af egentlig værdi. Men den tid, hvor statsradiofonien også kunne rumme den slags er nu forbi. Til gengæld har man annonceret to nye, folkelige danseprogrammer. Farvel DR! '-(

(For uddybende info om kulturmordet henvises til Mortens glimrende redegørelse, men tag dig i agt - det er sindssygt deprimerende læsning!)

Vi vil ha' Natasja tilbage …

2007-06-24T23:00:00.000+02:00

Dagen i dag bød på en svært trist nyhed. Den danske dancehall-musiker Natasja omkom lørdag aften i et biluheld :(

[2007-06-28 Update: Modkraft.dk har en rigtig god nekrolog: "Hun var en af vor egne".]

Natasja var ikke bare et uhyre talent, der stod over for et stort gennembrud herhjemme efter længe at have høstet stor hæder på Jamaica, men havde også altid et stort engagement i kampen for samfundets svage, for frisind og tolerance – ikke mindst i forbindelse med den nyborgerlige pænheds angreb på åndehuller som Christiania og Ungdomshuset. Jeg vil opfordre enhver til at gå ind på hendes MySpace-side og høre nummeret Gi' mig DK tilbage.

Hæj Danmark!

Hvad sker der for dig?

Jeg savner dig, jeg vil ha' dig tilbage
lissom i de gamle dage,
hvor en spade var en sk… yo!

Jeg vil ha' dig tilbage
lissom i de gamle dage,
hvor en fri fugl var fri
og hvor man mente, hvad man sagde.

Hæj Danmark!

Jeg savner dig,
jeg freaking fucking savner dig!
Du skræmmer mig!
Jeg vil ha' dig tilbage,
for jeg græmmer mig!

Jeg kan se det ske, det' ak, det' ve,
det' Satan og han lægger kræfterne i,
det' nat over dag, det' bæ over ble,
det' død over liv, det' træl over fri,
det' kød på kniv, det' råb, det' skrig,
det' ligner en krig, og det' spild af politi,
det' dødelig gift i min urteté,
og det' noget, de kan li' i det danske parti.
Hele bundet er på sne …
whoah! … sagde jeg det?
Meget skal man hør', gud bevare mit humør!

Så ta' lidt luft!
Kom til fornuft og prøv at fat det!
At Staden den var fin, og de vil aldrig ku' erstat' den.
Hele folket blev til grin fra den dag, da de besat' den.
Nu' det værre end det vilde vest — det ku' vi ha' fortalt dem!
Så gi'r de Ungdomshuset væk til en fanatisk sekt,
med et kors-i-røven, hvor er det frækt!

Gi' mig mit land tilbage
lissom i de gamle dage.
Gi' mig frisindet igen,
der lurer under byens tage.
Gi' mig København igen,
min farverige gamle ven.
Gi' mig Ungeren igen,
VI VIL HA' UNGEREN IGEN!
Fjern heroin fra Istedgade,
og lad Staden være Staden.
Hvis du strammer garnet,
jo, så be'r du om balladen.

Det' snak, det' snik,
det' tom retorik.
Det' ik' politik,
det' pis og polemik.
Her kører det fedt,
så vi keder os lidt.
Vi har indsigt.
Hvad med et ulands-kig?

Jo, kloden er slidt, børn er fallit.
Tro mig i Danmark, der har vi det fint,
så ufattelig godt, at det er vores pligt,
at gør' noget godt, der hvor det er skidt.
Verden er vor fremtid, men vi fatter det ik'.
Vi har for travlt med at forpurre vores egen butik.

Så gi' mig Danmark tilbage
lissom i de gamle dage.
Gi' mig frisindet igen,
der lurer under byens tage.
Gi' mig København igen,
min farverige gamle ven.
Gi' mig Ungeren igen,
VI VIL HA' UNGEREN IGEN!
Fjern heroin fra Istedgade,
og lad Staden være Staden!
Hvis du strammer garnet,
jo, så be'r du om balladen.

HEY!

En helt unik energi,
men se, økonomi er ganske fri for empati,
har ingen pli.
Eks-hippier, skabsrygere,
der vælger at tie, kom nu i gang!
I har vist noget, I skal sige!

Rødvin og piller,
hele fuckin' landet chiller
og ungdommen bli'r vilder'.
Fler' og fler' sniffer, sniffer
… kokain fra Kap Horn til Berlin.
Jo, et junkfrit røgmarked er en rim'lig sjælden ting,
men vi havde et!
Meget skal man hør', Gud bevare mit humør.
Tror de selv, at de kan lægge byen tør?
Se, toppen fatter ik' en dør af, hvad de gør.
Sådan vil det være, sådan har det altid været før.

HEY! Det sprog, de taler, hedder kroner og ører,
og en grådig mand har aldrig været svær at forføre.
Se, grådighed går hånd i hånd med magt, og større vil ha' større.
Mere vil ha' mere, staten er jo helt opp' at køre.

Ta' lidt luft!
Kom til fornuft og prøv at fat' det!
At Danmark har det fint, og USA ka' ik' erstat' det!

Gi' mig Ungeren igen,
VI VIL HA' UNGEREN IGEN!
Gi' mig København igen,
MIN FARVERIGE GAMLE VEN!
Gi' mig frisindet igen,
VI VIL HA' FRISINDET IGEN!
Gi' mig Danmark tilbage,
LISSOM I DE GAMLE DAGE!
Få lidt styr på Istedgade,
OG LAD STADEN VÆRE STADEN!
Hvis du strammer garnet, yo,
SÅ KVÆLER DU JO BARNET!

Jeg savner dig, jeg vil ha' dig tilbage,
lissom i de gamle dage, hvor en spade var …
YO!
Jeg vil ha' dig tilbage lissom i de gamle dage,
hvor en fri fugl var fri, og hvor man mente, hvad man sagde.
HEY!
Gi' mig mit Rabalderstræde og få styr på Istedgade,
YARH!
Kom nu, for fanden!

Så afskaf da den licens!

2007-06-20T15:53:00.000+02:00

Politiken.dk kan i dag berette, at det skaber svare problemer for statsfjersynet, at folk ikke betaler deres licens. Angiveligt hver niende person er sortseer, og det betyder, at DR får 640 mio. mindre ind, end hvis alle betalte, i hvilket fald DR kunne slippe uden om den presserende økonomiske krise ganske uden at fyre nogen ansatte.

Jeg sympatiserer grundlæggende med ideen om en statslig informationskanal og synes derfor principielt også, at man bør støtte en sådan. Ikke at jeg er synderligt begejstret for DRs udvikling over de sidste 10-20 år, hvor de i stigende grad er kommet til at ligne TvDanmark i deres forsøg på at holde på seerne ved at appellere til den laveste fællesnævner med "Hit med sangen" og lignende programmer, der til forveksling ligner det, man finder på de kommercielle kanaler. DR har i mine øjne alene berettigelse som statslig - altså ikke-kommerciel - kanal, hvis den satser på at sende de programmer, der ikke kan klare sig på de kommercielle kanaler. Hvis DR ikke satser anderledes, hvad er så pointen med en statsstøttet kanal? Nå, men nok om det. Det skal her dreje sig om licensen.

Licensen er et levn fra dengang, hvor det var en forholdsvist lille del af befolkningen, der havde fjernsyn. Fjernsyn var engang et luksusobjekt, som alene var de forholdsvist velstående beskåret, og i en sådan situation giver det god mening, at alene de forholdsvist velstående, der vælger denne luksus, skal betale for denne statslige ydelse, så underklassens skuldre ikke pålægges unødige byrder. Licensen var således i sig selv oprindeligt et sympatisk system. Men tiden er i dén grad løbet fra licensen. I dag har jo stort set alle og enhver fjernsyn, og med de seneste regelændringer skal man sågar betale licens, hvis blot man har en computer. Det kunne således virke oplagt at man afskaffede licensen og blot forsynede DR med penge over skatterne som med alle mulige andre offentlige tilbud. Ikke bare ville det sikre at DR fik sine penge (og således løse problemet med sortseere), det ville også spare de enorme summer, som DR bruger på at licensadministration, kontrol, degraderende tv-spots og udsendelse af trusselsbreve til fattige studerende.

En sådan løsning ville også være langt mere retfærdig end den nuværende ordning, hvor licensen de facto er en kopskat - dvs. en skat, der skal svares med samme sum per hoved, modsat den normale praksis, hvor en skat svares med samme procentdel per hoved. Kopskatten er således en regressiv skat, dvs. en skat, der rammer fattige hårdere end rige, og er af samme grund et noget forkætret begreb historisk set - mangen en konge har måttet døje med oprør i dén anledning. Licensen er sågar lige en tand værre endda, fordi den ikke svares per hoved, men per husstand. Det betyder altså, at det satte ægtepar, hvor begge har fuldtidsarbejde, penge i banken og budgetkonto, skal svare akkurat samme beløb - 2.150 kr. - som den rådvilde studerende på SU, der må spinke og spare for at få sine tretusinde om måneden til at række til alle livets fornødenheder, inkl. studiebøger og pasta med ketchup. Og "han kan da bare vælge ikke at have tv"-argumentet duer ikke længere, da alene en computer er nok til at gøre en person licenspligtig - og på langt de fleste studier nu om dage er det i praksis en nødvendighed, at man har en computer. Og det gør det ikke bedre for den studerende, der måske ikke lige har 100% styr på økonomien, at licensen kommer dumpende i store rater hvert hele eller halve år i stedet for at kunne afbetales løbende.

Licensen var altså oprindeligt en fornuftig ordning, der på grund af systemets inerti i dag er blevet en grusom kopskat, der rammer fattige og studerende uforholdsmæssigt hårdt. Hvad er da argumenterne for ikke bare at afskaffe den? Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at komme på andre betydende argumenter end systemets inerti.

Somme argumenterer, at det da ville være unfair, hvis man skal betale til DR uden at have fjernsyn, men det er et ikke-argument. Over 99% af befolkningen er i forvejen licenspligtig, og dertil kommer, at det på andre områder regnes for helt ukontroversielt, at man er med til at betale til offentlige tilbud, som man ikke selv bruger. Staten har læssevis af offentlige tjenesteydelser, der bruges af forholdsvist få mennesker.

Dertil kommer argumentet om, at en opkrævning af licensen over skatten ville bevirke, at DR blev politisk styret. Men hvorfor? Jeg ser ikke, hvorfor det nødvendigvis skulle have den effekt. Man mener jo tydeligvis godt, at man kan opkræve kirkeskatten over skattebilletten, uden at kirkens forkyndelse bliver påvirket deraf - så burde det nok også kunne lade sig gøre med DR. Og det ville da også være noget af en tilsnigelse at sige, at det nuværende system hindrer, at regeringens toppolitikere blander sig utidigt i DRs redaktionelle linje ...

Så, i sammendrag: Licensen er et anakronistisk og dybt uretfærdigt system, der forfordeler samfundets svage og tvinger DR til at bruge millioner af kroner på at true og intimidere disse. Meget ville være vundet, hvis man afskaffede licensen og i stedet blot forsynede DR med de nødvendige midler over skattebilletten.

Jeg har spurgt mig for, men det er simpelthen ikke lykkedes mig at finde bedre argumenter for licensens bevarelse, så hvis nogen derude skulle sidde med yderligere indsigt i sagen, er I meget velkomne til at lægge en kommentar.

2007-05-31T23:48:00.000+02:00

“The smart way to keep people passive and obedient is to strictly limit the spectrum of acceptable opinion, but allow very lively debate within that spectrum - even encourage the more critical and dissident views. That gives people the sense that there’s free thinking going on, while all the time the presuppositions of the system are being reinforced by the limits put on the range of debate.”
— Chomsky N., The common good, 1988

Mésalliances

2007-05-20T21:03:00.000+02:00

Kære læserskare

Det bliver ikke til så mange opdateringer for tiden - ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte, men fordi arbejde og umiddelbart forestående eksaminer (cellebiologi av av) kræver sit. Ét lille kort indspark i en igangværende debat kan det dog blive til:

Det er næppe gået nogen forbi, at Pia Kjærsgaard for et par dage siden vandt en del mediepræsens (vor tids højeste eksistensform) ved at foreslå, at man indfører et forbud mod muslimske tørklæder. Jaja, det overrasker vel ikke nogen, at DF vil afskaffe fundamentale friheder som retten til selv at bestemme, hvordan man vil gå klædt – det synes nærmest lidt uoriginalt – men Pia har vel haft brug for at styrke sit image oven på de sidste ugers forviklinger.

Men overraskende kan det nok være for somme, at en organisation ved navn "Kvinder for Frihed" anført af læge Vibeke Manniche blander sig i debatten – og taler for at afskaffe helt elementære frihedsrettigheder! Således f.eks. lørdag aften i Deadline på DR2, hvor Nina Bjarnason fra Kvinder "for" Frihed stillede op mod Elsebeth Gerner Nielsen, der i forrige uge blev kendt på en fin gimmick, hvor hun lod sig fotografere iført tørklæde ved siden af en ligeledes tørklædeklædt gammeldags dansk kvinde – en happening, som der ikke er nogen grund til at være undskyldende over.

Efter de indledende ritualer kastede Nina Bjarnason, læge, sig ud i sit kongsargument: D-vitamin-mangel! D-vitamin er en række nødvendige vitaminer, som dels optages gennem kosten, dels dannes af kroppen selv, når huden udsættes for sollys. Argumentet lyder i sin enkelthed, at tørklæder skal forbydes, fordi de de nedsætter mængden af sollys, der rammer huden, og derved øger risikoen for D-vitamin-mangel. Og her går det afgørende galt, fordi Gerner Nielsen i stedet for at afvise argumentet som det åbenlyse figenblad, det er, indlader sig på at diskutere det og dermed underforstået accepterer argumentets legitimitet – at det faktisk vil være rimeligt nok at forbyde tørklæder, hvis man kan bevise, at de giver D-vitamin-mangel. Dermed gør hun fra starten af en svag figur, og hendes position svækkes yderligere af, at hun går ind i en diskussion på et område, hvor lægen jo er på hjemmebane.

Faktum er, kort sagt, at det er tydeligt for snart enhver, at Vibeke Manniche og hendes klonhær blot bruger dette D-vitamin-argument som et tyndt fernis over deres underliggende chauvinisme/xenofobi; det ses ikke mindst af misforholdet mellem den postulerede skadevirkning – en marginal chance for knogleskørhed, der vel at mærke kan afhjælpes med noget så simpelt som et kosttilskud – og så de vidtgående indskrænkninger i frihedsrettigheder, de er villige til at indføre. Hvad synes du, kære læser, virker som den mest rimelige løsning på dette sjældne problem? Kosttilskud … eller statslig indgriben i borgernes påklædning? Det er så himmelråbende oplagt, at modviljen mod tørklæder er primær, og argumentet kun efterfølgende hæftet på for at legitimere denne modvilje. Det svarer til, når amerikanske kristne argumenterer, at man bør forbyde homoseksuelt samleje, fordi analsex giver øget risiko for vævsbeskadigelse. Eller en parallel, der måske ville resonere bedre i den danske befolkning: det svarer til, at man ville gøre det ulovligt at ryge i nærheden af personer under 18, fordi dette påfører dem passiv rygning, der jo har allehånde veldokumenterede skadevirkninger, som ikke kan udbedres ved kosttilskud …

Humlen af det hele er dette: det er helt og aldeles uholdbart at foretage et så radikalt indgreb i folks frihedsrettigheder, som det vil være at bestemme, hvordan de må gå klædt, alene for at nedbringe et i forvejen mikroskopisk problem (D-vitamin-mangel) en anelse. Derfor burde Gerner Nielsen fra starten have blankt afvist at gå ind i debatten om D-vitamin-mangel og blot have affejet det som det figenblad, det er. I stedet må argumentets tåbelige præmis - at små, letovervindelige ulemper er tilstrækkeligt til at fratage folk friheden til selv at bestemme deres påklædning - udstilles i al sin ubehagelige totalitarisme.

I forlængelse heraf kunne man i stedet med fordel have påpeget det horrible i Pia Kjærsgaards begrundelse for forslaget. Pia udtaler torsdag: "Tørklædet sender et signal om, at »jeg er anderledes, jeg er muslim og ikke en del af det danske samfund«." Den er lige til højrebenet, men ingen i den danske presse synes desværre at have formået at samle den op. Pia Kjærsgaard siger – man tror det næsten ikke – direkte, at hun vil forbyde tørklædet, fordi det er et tegn på anderledeshed. Hun og hendes uhyggelige parti tåler simpelthen ikke, at folk er anderledes end dem selv, og denne fascistoide holdning er uden tvivl et af de allerstørste problemer i dansk politik i dag. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at DF vil forbyde folk at være anderledes, men det er dog et sjældent syn, at de siger det så direkte.

Denne bold burde Gerner Nielsen – og i øvrigt alle andre partier fra Enhedslisten til de Konservative (for så vidt de er træt af at sluge kameler for ikke at støde DF) – have taget og løbet med, for den skriger jo ligefrem på at blive gjort til et selvmål. Men ingen gjorde det … velkommen til Danmark 2007 :(

Jeg går langsomt ned ad gaden,
ser på huse, der er grå.
Og alting ligner hinanden,
det har regeringen fundet på.

Men nu er konformiteten
gud i byen her, åh åh
og skiller du dig ud fra mængden,
så er du bare til besvær.

Lad dem ikke ta' dit håb,
eller knuse dine drømme
om at få et bedre sted.
Lad dem bare komme an,
vi har 69 i hjertet,
RETTEN TIL FORSKELLIGHED!

MALOMALOMALOMALO

2007-05-06T19:30:00.000+02:00

Jeg kom til at love noget om latinske finurligheder den anden dag, hvilket jeg iler med at følge op på. Jeg må indledningsvist beklage, hvis finurlighederne ikke helt er finurlige nok - jeg havde ikke overvejet, at denne blog kunne tælle indtil flere klassiske filologer blandt sine læsere, so to all you philologists out there: I'm sorry!

Det drejer sig såmænd blot om et lille latinsk digt på ~~seksten~~ otte stavelser (tak, JuraVang), som i al sin enkelthed lyder:

MALO MALO
MALO MALO

Jo, såmænd. That's all, og nok en smule kedeligt. Men det morsomme ligger i, at dette lille digt med en smule god vilje kan oversættes til engelsk sådan her:

I would rather be
in an apple tree,
than a naughty boy
in adversity.

Det er måske ikke så topmålet af indholdsrig poesi, men det rimer - og det er nu engang derpå, at man kender poesi fra prosa. Men lad os se på det latinske forlæg. Sagen er, at latin er et flekterende sprog, hvor man kan bruge kasusendelser til at angive mange syntaktiske oplysninger, dvs. oplysninger om, hvordan ord i en sætning hænger sammen - det vi normalt bruger forholdsord til. Lad os tage ordene ét ad gangen:

Mālō ("I would rather be") er første person singularis præsens indikativ af verbet mālle med betydningen "at foretrække". I tidlig latin bruges i stedet for mālō formen māvolō, og ordet er da også fremkommet ved en sammentrækning af de to ord magis ("hellere") og volō ("at ville") - og som det næsten kan ses, har disse to ord etymologisk set samme oprindelse som de danske ord "meget" og "at ville". Slægtskabet bliver endda tydeligere, når man tilføjer, at volō i infinitiv hedder velle.

Mālō ("in an apple tree") er ablativ singularis af nominet mālus, der betegner et æbletræ, og er dannet til ordet mālum, der betyder "æble". Ablativen bruges her, som så ofte ellers, med lokativisk betydning - hvilket vil sige, at leddet i ablativ angiver stedet, hvor handlingen finder sted. Ordet mālum har latin lånt fra græsk, hvor det hedder μῆλον /mēlon/. Når det græske ord har /-ē-/ og det latinske ord /-ā-/ skyldes det en velkendt lydændring, hvorved et tidligere græsk /*-ā-/ i de toneangivende attisk-ioniske dialekter bliver til /-ē-/. Denne lydændring rammer ikke alle græske dialekter, så i fx dorisk græsk finder man ordet i formen μᾶλον /mālon/. Vi kan altså heraf slutte, at det latinske ord mālum enten er indlånt, før denne lydændring indtraf, eller er indlånt fra en græsk dialekt som fx dorisk, der ikke blev ramt af ændringen. Denne slags betragtninger er grundstenen i den diakrone sprogvidenskab og tillader os i sidste ende rekonstruere det indo-europæiske grundsprog, som vore sproglige forfædre talte for ca. 5.000 år siden og hvorfra alle moderne europæiske sprog (med undtagelse af baskisk, finsk og ungarsk) nedstammer.

Mălō ("than a naughty boy") er endnu en ablativ singularis, men denne gang af adjektivet mălus, der betyder "skidt" eller "slet". Det lidt søgte ligger her i, at adjektivet her har en substantiveret anvendelse (i.e. bruges som et nomen), idet man af adjektivet mălus danner et nomen mălus med betydningen "en skidt knægt". Nuvel, det er vel ikke mere søgt, end at man hyppigt ser værre i de latintekster, der bruges i skolens latinundervisning. Denne gang er der imidlertid ikke tale om en lokativisk ablativ som før, men i stedet om en såkaldt separativ eller egentlig¹ ablativ, hvor denne kasus bruges til at betegne det, hvorfra noget fjernes ("separeres") eller hvortil der lægges afstand. Denne fjernelse eller afstandtagen kan være i såvel konkret (Romā profectus est = han er rejst fra Rom) som i mere overført betydning, hvilket er tilfældet her, hvor der jo er tale om at foretrække ét frem for noget andet. Latinsk grammatik er snedigt.

¹ Dette kan siges at være ablativens egentlige funktion, da de latinske grammatikere valgte betegnelsen cāsus ablātīvus netop efter denne anvendelse. Ablātīvus betyder nemlig "fraførende" eller "fjernende", idet det er dannet til ablātum, et participium af verbet aufero "at føre væk/fjerne".

Μălō ("in adversity") er atter en ablativ singularis, og her er vi tilbage i den lokativiske brug, idet ablativen igen bruges til at angive stedet, omend denne gang i en noget mere overført betydning. Der er tale om samme adjektiv, mălus, som ovenfor, og også her er der tale om en substantivering, men denne gang substantiveres adjektivet ved at blive sat i neutrum, så man danner nominet mălum, der så betegner "noget slet", "et onde" eller "modgang", hvorved den lokativiske ablativ mălō altså får betydningen "i modgang". Det kan i øvrigt i denne forbindelse nævnes, at selve roden her også er en god, gammel indo-europæisk rod, som genfindes i et væld af sprog. F.eks. forekommer den i græsk μέλᾱς /mélās/ med betydningen sort, mørk eller ondsindet, i sanskrit म॔लं /málam/ (skidt, snavs), म॔लिनस् /málinas/ (sort, mørk, beskidt) og i lettisk melns (sort).

Jovist, filologi er sjovere end man lige tror :)

Man sier Myggen af, men nedsluger Kamelen ...

2007-04-29T16:58:00.001+02:00

Jeg havde egentlig skrevet et indlæg om latinske finurligheder, men Firefox crashede lige som jeg var ved at være færdig, så det må blive en anden dag. I stedet kommer her lidt politik:

Det er næppe gået nogen samfundsinteresseret i dette land forbi, at Dansk Folkeparti har gjort sig exceptionelt uheldigt i medierne den sidste uges tid. Et kort resumé:

Søren Krarup (præst, MF) sammenligner som svar på den muslimske feminist Asmaa Abdol Hamids kandidatur for EL muslimske tørklæder med nazisymboler som hagekors og dermed islam med nazisme. Partitoppen "tager afstand". Krarup melder sig imidlertid snart på banen igen og udtaler, at han kun er imod dødsstraf "under normale omstændigheder", hvad det så end skal sige. Partitoppen "irettesætter". Men Krarup skynder sig atter at vinde mediernes bevågenhed ved at kalde homoseksuelle for handicappede. Partitoppen "tager afstand". Ikke om jeg forstår, hvordan nogen homoseksuelle får sig selv til at stemme på det parti, der mere konsekvent end selv de kristelige ved enhver mulig lejlighed har stemt imod lovforslag, der skulle forbedre de homoseksuelles retsstilling. Hovsa, my bad. Partitoppen tog ikke afstand i første tilfælde. Det er åbenbart helt i trit med DF's politik at sammenligne islam og nazisme. Adspurgt, om han med nogen af sine udtalelser er gået over stregen, svarer Krarup: "Overhovedet ikke!". Jowjow ...
Så går turen til Mogens Camre (MEP), der ikke vil stå bag af vognen, når det kommer til bramfri udmeldelser om muslimer, så han udtaler frejdigt følgende:
»Hun trænger til psykiatrisk behandling. Man må jo behandle den slags mennesker. Det er nogle hjernevaskede små stakler, som går med tørklæder. Skik følge eller land fly, så simpelt er det. Jo før hun rejser, jo bedre«
Jowjow ...
Og sidst, men sandelig ikke mindst, melder sig det ariske bæst, den altid velfriserede Morten Messerschmidt (MF og stud.jur. med domstolsgaranti for racisme), på banen. Messerschmidt er kendt bl.a. for at have deltaget i tv-showet Big Brother, for at være operasanger og for i det hele taget at have en skræmmende lighed med den renskurede unge "nationalkonservative" fra Cabaret. I første omgang fremfører han, at "et multietnisk samfund vil medføre vold, bandekriminalitet og massevoldtægter", og i anden omgang melder han sig blandt de bramfris skare og proklamerer stolt, at muslimske samfund er såkaldte "tabersamfund" (o, hvilken retorik!).
Hermed er det imidlertid ikke gjort. Stor opsigt vækker det først, da Messerschmidt deltager i åbningen af restaurant Grøften i Tivoli, hvor han efter en ophedet debat med bl.a. Torben Lund (A) heiler og synger nazilieder. Jowjow ...

Dette blev afsløret af B.T., hvorefter Messerschmidt skyndte sig at benægte det hele og true med sagsanlæg. Som svar herpå publicerede B.T. en afskrift af en båndsamtale med Messerschmidt, der nu pludselig godt kunne huske, at der gik et eller andet galt pågældende aften og beklagede og undskyldte og forklarede, at det blot var en useriøs provokation i fuldskab. Han blev derefter kaldt til møde hos mor Pia, der påbød ham at føre og vinde en sag mod B.T., hvis han ville undgå at blive smidt ud af partiet. Nu benægter den gode Morten så igen at have sunget nazisange, for sådanne kender han nemlig slet ingen af, og han lægger i øvrigt stadig sag an mod B.T. Medens den står på, har han valgt at forlade Dansk Folkeparti.

Selv om man kan føle en vis tilfredsstillelse ved at se Messerschmidt betale for sine dumheder, så vejer den stort set intet mod de kedelige aspekter af denne sag.

Det første kedelige aspekt er det, at Messerschmidts afgang tillader DF at slippe billigere ud af denne krise, end hvis han var blevet i partiet. Nu kan partitoppen bedre aflire sin smøre om, at DF ikke i virkeligheden er et racistisk parti, og at de racistiske udtalelser for størstedelens vedkommende blot var uheldige "vildskud", idet man internt gør kort proces med den slags holdninger. Messerschmidts afgang bliver således lynafleder for al den uheldige opmærksomhed, disse horrible udtalelser retteligt har fremkaldt, og hele miséren rammer derfor ikke DF så hårdt, som den burde - ikke mindst eftersom, de væmmeligste udsagn er udtalt af folk, der stadig er i partiet, og som mener dem så dybfølt, at de helt af sig selv spytter dem ud, når ikke Pia holder stramt nok på låget.

Hermed har jeg også antydet det andet og mere triste kedelige aspekt ved denne sag; nemlig det begrædelige, at der tilsyneladende er udbredt enighed om, at det i hele denne affære er Messerschmidts fordrukne udskejelser, der er mest problematiske. Jeg havde været betydeligt mere tryg, hvis den danske befolkning havde anset dybfølte racistiske udtalelser for at være mere uklædelige end en fuld mands ironiske brug af nazisymbolik.

Messerschmidt er en person med modbydelige holdninger, men det forekommer indlysende for en nøgtern betragtning, at når han stangdrukken efter en debat med Torben Lund går rundt og heiler, så er det et (meget uheldigt) forsøg på at være ironisk - ikke en dybfølt forkærlighed for nazistpartiet. Der kan omvendt ikke være nogen tvivl om, at Camre og Krarup (og Messerschmidt for den sags skyld) faktisk mente de rabiate ytringer, de tidligere på ugen diskede op med, og det er uhyggeligt, at disse anses for mindre problematiske end fuldemandspjattet ...

Man kunne nok skrive meget surt om massemedierne og deres tendens til at hæfte sig ved det kulørte og forfladige det virkeligt problematiske, men det skal jeg undlade i denne omgang. Tillad mig blot at sige, at det ikke undrer mig spor, at et europæisk forskningsprojekt udråber den danske debat til at være en af de mest fordomsfulde i Europa, når det kommer til andre etniciteter. Det skyldes væsentligst de danske politikere og det danske mediekorps, der uden skyggen af ansvarsfølelse igen og igen fremsætter påstande - særligt om islam - der er det argeste vås, og når sådanne påstande fremsættes af autoritetspersoner ofte nok, tager folk deres sandhedsværdi for givet, lige meget om selv et kursorisk kendskab til religionshistorien er nok til at mane dem i jorden. Det er skammeligt ...

Men for nu at slutte af med lidt lægevidenskabeligt nyt: Selv om antallet af allergikere er støt stigende og har været det i mange år, har man i Danmark valgt at ikke længere at uddanne speciallæger i allergi. Jowjow, det er skam på vores specialviden og vores ekspertise, vi skal klare os i den store verden ...

Head over humps: Alanis' lovely lady lumps

2007-04-06T15:46:00.000+02:00

Jeg vil nødigt være uoriginal og efterabe den gode mavepuster, men jeg kan simpelthen ikke dy mig for at nævne en ny video, hvor Alanis Morissette, der vel nok mest er kendt for ordrige, rasende og/eller feministiske sange, parodierer sidste års absolutte musikalske lavpunkt, "My Humps" med Black Eyed Peas. Videoen blev frigivet i anledning af første april, og den er allerede blevet set tre millioner gange på YouTube - nu kan også du slutte dig til flokken!

Folket og kun folket ...

2007-04-02T00:54:00.000+02:00

Nu har jeg gået en uge herhjemme som i en døs og forsøgt at komme til hægterne. Først de sidste par dage er det begyndt rigtigt at gå fremad, men stadig er jeg ikke helt i kampform. Ud over hævelsen, der ikke synes at have travlt med at fordufte, har jeg mestendels været plaget af en generel anæmisk døsighed, der har bevirket, at jeg har gået svimmel og modløs rundt.

Jeg har forsøgt at bøde på det ved et par rekreative lunteture på volden i det lyse forårsvejr, men selv disse har været sært døsige og med hyppige stop for ikke at miste balancen. Heldigvis havde jeg ikke noget, jeg skulle nå, så jeg har kunnet tage mig tid til sågar at gå volden rundt og nyde det fantastiske miljø på Christianias vold, som Thor Petersen endnu ikke har fået "normaliseret". Det er en velsignelse, at der en stund endnu findes steder i København, hvor man kan slentre rundt i forårssolen under en åben himmel uden at folk peger fingre af én, selv om man har været gennem en operation, der giver én en umiskendelig lighed med Boss Nass.

Stemningsbillede fra Danmark, 2007

Hævelsen og de blå mærker var selvfølgelig forventelige, men det har overrasket mig lidt, at jeg har været så svimmel og døsig, som tilfældet er. Mit bedste bud er, at det hænger sammen med, at jeg angiveligt tabte ca. 1,5 L blod under operationen, hvilket vist nok er ret meget. Et voksent menneske har normalt ca. 5-6 L blod, så et blodtab på 1,5 L vil angiveligt bevirke en betydeligt mindre effektiv iltforsyning til forskellige dele af kroppen, hvilket velsagtens kan forklare svimmelhed og generel malaise. Det første døgns tid efter operationen fik jeg intravenøst ringer-laktat (en opløsning af forskellige salte i vand) gennem et drop i venstre hånd for at genoprette blodvolumen, hvilket sker ret hurtigt under sådanne forhold, men det er ikke gjort med at få rørsystemet fyldt op igen.

Blodets evne til at bære ilt til organismens dele afhænger af mængden af røde blodceller (erytrocytter) i blodet, og mistede blodceller erstattes ikke af ringer-laktat - her må der andre spillere på banen. I alle kroppens store knogler findes den såkaldte røde knoglemarv, der ustandseligt er beskæftiget med allehånde gavnlige gøremål, herunder bl.a. en proces kaldet erytropoese, hvorved den danner røde blodceller med en hastighed på ca. 2 mio. celler i sekundet. Hvor højt dette tal end lyder, siger man normalt, at det tager kroppen en tre-fire uger fuldt at kompensere for det tab af røde blodceller, der finder sted, når man donerer en portion blod. En sådan bloddonation er typisk på 450 mL, så min plagsomme svimmelhed fordufter nok ikke sådan lige med det samme ... måske skulle jeg overveje at prøve EPO ;)

Nå, jeg har sat mig for - malaise til trods - at forsøge mig med at overvære et par lektioner på uni i morgen, så jeg vil se at komme i seng. Godnat.

Kæbekirurgi

2007-03-28T21:03:00.000+02:00

Jeg har længe gået og ventet (ca. 3 år) på at skulle have foretaget kæbekirurgi pga. et skævt sammenbid, som tandlægen mente ville forværres med årene og potentielt kunne give mig smerter på grund af muskelspændinger og deslige. Efter at jeg stort set ikke havde hørt noget til sagen i et halvt år, ringede de pludseligt fra Rigshospitalet i tirsdags (d. 20/3) og spurgte, om jeg ikke snart skulle opereres. Tjoo ... det håbede jeg da. Ja, for de havde lige en tid førstkommende mandag (d. 26/3), hvor jeg kunne skubbes ind. Jeg ville så skulle møde til forindlæggelse torsdag, hvorefter jeg ville kunne tage hjem i weekenden og så indlægges rigtig søndag aften.

Og sådan gik det til at jeg tilbragte det meste af torsdagen med at farte rundt til forskellige afdelinger for at få taget billeder og aftryk og blive lyttet på og sådan. Søndag kom min mor og hendes mand Jørgen, og vi var ude at spise et godt måltid mad, da jeg fra operationsdatoen kun måtte spise flydende kost i et par uger frem. Så blev jeg da indlagt søndag aften på en stue på Riget. Det var lidt sært at være indlagt, når man er vant til at være på stedet som FADL-vagt - altså som del af plejepersonalet. Det var også et sært dilemma, om jeg skulle informere folk om, at jeg var medicinstuderende eller ej. Hvis jeg ikke sagde det, brugte de undertiden meget lang tid på at forklare meget simple ting, medens de (især lægerne) i modsat fald gav forklaringer, der nok var kollegiale men lige vel svære at forstå med kun 1½ semesters lægeuddannelse i baggagen.

Nuvel, det var som det var, og jeg kom ned til operation mandag omkring ved middagstid. Det foregik i fuld narkose und alles, så der var ikke megen oplevelse i det, og jeg vågnede først op, da det alt sammen var forbi. I korte træk bestod operationen i, at mandiblen (undermundsknoglen, der hæfter som et løst led på selve kraniet) skæres over på langs i begge sider, hvorefter det centrale stykke rykkes lidt frem og sættes fast igen med et par skruer. Det lyder voldsomt, men kan åbenbart klares ved to små incisioner under ørene og så ellers inde fra selve mundhulen. Der er stort set ingen smerter - tager bare 3 x 2 Pamol dagligt- så hvis det ikke var for den voldsomme hævelse og følelsesløsheden i undermunden, ville jeg være i tvivl om, at de overhovedet havde opereret. Det gør åbenbart ikke synderligt ondt at få pågældende knogle flækket på langs. Alternativt er de fraledende nerveforbindelser blokeret af hævelsen eller nåed. Man burde have forstand på lægevidenskab ...

Mindre end firetyve timer efter operationen blev jeg udskrevet; man havde brug for sengen, som jeg optog (det danske sundhedsvæsen fattes ressourcer ...). Nuvel, der er vist heller ikke så meget mere at gøre. Resten er bare, at jeg skal gå herhjemme og rekonvalescere, medens jeg tager en masse forskellig medicin og holder mig til flydende føde. Til alt held faldt operationen plus efterfølgende sygdomsperiode ikke sammen med nogen obligatoriske elementer på studiet - dem er der ellers rigeligt af på dette semester - men til gengæld går jeg så glip af et monsterspændende etymologiseminar, der afholdes på KUA i morgen. Akja, man kan ikke få både i pose og sæk.

Som sagt har Mor og Jørgen været på besøg de sidste par dage, og selv om der ikke var så meget, de kunne gøre ved situationen, var det alligevel rart at have dem her. De gav mig et fint thorshammer-smykke, som passer min halskæde - tak til dem for det! Og så har mit søde hold på medicinstudiet sendt to søde kurérer med et gavekort - det varmede også :)

Det er et grimt samfund, der sætter sine samlede politistyrker ind på med vold og magt at fjerne anderledes tænkende fra det offentlige rum

2007-03-17T11:15:00.000+01:00

Der er i disse dage utallige historier, om hvordan politi og domstole i forening viser rigtig grimme sider af magtfuldkommenhedens arrogance, men her skal blot nævnes to beretninger om hverdagen i Danmark anno 2007, som jeg faldt over:

I Til min datter og alle jer andre beretter en mor om hendes oplevelse af retssystemet, efter at hendes datter blev fængslet for at stå på Nørrebros Runddel. Og i Til samlingen af historier om politivold kan man læse lidt om 17-årige Alex' fødselsdagsoplevelse, hvor han efter brutalt at være anholdt af uidentificerede civilbetjente siddende i en politivogn med hænderne på ryggen bliver forhørt med slag i ansigtet - og det vel at mærke uden selv at have været aggressiv.

Et andet eksempel på politiets taktfulde anvendelse af deres overmagt er i øvrigt beretningen om, hvordan en hollændervogn med politifolk kører op på Ground 69, der den sidste uges tid er blevet dækket med blomsterbuketter, udslidte tøjdyr og breve, hvorefter de stiger ud for offentligt at urinere på grunden foran de sørgende unge mennesker med 69 i hjertet. Åndelig krig, anyone?

Biokemi, sangkommunister og vagabondsuppe

2007-03-13T22:22:00.000+01:00

I dag har jeg sunget med et kommunistisk kor og spist suppe lavet af en bornholmsk vagabond. Men først biokemi:

I dag og i går har igen stået i biokemiens tegn, og vi har pippeteret E.coli-bakterier og elueringsbuffer og kørt geler og sat forsøgsglas i rystevandbad og jegvedikkehvad. E.coli lugter grimt - meget grimt, og før vi overhovedet måtte komme ind i laboratoriet skulle vi aflægge vores vanlige kitler og iføre os nogle særlige kitler med bioharzard-mærker på forsiden. Uha uha ...
Nå, men det gik da vist nok. Vi endte med en masse tal og nogle billeder af nogle streger på noget gelé og nogle bakteriekulturer på en substratplade - og det skal så forhåbentlig blive til en rapport inden alt for længe. At tænke sig - vi har tre øvelser (og dermed tre rapporter), herunder én, der strækker sig over to dage, i løbet af blot en uges penge. Og vel at mærke alt sammen obligatorisk. De sørger for, at vi ikke ligger på den lade side ...

Nå, men efter biokemi og lidt afslapning steg jeg på cyklen og for ud til Vestre Fængsel, hvor Oktoberkoret - et kor af midaldrende kommunister - så flot sang for til ære for en af deres medlemmer, der var blevet fængslet i forbindelse med de sidste ugers begivenheder. Derefter var der fællessang, og afslutningvis var der larmedemo, hvor ideen var at producere så meget larm som muligt for at lade de mange, der for nyligt er blevet fængslet, vide, at omverden ikke har glemt dem. Der er en betydelig afstand fra parkeringspladsen, hvor vi stod, til selve fængslet, men i flere vinduer blinkede folk med lamper og deslige for at tilkendegive, at de havde hørt os. Så fint :) Og de gamle kommunister virkede helt rørte over fremmødet og aktionen. God demo!

Dernæst gik den til Rådhuspladsen, hvor der jo for tiden står et nyt Ungdomshus - ganske vist af presenning snarere end mursten, men ånden er den samme. Her er jeg den sidste uges tid et par gange smuttet forbi, og der sidder altid nogen og hygger - herunder som regel den bornholmske vagabond Fuzzy. I aften var der indbudt til folkekøkken - en tradition i Ungdomshuset - men grundet de ændrede forhold var muligheden for kulinariske udfoldelser noget begrænset. Den gode Fuzzy havde imidlertid beredvilligt stillet sit gasblus til rådighed, og en anden havde fremskaffet en stor gryde, og så stod Fuzzy ellers for at koge en ordentlig grydeful veganersuppe, der blev delt gratis ud til de omkringstående. Herefter var der mandagsmøde - Ungdomshusets vanlige styreform, der i dagens anledning var blevet til et tirsdagsmøde. Det var virkeligt fascinerende at se et egentligt græsrodsdemokrati, der var levende og som ikke degenererede til flertalsdiktatur. Var der uenighed om et emne, diskuterede man det, indtil man fandt et acceptabelt kompromis i stedet for bare at lade flertallet diktere. Den slags kræver selvfølgelig en vis pragmatisme fra de involverede parter og kan næppe lade sig gøre i andet end relativt små forsamlinger, men det var ikke desto mindre lidt af en åbenbaring at overvære. Man vedtog bl.a., at man skulle indkøbe flere koste og indføre endnu en daglig oprydningsrunde, så forbipasserende københavnere ikke irriteredes over rodet på pladsen - det var jo ikke dem, man var imod. Ligeledes blev man enige om, at man ville videreføre Ungerens husregler med bl.a. forbud mod hårde stoffer og sexisme, samt at man ikke drak sig fuld, når man sad vagt, fordi huset på Rådhuspladsen skulle være et sted, der indbød forbipasserende til at komme forbi og få en snak - ikke en bodega. Alt i alt var der meget sympatisk - foruden Fuzzy - og jeg kan varmt anbefale folk, der eventuelt måtte være nysgerrige, at smutte forbi til en snak. De bider ikke :)

[2007-03-18: Update: Fussi hedder i virkeligheden Fuzzy. Der er fine billeder af ham her og her. Og ham her minder mig også om en eller anden ... ;)]

Normaliteten in da house

2007-03-12T09:05:00.000+01:00

Svinefødder og fastviddefonts

2007-03-10T02:06:00.000+01:00

Velkommen til dagens (well, nattens) opdatering - denne gang helt uden Ungdomshuset (fra ... NU af!)

I onsdags var Lasse og jeg til sutur-kursus hos SAKS (Studerendes Almene Kirurgiske Selskab) - altså et kursus, hvor man kunne lære at sy "sådan som rigtige kirurger gør". Til formålet havde de anskaffet sig en pose med svinefødder, der gik på omgang. Svinefoden spændtes fast i en holder på bordet, hvorefter man lagde et snit på langs. Herefter blev der undervist i sutur-teknik og så var det bare at gå i gang med at få syet grisen sammen igen. Det hele var selvfølgelig sterilt og med handsker og særlige halvmåneformede engangs-sutur-nåle med påhæftet snøre osv. Det viser sig, at kirurger syr ved hjælp af en sakse-lignende dingenot, hvor nålen klemmes fast yderst i skæret (som er mere en klemme-anordning end et skær), hvorefter sakse-dingenoten (som selvfølgelig ikke hedder en "saks", men en "nåleholder") bruges til at klemme nålen igennem den ret så hårde svinehud. Hertil bruges en pincet, hvormed man kan fiksere huden, så det er nemmere at få nålen op igen. Pincetten finder også god anvendelse, når man skal binde en knude på stinget uden at røre ved hverken gris eller snor. Jowjow, det er såmænd spændende. Efter sigende kan man være så heldig at få lov til at prøve at lægge et par sting under opsyn, allerede når man er ude i præklinisk ophold sidst på tredje semester, hvis det er en tilpas flink læge og et tilpas lille/isoleret sygehus. Humm, jeg overvejer allerede at søge Bornholm eller Færøerne (surprise, surprise ;) - det skal nok blive spas.

Den anden store nyhed, som fortjener omtale i dette indlæg, er at Darien endelig har fået sig taget sammen og udsendt tredje udgave af hans fine, fine Fixedsys Excelsior-font. Fixedsys var den oprindelige systemfont i Windows og har længe nyt betydelig anseelse i nørdekredse for klar og letlæselig tekst. Fixedsys Excelsior er den klassiske Fixedsys-font udvidet med en lang række unicode-alfabeter, så man kan bruge Fixedsys til stort set alle verdens sprog. Ikke dårligt! Se vidunderet her.