Lines sniksnak

Lejemorderens guide til et smukt hjem

2009-10-22T01:42:00.005-05:00

Oh, hvilken fantastisk og tillokkende titel for en roman. Nysgerrigheden vækkes, og det skal snart vise sig at være en af de morsomste langt-ude-bøger, jeg længe har læst.

Romanens set up er uimodståeligt: Den berygtede lejemorder, kroaten Toxic, slår den forkerte (FBI-)mand ihjel og er snart på flugt fra USA. Han ser sig nødsaget til at tage en ny identitet, og til sin egen gru/morskab bliver offeret en kendt tv-prædikant, som må lade livet på et toilet i lufthavnen. Snart er Toxic forvandlet til Fader Friendly og på vej til Island for at prædike i lokal-tv. Herefter følger en serie komiske forviklinger, der blandt andet involverer sex med en præstedatter og en djævleuddrivelse i form af tæsk af en karatepræst.

Toxic falder mere eller mindre heldigt til i rollen som Fader Friendly: ””Jeg var det, de kaldte en vanartet unge, en slem dreng. En rigtig slem dreng. I stedet for at læse lektier rendte jeg rundt og rapsede ting i butikker og kneppede piger” Jeg fornemmer smilet stivne i Goodmoondoors ansigt, så jeg må vist hellere vare min tunge. ”Men det var altid i missionærstilling”. Gudfader på lokum. Jeg er stadig fuld”.

Romanen bobler af sprogligt overskud, og hver ny side overrasker positivt med et fantasifuldt og eksplicit sprog. Fader Friendly aka Toxic har fx svært ved at udtale sin værtsfamilies navne: Gunhildur bliver til Gunholder, Sigridur bliver til Sickreader og Goodmoondoor skifter lidt navn, som vinden blæser; Good-manden eller Moon Door. Hallgrimur Helgason er god til at portrættere eller nærmere karrikere det islandske folk samt at få læseren til at føle sympati med en hovedperson, som i udgangspunktet er amoralsk, grim, liderlig og bestemt ikke en af Guds børn.

Da Toxic midtvejs opgiver sin identitet som Fader Friendly for at blive frelst som den lejemorder han er, var jeg faktisk lidt skuffet. En af bogens underholdende facetter er, at man ikke kan greje eller endog har fantasi til at regne ud, hvad der videre sker. Humoren er sort! Virkelig sort og morbid humor. Jeg grinede højt flere gange undervejs. Det er at sammenligne med samme niveau af crazy humor som i filmen ’Borat’.

En af den slags bøger, det er en fornøjelse at læse fordi den er underholdende, morsom, uforudsigelig og med et flot sprog.

"Lejemorderens guide til et smukt hjem" af Hallgrimur Helgason
Lindhardt og Ringhof, 2009, 223 sider.

Hustlerstil ,-)

2009-10-06T07:07:00.006-05:00

Dette er ikke læsning for folk med hang til stuerent indhold. En provokerende og spændingsmættet tour de force udi bluff, bedrag og amoralitet. Glæd dig!

Christian er småkriminel, intelligent og lynhurtig. Han skifter personlighed som en kamæleon skifter farve og tilpasser sig omgivelserne. Det er nyttige egenskaber, når man er ude at stjæle bærbare computere i diverse firmaer og måske risikerer at støde på nogle af de ansatte. Faktisk er det næsten sjovest, hvis Christian må improvisere lidt hen ad vejen.

En dag, hvor han er på rov i et firma, bliver han antaget for at være ny medarbejder og er pludselig ansat som PR-konsulent. ”>>Hvad er det så egentlig du laver, der, i det firma,<<>>Jeg ved det ikke rigtig endnu. Egentlig kom jeg bare for at stjæle deres computere, men pludselig var jeg ansat.<< >>Ja, den er god med dig.<< Som en sporhund lugtede moren antydningen af en vittighed.”

Christians vindende væsen, frækhed og evner til at bluffe viser sig at være netop det, der skal til for at holde den gående i firmaet. Han er sit eget brand og beviser gang på gang, at det handler om at skabe det rette image på rette sted og tidspunkt.

Romanen starter med tre afsnit om tre forskellige personer, og spændingskurven holder romanen igennem, mens man forsøger at forstå sammenhængen. Hårene rejste sig bogstaveligt på mine arme efter at have læst sidste linje i første afsnit. Sproget er uden omsvøb og nogen vil nok finde det anstødeligt. Læsere, der kan lide Chad Kultgens ”En helt almindelig han” og Abo Rasuls ”Macht und rebel”, vil nyde denne roman.

Som læser hepper man på Christian samtidig med at man ser forventningsfuldt frem til, om han bliver afsløret i sit bluff. Det er muligvis lidt anstødeligt at nævne, at man kan lide denne type romaner med amoralske hovedpersoner med et vulgært sprog, fordi det er som at sætte lighedstegn ved, at man sympatiserer med hovedpersonen. Hvad skal vi med dem, hvad kan de lære os? Hvis man læser mellem linjerne, er der er anarkisme, ironi og humor gemt; en parodi på konsulentbranchen og samfundets snorlige ligusterhække, kedsomheden og konformiteten. Jeg var suverænt underholdt - og forarget!

Og apropos pr, så har forlaget Borgen lagt bogen i fuld længde online til fri download i to måneder. På PR-siden for bogen, kan man i øvrigt se en teaser for bogen (videoklip).

”PR” af Lasse Hjorth MadsenBorgen, 2009, 288 sider.

Bag om nyhederne: biblioteket i midtbyen

2009-09-11T01:39:00.016-05:00

Nyhedsbiblioteket i Herning midtby

Herning Bibliotekerne har fået et nyt lokalbibliotek – men langt fra et lokalbibliotek i gængs forstand. Biblioteket bryster sig af at være verdens første nyhedsbibliotek, og det i sig selv er jo en nyhed, der var værd at tage til Herning for at udforske på åbningsdagen d. 17. august.

Konceptet
Overskriften for det nye bibliotek er ”bag om nyhederne”. Gennem et naboskab og samarbejde med Herning Folkeblad sættes der fokus på nyheder. Umiddelbart er mange mennesker i dag selvhjulpne omkring at finde nyheder – eller rettere det er jo ret svært i denne nyhedsfikserede tid vi lever i at undgå nyheder hvor end man bevæger sig – men hvordan kommer man bag om nyhederne og får perspektiveret dem? Det vil biblioteket sætte fokus på og hjælpe brugerne med.

Tanken bag biblioteket er, at ”nyheder genererer holdninger, og det er bibliotekets opgave at formidle nyhederne, så Hernings borgere har adgang til mere viden at danne holdninger ud fra.”

Indretningen
Biblioteket er placeret på gågaden i Hernings nyopførte mediehus. Man kommer ind af en hovedindgang, som enten leder en ind i receptionen til Herning Folkeblad eller ned af en trappe til biblioteket, som er på 200 m2.

Det første jeg tænkte var ”hold da op, hvor ser her fedt ud”. Det er indrettet i et enkelt stramt design, hvilket skaber rummelig og overskuelighed. Nogle gange glemmer vi, at ”less is more” og plastrer alle synlige flader til med plakater, udstillinger m.v. - med det resultat at budskabet drukner i alle de andre. Der er ingen overflødige ting i dette bibliotek, og budskabet står tydeligt frem. Budskabet værende de mange nyheder, der præsenteres i rummet.

Rummet er regulært med specialdesignede borde og bænke/stole placeret rundt om i rummet. Alt er på hjul og kan flyttes, hvilket skaber fleksibilitet og mulighed for forandringer. Der er også en tankstation, hvor man kan downloade netmusik og netlydbøger.Det dominerende er de seks storskærme og tre projiceringer på væggene, hvor der kører forskellige store nyhedskanaler. Biblioteket råder over otte bærbare, og der er trådløst internet.

Bøger ud og digitale informationer ind
Dernæst spekulerer man lidt i ”hvor er bøgerne?”. Jeg går faktisk selv ind for tankegangen om at ”less is more”, når det handler om indretning og eksponering af fysiske materialer, men her er der vitterligt stort set ingen fysiske materialer. Der er ét bogtårn i biblioteket med de 20 mest populære titler (kviklån). Dette er ud fra, at folk skal have muligheden for at få de nye bøger, mens de er hotte og stadig en nyhed.

Biblioteket råder også over et antal aviser og tidsskrifter. Dertil er der enkelte aktuelle temaudstillinger med fysiske materialer kombineret med storskærmene i rummet. Man kan ikke afhente reserveringer (skal stadig ske på hovedbiblioteket som ligger ca. 3 km væk).

Fokus er fjernet fra den fysiske samling og flyttet til den digitale: formidlingen sker først og fremmest via storskærme og internettet, hvilket passer godt sammen med det faktum, at nyheder i sig selv er dynamiske og hurtigt bliver forældede.

Forskellige fagligheder og aktiviteter
Der er ansat tre personaler; en bibliotekar på 10 timer/ugen og to medarbejdere på fuld tid; den ene med en baggrund i statskundskab og den anden cand.mag. i engelsk med suppl. statskundskab. Sidstnævntes opgave bliver hovedsageligt at følge med i nyhedsstrømmen og sætte fokus på aktuelle emner. Det handler om at synliggøre nyhederne fra flere sider.

Der er ikke noget egentlig kontor, hvorfor personalet er ”på” i hele åbningstiden og således også arbejder i selve biblioteksrummet. Samtidig ligger der nogle nye samarbejdsmuligheder i nabofællesskabet med avisen Herning Folkeblad. Til efteråret starter biblioteket og avisen et projekt sammen ”I Midt’en af demokratiet” hvor der er fokus på, hvordan de to fagområder kan arbejde sammen om at skabe debatter for borgerne.

Mens jeg var til åbningsreceptionen, fik jeg en lille forsmag på, hvordan et samarbejde mellem en avis og et bibliotek fx kan tage sig ud. Det var en art happening, hvor chefredaktør Vibeke Larsen præsenterede og beskrev dagens forside (vel at mærke et par timer før den kom på gaden): fra- og tilvalg, vinklingen og den grafiske fremstilling. Vi blev ledt igennem flere udkast og så til sidst den færdige forside. Ret spændende!

Indtryk af det nye lokalbibliotek
Biblioteket efterlader mig med et indtryk af enkelthed samt en tydelig og målrettet vision – noget der kan være en mangelvare i dag, hvor vi i biblioteksverdenen i høj grad diskuterer, hvad vores rolle bliver i fremtiden. Denne markante afgrænsning i midtbyens bibliotek kan både ende med at blive bibliotekets force og svaghed.

Det bliver interessant at se, om Herning er stor nok og brugerne klar til et så specialiseret bibliotekstilbud. Til det kan man sige, at nogle gange må man satse og afprøve nye ting – noget Herning har gjort med dette innovative bibliotekstilbud. Dernæst bliver det interessante også at følge, hvordan samarbejdet med Herning Folkeblad udvikler sig – en potentiel kilde til stor eksponering for biblioteket (igen i en tid, hvor vi og borgerne nogle gange har forskellige holdninger til, hvad et bibliotek bør/skal være) og nye spændende samarbejdsmodeller omkring formidling. Heri ligger der en unik mulighed i at åbne op for en dialog med brugerne om bibliotekernes fremtid på et generelt plan.

Se et videoklip fra det nye bibliotek på: http://www.herningbib.dk/om-biblioteket/midtbyen

Fra vulkanens mund

2009-08-20T12:33:00.003-05:00

Et ulmende og giftigt ægteskabsdrama udspillet over seks dage på en ferie på Sicilien er omdrejningspunktet i denne socialrealistiske roman om svigt og kærlighed.

”Den 73 graders vinkel er den fysiske tilstand mellem stigning og fald. Man kan ikke afgøre, om det er det ene eller andet. Om man er på vej op eller ned”. Sådan oplever Anna sit forhold til ægtemanden Mats. Efter års ægteskab slider de på hinanden og med børnene som magtesløse tilskuere. I et forsøg på at redde stumperne tager de på ferie til Sicilien, men ”allerede inde i afgangshallen går det skævt for Mats og mig”. Dette er blot starten på en lang uge, hvor parret skrider mere og mere ud mod afgrunden og med forholdets og romanens klimaks under en udflugt til Fru Etna (vulkanen).

Romanen er inddelt i feriens seks dage, og synsvinklen er Annas, så alt mærkes og føles gennem hendes øjne og tanker – noget der gør romanens til en særlig læseoplevelse. På trods af at romanen er lidt for gavmildt garneret med symboler og en smule langtrukken, så er det Annas tanker, der gør romanen realistisk, genkendelig og vedkommende. Anna skriver til hverdag tekst til bøger om ”det gode liv” – noget der står i skærende sarkastisk kontrast til den virkelighed, parret selv bevæger sig i. Under ferien træder Anne ind på forbudt land, idet hun begynder en udveksling af seksuelle sms’er med en næsten fremmed mand hjemmefra.

Romanens kerne er de fortolkningslag, som vi lægger ned over hinandens udtalelser og hensigter, i det usagte spændingsfelt. Det er de situationer, hvor man anstrenger sig for at lyde neutral, så det ikke misforstås af den anden part: ”Jeg anstrenger mig for at finde det rette tonefald. Den måde, man taler på, når ordene ikke svier og bider, kommer med topspin eller noget andet underligt. Jeg prøver at efterligne den måde, man normalt taler på”.

Romanen finder sin fremdrift i den bristefærdige spænding mellem hovedpersonerne, som holder læseren i forventning til næste side. Det er hverdagsrealisme, så det basker. Man bliver pinligt berørt, forarget og medlidende – noget der tyder på, at hvis man kan manifestere sådanne følelser gennem læsningen, ja så er den godt skruet sammen. Man behøver bestemt ikke være skilsmisseramt eller i et dårligt forhold for at kunne nikke genkendende til temaet i denne velskrevne og anbefalelsesværdige roman!

”Fra vulkanens mund”
Helena Von ZweigbergkPolitikens forlag
2009318 siderOversat af Lise Skafte Jensen fra svensk ”Ur vulkanens mun”

Offentlige hemmeligheder

2009-07-11T11:59:00.006-05:00

Et tip til en sjov blog, hvor folk indvier andre i deres bekendelser og hemmeligheder Post Secret. Folk fra hele verden sender deres hemmelighed på et postkort til bloggens ejer, og hver søndag bliver bloggen opdateret med nye postkort. En unik blog, som både giver stof til eftertanke og underholder, når man lige trænger til et smil på læben. Jeg er allerede storfan :-)

PostSecret is an ongoing community art project where peoplemail in their secrets anonymously on one side of a postcard.

Litteraturliste "Landboliv"

2009-07-10T04:20:00.003-05:00

Interessen for litteratur, der omhandler livet på landet før og nu, har fået en opblomstring de seneste par år med populære romaner såsom Jens Smærup Sørensens ”Mærkedage”, Anne B. Ragdes serie om familien Neshov og Bent Hallers ”Den ottende bonde”. Hvis du har brug for lidt inspiration til romaner, der minder om disse, så tag et kig på min nyeste litteraturliste om romaner i genren "landboliv" på Litteratursiden.

Mie Olise Kjærgaard

2009-07-03T13:29:00.010-05:00

Jeg har opdaget en kunstner, hvis malerier jeg er blevet helt vild med. Hun hedder Mie Olise Kjærgaard Hendes malerier er både skræmmende og dragende på samme tid. De giver mig samme oplevelse/følelse som Edwards Hoppers malerier.

Hun er i stald hos Galleri Wolfsen i Aalborg, så mon ikke man lige skal derind ved lejlighed :-)

”Mine bygninger har fået lov at forfalde, samtidig med at de er ’groet’ videre selv og dermed antyder en anderledes form for liv. Det er skræmmende, fordi man så ikke ved hvad der gemmer sig derinde, men samtidig er nysgerrigheden også pirret. Skal man tage et skridt frem og udforske det eller gå et skridt tilbage i sikkerhed?” spørger Mie Olise Kjærgaard"

Nu med videoer

2009-07-02T07:35:00.009-05:00

Tænkte jeg lige ville prøve kræfter med at lægge videoer ind på min blog :-) Her er det minder fra min tur gennem Mellemamerika i 2006.

Første klip er fra en færgetur på vej til vulkan-øerne Ometepe. Denne færge ville ikke få en glad smiley ;-)

På seightseeing i byen Leon.

Solnedgang ved et dejligt hotel i et øde område af Nicaraqua. De to små piger solgte konkylier og smykker - meget aggresive små sælgere, som ikke tog nej for et svar. Så jeg købte et par armbånd og en flot konkylie.
Det er måske ikke lige til at se det på videoen, men de her bølger slog Vesterhavet med flere længder. Se bare fotoet her nedenfor.

Med på en lurer

2009-06-30T07:40:00.005-05:00

Kig grundigt på nøglehullet på romanens forside, og du kommer med på en kigger ind i Rakkerpakhuset, hvor man nærmest kan smage, lugte og føle hverdagslivet i 1950erne.

Romanen er opdelt i tre dele, en for hver opgang i Rakkerpakhuset og med en ny fortæller for hver lejlighed. Der er både unge og gamle fortællere, mænd og kvinder. Man både væmmes og forundres på én og samme tid, fordi personerne er så hudløst ærligt, kærligt og realistisk beskrevet.

Beboernes skæbner vikler sig ind i hinanden på snedigste vis, og det vellykkede er netop, at kollektivromanen langsomt ruller sig ud i takt med hver ny fortæller og dennes refleksioner over sit liv og sine naboer. Dermed får læseren skiftende vinkler på personerne, og det giver et mere nuanceret billede af dem.
Vi møder fx den selvretfærdige enkefru Jørgensen som pimper, føler sig fin på den og som nægter at indse at hendes mand etablerede sin formue på at handle med tyskerne under krigen. Så er der pedellen og jøden Elias Perlemann, en retskaffen, nøjsom og underdanig mand, som står i evig gæld til enkefruen, idet hendes mand hjalp ham til Danmark under krigen.

I en anden lejlighed bliver Vivi jævnligt banket af sin mand Kurt. Ingen af mændene i huset tør konfrontere den hidsige slagsbror, og det ender med at være sønnen Jens Ole i lejligheden stuen til venstre opgang A, som tager affære. Afsnittet med Vivi og Kurt Bertelsen er et af de bedste, og efter at have fået Kurt beskrevet gennem de andre beboere, er det Vivi, der er fortæller i ”deres” kapitel: ”Hverken tæt på eller på afstand genkendte hun den unge kvinde. Var hun der overhovedet? Af og til, det var det mest skræmmende, kunne hun se en lille tynd pige, blodet løb ud af begge næsebor. – hvem er du? - Jeg hedder Vivi, svarede pigen, - hvad hedder du? – Jeg hedder Fru Bertelsen, sagde hun.”

Familielivet er i centrum; ægteskabets op- og nedture, det gode og mindre gode naboskab samt de drømme og hemmeligheder, man holder tæt til kroppen. Et tilbagevendende samlingspunkt er den forestående fodboldkamp mellem Ålestrand og Ålevej, som afbrydes, da radioen spiller "Rock around the clock".

Bent Haller har igen gjort en eminent roman, som denne gang introducerer de jævne kår i 1950ernes Danmark. På fuld omgangshøjde med ”Den ottende bonde”.

Shoe Abuser

2009-06-28T14:05:00.009-05:00

Jeg er faktisk lidt stolt over at kunne prale af, at jeg har fostret en ægte shoaholicer! Lånte min Sex and the city-"skoæske" ud til en veninde, som ikke kendte serien. Her to måneder efter er hun blevet shoaholicer bare af at se serien - og har købt tre (!) par sko på en og samme dag!

Her er (et af!) mine seneste skokøb - et par "Ruby" fra Peter Kaiser. De er i ægte Carrie Bradshaw-stil, synes jeg. De er lidt rå og "klodsede" på den trendy måde, hvilket er en god kontrast til en feminin kjole. Jeg har endnu ikke haft dem på, men det gør ikke noget - det er bare tanken om dem, som kan gøre mig helt glad :-)

Her er et andet par sko (fra Gabor), som jeg har drømt om i lang tid. De er sådan lidt Marilyn Monroe-agtige.

En islænding går besærk... på en litausk litteraturfestival

2009-06-28T13:44:00.004-05:00

Er der noget sindsoprivende spændende ved at tage til litteraturfestival i Litauen? Nej vel! Det spekulerer og filosoferer digteren Sturla Jon også en del over, da han bliver udvalgt til at være Islands ambassadør til festivalen. Sturla er måske ikke den mest oplagte ambassadør, for selv hans nabo ved ikke, at han er digter.

Kort fortalt er Sturla 51 år, vicevært og digter, småneurotisk, fraskilt og med fem børn han ikke involverer sig ret meget i og med en let distance til andre mennesker og tilværelsen. Han er i bund og grund typen, der ikke rider den dag han sadler og en smule konfliktsky. Ikke lige de bedste forudsætninger i hvervet som ambassadør. Ja her kan du sikkert allerede gætte, hvilken type roman "Ambassadøren" er. Den handler i høj grad om Sturlas selvrefleksioner og ikke så meget om litteraturfestivaler - Sturla har i øvrigt allerede inden han tager af sted skrevet en lettere sarkastisk artikel til avisen om, hvad man kan opleve på noget så kedeligt/overdådigt som en litteraturfestival.

Romanen starter med en umiddelbart tilfældig scene, hvor Sturla skal købe en dyr frakke inden festivalen: "Dertil kom, at farven var noget af det bedste ved den; den ville aldrig tiltrække sig opmærksomhed som farve, men ville derimod vække den i form af tavs beundring og - selvfølgelig uden at vi kan tillade os at tænke sådan - misundelse." Citatet fortæller en del om Sturla, som gennem romanen både gør sig mange sarkastiske tanker om litteraturens ophøjede væsen (sig selv indbefattet) og andre gange fantaserer om selv at være verdensberømt. Citatet illustrerer også fint, hvordan tonen og stemningen er i romanen; underspillet og grænsende til det trivielle. Det er som om, at Bragi Olafsson ikke bevidst har forsøgt at være morsom, men alligevel ender med at blive det. Og det er intelligent fortællekunst! Senere får den optalte frakke (eller mangel på samme) i øvrigt en stor betydning for Sturlas videre færd udi det litterære landskab i Litauen.

Som læser kan man ikke undgå at falde for Sturla, for Bragi Olafsson har et levende og lunt sprog, som gør, at man nemt lever sig ind i Sturlas tanker. Flere gange tænker man "nej lad nu være Sturla" og krummer tæer, når han gør sig til grin og roder sig ud i nye umuligheder. På en gang tragikomisk og stor underholdningsværdi. Dog er romanen for langtrukken og monoton i første halvdel, hvilket er ærgerligt, da den både er velskrevet, morsom og original. Romanen var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2008, men blev overgået af Naja Maria Aidts "Bavian".

Og hvilken fantastisk bogforside, denne roman har :-) Den sælger sig selv!

Jeg holder selv meget af denne type romaner "manderomaner", hvor mænd på mere eller mindre vellykket vis forsøger at finde sig selv. Selvom - eller måske netop fordi - hovedpersonerne altid har en sarkastisk og depressiv tilgang til tilværelsen, er romanerne særdeles morsomme bekendtskaber. Hvem gider læse om en opblæst nar, der filosoferer over hvor selvfed, han er. Denne roman minder i kraft af sin humor, eksistentielle undertoner og samfundskritik en del om Torben Munksgaards "Retrograd", Erlend Loes "Doppler", Robert Zola Christensens "Tennis" og Halgrimmur Helgasons "Stormland".

Ikke se, ikke høre, ikke tale

2009-03-01T12:59:00.003-06:00

Anmeldelse af "Stillevejen" af Carsten Boe.

Gennem den 12-årige Christians øjne skildres et familieliv levet i skyggerne, hvor ingen kan se, hvem de andre inderst inde er.

Christian bor på Stillevejen sammen med sine forældre, og det hele virker umiddelbart som ren idyl bag ligusterhækken. Christian tegner meget i fritiden og er især god til at tegne skygger: ”Jeg ligger i min seng, med åbne øjne. Jeg følger lyset i værelset mens mørket falder på. Skyggerne på væggene kommer frem. Jeg kender skyggernes verden.”

Bogens forside er illustreret med de tre aber, som repræsenterer ”ikke se”, ”ikke høre” og ”ikke tale”, og det rammer ret godt plet for, hvad der er på færde på Stillevejen. Der er hemmeligheder og larmende stilhed. Ingen taler med hinanden, hverken voksne imellem eller forældrene til deres barn. Faren kan godt lide en øl, ja alt for mange faktisk, og hver lørdag må Christian modvilligt hente øl hos den lokale købmand, hvilket får ham til at føle sig medskyldig i farens misbrug. Moren vender det blinde øje til. Det er ikke tale om svigt i fysisk forstand men i psykisk forstand. Dog virker det nu alligevel som om de alle er ofre for omstændighederne, og de voksne ikke magter at se situationen udefra. Dog flyder bægeret til sidst over (midtvejs i romanen), og moren flytter med Christian ind hos familiens advokatven.

Vi får hele historien serveret gennem Christians tanker og observationer af omgivelserne, hvilket fungerer troværdigt. Dog bliver Stillevejen en anelse langtrukken indimellem, og indtrykket ville have stået endnu stærkere, hvis den var skåret mere ind til benet. Tiden er svær at definere, og stemningen virker 1980’er-agtigt med billig vin fra syden, parcelhuse, racercykler med mange gear osv. Men det kan ikke helt passe, idet Christian tænker tilbage på dengang hans far gav ham et kram, og det var, da Danmark vandt EM.

Stillevejen skildrer de påvirkninger skilsmisse og alkoholisme kan have på et barn. Jeg er især begejstret for den måde Carsten Boe formår at skildre voksne og børns forskellige oplevelse af en situation; fx hvordan de voksne forsøger at berolige, bestikke og naivt at holde Christian i uvidenhed, og hvordan alle disse tilnærmelser har den stik modsatte effekt. Stillevejen gjorde mig lidt trist men også godt, fordi det var en vedkommende læseoplevelse.

Man smider da ikke bøger ud... gør man?

2009-01-05T11:39:00.010-06:00

Man smider da ikke bøger ud - gør man?

Ja det er det store grumme spørgsmål, der på det seneste har trængt sig på i mit hoved. Bibliotekerne gør det i stor stil, men hvad gælder, når det kommer til ens egen bogsamling?

Tanken opstod, idet jeg kom til at se nærmere på, hvad der stod på bogreolen hjemme i privaten. Og det var ikke lige kønt alt sammen! Vores egen bogsamling - vil nogen påstå - kan jo sige en hel del om os som person. Jeg skal da ikke være sen til at afsløre, at også jeg som oftest bliver suget hen mod bogreolerne, når jeg er gæst i et nyt hjem.

Man udvikler jo sin litterære smag hen ad vejen - forfiner sin smag kunne man næsten fristes til at sige ;-) Og hvad jeg læste/købte af bøger for 10-12 år siden er så langt fra min nuværende smag, at det skriger til himlen. Desværre repræsenterer måske en 1/5 bare ikke mere, den person jeg var (og måske aldrig har været, idet jeg først sidst i 20erne fandt min rette litterære hylde, hvad angår romaner). Alligevel viser bogsamlingen som ét hele en art "litterær udvikling" om man vil.

Vi bogelskere har jo en kærlighed til vore kære små, og er stolte af at komme fra et hjem med bøger (og klaver!), og jo flere bøger må jo betyde jo mere belæst eller litterær ... eller ? ;-)

Nogle mennesker vil forsværge nogensinde at smide bøger ud - det er nærmest vanhelligelse! Andre har en mere les affaire holdning til de små støvede basser på bogreolen. Så what to do?
Jeg overvejer at første skridt må være at lægge de mindre heldige bøger i et par flyttekasser og så se om jeg har savnet dem om et ½ års tid. Herefter kan jeg så give dem til genbrug udfra den smukke, dannelsesagtige tanke, at andre vil få glæde af dem!

Tid til en indrømmelse

2008-12-12T12:00:00.014-06:00

Ok nu er det vist tid til at lukke nissen ud efter alle disse år! En indrømmelse om en fobi, som umiddelbart kan virke ret underlig: jeg er bange for The Muppet show!

No kiddin'!

Jeg har siden barnsben fået det meget ubehageligt, når "mupperne" tonede frem på skærmen. Virkelig fysisk ubehag, som gjorde at jeg var nød til at skrue væk fra kanalen. Og ikke kun det at se på dem, også bare lyden af dem (som selvfølgelig gav billeder i hovedet). Af samme grund har jeg heller aldrig set et helt afsnit færdigt og ved i det hele taget ikke rigtigt, hvad showet handler om - endsige humoren i det!

Dertil kan jeg tilføje at "Vinden i Piletræerne" også er noget af en gyser for mig! Puha ham Hr Tudse er en uhyggelig fyr at løbe på alene. Fraglerne kan lige gå an, hvis jeg tager mig sammen - og af samme grund har jeg valgt et billede af dem her til bloggen (de andre var altså for uhyggelige at se på!) Underligt nok har "Anne og Lotte" dog aldrig haft samme skræmmeeffekt på mig!

Jeg har aldrig mødt andre med en lignende fobi - fobi for dukker på pinde - og tænker om det jeg er et enkeltstående unikt tilfælde eller ?

Her er min top 3 over uhyggelige programmer med dukker (på pinde):

1. Muppet Show

2. Vinden i Piletræerne

3. Jullerup Færgeby

Andre der har det på samme måde (eller er jeg bare underlig)?

I denne kølige tid...

2008-12-02T05:46:00.008-06:00

I denne kølige tid kan man godt trænge til lidt varme (når nu den hvide jul/vinter lader vente på sig), og det kan man jo få ved at grine lidt. Hermed et par små vinterlige humoristiske indslag :-)

Best in Europe

2008-12-01T01:38:00.003-06:00

Hvis man interesserer sig lidt for arkitektur og i særdeleshed når talen falder på biblioteksbyggeri, så er der nu lavet en hjemmeside med Europas bedste! Tjek siden ud her!

For Danmarks vedkommende markerer vi os på det internationale marked med Hjørring Bibliotek, Den sorte Diamant og Kolding Bibliotek.

Doodle - for planlægningsfreaks!

2008-11-08T03:51:00.008-06:00

En lille undseelig "fornøjelse" i bølgen af "sociale" web 2.0-værktøjer er det lille men særdeles vedkommende program Doodle, som kan hjælpe dig med at lave afstemninger eller planlægge, hvornår du kan mødes med vennerne/kollegerne næste gang. Programmet er så simpelt (på den gode måde) og nemt at bruge, at alle kan være med; det kræver stort set kun en tilmelding - og snart man i gang med at planlægge datoen for den årlige julefrokost eller stemme om hvilken film, man skal se i biografen.
Så kan selv den mest hardcore planlægningsfreak (som undertegnede) få afløb :-)

Cohen still standing!

2008-10-19T15:08:00.012-05:00

"Ring the bells that still can ring - Forget your perfect offering - There is a crack in everything - That's how the light gets in".

Ja så gik et af de helt store ønsker i opfyldelse i lørdags! Koncert med Leonard Cohen i Forum!
Det er til dato den mest fantastiske koncertoplevelse, jeg har haft! Den mand er superb med hans tekster, preformance og selvfølgelig hele setup'et med et fantastisk orkester og kor. Jeg vil næsten vove at påstå, at han er vores tid største sangskriver, og i øvrigt startede han jo sit arbejsmæssige liv som skribent!

Jeg har virkelig svært ved at få armene ned, for alt var gennemført; flot scene, en stemme så perfekt som var det på en cd, en ydmyg og charmerende (ældre) herre og så selvfølgelig alle de gode gamle verdenshits a la "Bird on a wire", "Im your man", "Closing time", "Suzanne", "Take this waltz" og så videre og så videre ;-)

"Thank you for keeping my songs alive all these years" - jo tak i lige måde Leonard!!

Bogens fremtid igen igen

2008-10-05T07:27:00.007-05:00

Hvis der er noget, der kan skabe røre i disse for nogen næsten bogløse tider, så er det bogens fremtid. Faldt lige over dette indlæg på Informations hjemmeside. Se nederst.

Jeg synes ikke, at artiklens forfatter har styr på, hvad vi bibliotekarer mener med vores såkaldte 0-lister eller "3 års reglen" - det er jo ikke sådan at vi nødvendigvis smider bøgerne ud efter 3 år (der er noget, der hedder depoter!) Måske er vi bare ikke gode nok til at forklare for brugerne, at der er mere at komme efter end blot det de ser på hylderne?! Hele det interurbane system fordrer netop at kunne skaffe næsten alt hjem til den enkelte, ligesom jeg ikke tror, at "Vindens skygge" er i specielt fare for at ende på de glemte bøgers kirkegård de næste mange år. Ligestilling af materialerne kan være svært i et bibliotek, hvor bøgerne optager måske 75 % af pladsen.

Indlægget provokerer mig omkring påstanden om, at "bibliotekarer vil hellere lave alt muligt andet end at formidle bøger, som de mener fylder for meget på hylderne". Det handler jo ikke om materialeformen (siger en der elsker bøger i papirform), men om indholdet! Jeg er bestemt ikke fortaler for, at vi skal afskaffe bøgerne, og det er jeg ret sikker på heller ikke kommer til at ske!

Jeg er enig i indlægget omkring, at litteraturformidlingen bliver mindre med tiden på uddannelserne, og det er ærgerligt. Man er dog også nød til at se på de andre nye medietyper - stadig med samme indhold - som fortjener opmærksomhed og en plads i bibliotekerne! Det ene behøver ikke udelukke det andet, skulle jeg mene. Det er jo netop det, der menes med at ligestille materialerne.

Jeg skal ikke komme ind på bibliotekslukninger, og hvad biblioteket skal være fremover (værested, blockbuster, internetcafe og boghandel spørger artiklens forfatter), da det er en mangefacetteret diskussion, som ikke nødvendigvis behøver at have direkte med diskussionen om bøger vs. andre materialetyper at gøre.

Læs selv indlægget her - og smid en kommentar :-)

http://www.information.dk/152947

Den kandiserede viol længe leve

2008-09-28T05:16:00.005-05:00

Ny kogebog fra tvillingerne Koch giver dig redskabet til at overraske venner og familie med blæret gastronomi.

Jeg blev umådeligt glad for at opdage at brødrene Koch i deres nye kogebog ”I køkkenet med brdr. Koch” inddrager den hedengangne kandiserede viol i en dessertopskrift. Hvis to af Danmarks gastronomiske frontførere kan slippe af sted med det, ja så kan vi andre også være med i forhold til at bruge ildesete ingredienser. Brødrene vælter sig i spændende sammensætninger af ingredienser og fancy anretninger i denne nye kogebog.
En indskudt bemærkning her er, at jeg i længere tid har tænkt på netop kandiserede violer og hvor meget jeg havde lyst til at bruge dem i en opskrift. Min fantasi rakte desværre bare ikke længere end til den traditionelle chokolade mousse - og jeg droppede ideen igen!

Umiddelbart var jeg lige ved første øjekast en smule skuffet, da jeg så, hvor få opskrifter bogen gemmer på. Fyrre grøntsags- og kødretter, femten desserter og fem bageopskrifter kunne det blive til, men hvad gør det, når de fleste af opskrifterne overrasker positivt og får tænderne til at løbe i vand. Hvad angår fornyelse, så er opfindsomheden nemlig i top; utraditionelle og interessante sammensætninger såsom ”kold rabarbersuppe med anis og karamelliserede popcorn”, ”Porre i bacon med mango og dild” og ”Rucola-slush med lime og rørsukker”. At retterne er anrettet på flot og anderledes vis, gør det ikke ringere.

Denne kogebog er for folk, der gerne lige vil give den en ekstra skalle og godt kan lide overraskelsesmomenter i maden. Den skiller sig ud både, hvad angår ingrediensernes sammensætning og det, at vi andre dødelige også kan være med i de gastronomiske højere luftlag. Når man taler om kogebøger på gastronominiveau, kan det være svært at følge med hvad angår indkøb af gode ingredienser, det økonomiske aspekt, sprogbrug i kogebogen og størrelsen på portionerne. Det gør sig ikke gældende i nærværende kogebog.

Brødrene Koch lover, at dette er en kogebog, som almindelige mennesker sagtens kan hygge sig med i køkkenet. Ingredienserne skulle være til at få fat på i alle større supermarkeder, ligesom sværhedsgraden er til at komme i nærheden af. Og det synes jeg holder stik.
Brødrene Koch har restaurant på havnen i Århus og har tidligere udgivet ”Kocherier”.

”I køkkenet med brdr. Koch” af Michael og Jesper KochLindhardt og Ringhoff, 2008. 192 sider.

Hemmelighedernes år

2008-08-29T14:05:00.005-05:00

En roman i flere lag, som undersøger familiehemmelighedernes, hjertets og sindets mysterier.

Det er ”hemmelighedernes år” i psykiateren Erik Davidsen og hans families liv. Efter faderens død finder Erik og hans søster Inga nogle breve, som giver et indblik i faderens ukendte fortid samt afslører en gammel hemmelighed. Samtidig følger Erik sin søsters sorg over at have mistet sin mand Max og afpresning af søsteren omkring nogle breve med ”ømtåleligt” indhold om Max. Sideløbende kæmper Ingas datter for at komme sig over rædslerne efter 9/11, som hun var uhyggeligt tæt på.
En ung jamaicansk kvinde og hendes datter flytter ind i Eriks hus, og snart finder han sig selv uhjælpeligt fascineret af kvinden og datteren, som bliver forfulgt af datterens fader, en uligevægtig fotograf.

Der er mange historier og personer at holde styr på i denne roman, og det hele væves fint sammen af Hustvedt. Romanen giver læseren et realistisk indblik i et menneskes inderste tanker omkring livet, kærligheden, sorger og relationen til andre mennesker. Det overordnede tema er familiehemmeligheder, og hvordan vi både i bogstavelig forstand såvel som overført betydning kan være forfuldt af fortidens spøgelser og hemmeligheder. Det handler om, hvordan vi ikke altid kender vore nærmeste så godt, som vi tror, og at vi måske først indser dette, når det er for sent. Erik har som psykiater mange patienter, hvor han hver dag må høre på deres lidelser, men det er ligeså vel ham selv og hans familie, som bærer rundt på megen sorg og fortielser.

Sproget og historierne vikler sig ind i hinanden, og til tider er romanen ganske poetisk og filosofisk. Romanens struktur er lagdelt og forholdsvis kompleks, og det er først hen mod slutningen, at man som læser kan se den røde tråd mellem de forskellige historier, som alle har samme fællesnævner. Hvis ikke man holder tungen lige i munden, kan man nemt overse noget, og derfor er ”En amerikaners lidelser” en roman, man med fordel kan læse to gange. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg vil fordybe mig i en roman af Siri Hustvedt!

Kunst og litteratur i skøn forening

2008-08-28T07:01:00.005-05:00

Mangler du en god grund til at tage til Dublin, så er den her!

Chewster Beatty Library er både et bibliotek og et kunstmuseum - kan det blive mere perfekt tænker man! Læs selv mere om biblioteket på http://www.cbl.ie/

Og når øjnene er blevet trætte, så kan man jo slutte dagen af med en litterær pub crawl. Læs mere på http://www.dublinpubcrawl.com/

På med vanten, så suser vi afsted!

2008-08-18T10:16:00.007-05:00

Tag med på en rablende skør ekspedition til Stillehavet i bedste/værste Thor Heyderdal-stil med Erlend Loe i hovedrollen.

”Jeg er i min bedste alder. Stor og stærk er jeg. I god form. Og jeg spørger mig selv: Hvad har jeg bygget? Hvad har jeg, Erlend, 29 år, i Norge, egentlig bygget? Ikke meget. Jeg har bygget en væg.”

Hovedpersonen Erlend Loe er led og ked af ikke at have udrettet noget stort her i livet. Men så en dag da Erlend er ude og løbe på skøjter, kommer ”ideen” til ham. Hvad nu hvis De polynesiske øer blev befolket af folk fra Sydamerika, som skøjtede over et isbelagt Stillehav? Erlend er fyr og flamme, og teorien skal afprøves i Stillehavet, uanset hvad Thor Heyerdahl og resten af verden måtte mene.

Når man skal på en stor ekspedition (som måske/måske ikke bliver overvåget af internationale nyhedskilder), skal det hele forberedes grundigt. Først og fremmest har man brug for cool cash, og her viser Erlend stor opfindsomhed, idet det både involverer et brev til kongen (med vedlagte udtalelser fra orienteringsfaget i 5.-6. klasse) samt en hest og et hospitalsophold. Man har også brug for gode mænd, og besætningen ender mere eller mindre tilfældigt med at være venner og et par tilfældige fremmede.
Man må nødvendigvis også have en plan B at falde tilbage på, hvis den oprindelige teori viser sig umulig at bevise. Et par eksempler på ekspeditionsmedlemmernes små selvstændige projekter er et søvneksperiment omkring hvad der kommer efter søvnen, når man når punktet ”K” og et periodisk system for piger. Absurd? Ja!

Ekspeditionen udvikler sig til noget nær en Robinson-ekspedition med optakt til mytterier, lurende farer i form af lånekassen (kreditforeningen på dansk), livsfarlige kokosnødder og kæmpeål i farvandene. Men i særdeleshed omkring fordeling af goder såsom mad; ”Vi forsøger at forestille os morgener uden chokoladepålæg, men billedet bliver uklart. Det er for hårdt. Irrationelt nok begynder vi at tænke, at jeg skal i hvert fald ikke have mindre chokoladepålæg end de andre, og på den måde forsvinder pålægget hurtigere, end man ellers ville tro. Det bliver en selvopfyldende profeti. Det har jeg lært om i samfundskundskab, men det er første gang jeg ser det for øjnene af mig. På sin vis er det også orienteringsfag. Orienteringsfag der møder sig selv i døren.”

Erlend giver os også et indblik i verdenshistorien fortalt af en af ekspeditionsdeltagerne på én aften ved lejrbålet med diverse subjektive udeladelser/indskydelser, og senere afprøves forskellige samfunds- og organisationsformer gennem rollespil.

Erlend Loe eksperimenterer i ”L” med grænsen mellem fiktion og fakta. Romanen er en art rejsedokumentation; der er fotos af den påståede ekspedition og dens deltagere på en ø, kongens afslag på Loes brev er indeholdt, og bagerst i bogen er der et emneregister. Samtidig er bogen designet i et ”rejsevenligt” format. Læseren sidder tilbage med en lille tvivl; er det hele ikke en smule for absurd?

Eksistentialisme og (drenge-)drømmen om at ville udrette noget stort lever. Ekspeditionens strabadser er fortalt i vanlig Erlend Loe-stil; humoristisk, underspillet, absurd og (selv-)ironisk. Man griner højt til tider og trækker mange gange på smilebåndet af de unge håbløse mænd. I ”L” er der som vanligt nogle af de samme ingredienser som i Loe andre romaner; eksistentialisme; herunder civilisationens monotoni og det immaterielle ægte (frilufts-)liv.

Romanen har en art dobbelttydighed, for selvom Loes migrationsteori forbliver uopklaret, så er det en anden migrationsteori om ”unge norske mænd på en idiotisk ekspedition i Stillehavet”, som det ender ud med. Eller med forfatterens egne ord ”Vi der ikke byggede Norge”. Romanen indgangsbøn er: ”I siger, at den store fortælling er død? I vil have små fortællinger? Det skal I fandeme få!” Og ganske rigtigt er ”L” en lille fortælling set fra et ”orienteringsfagligt” synspunkt men fra et litteraturvidenskabeligt synspunkt er den ikke så lille endda!

”L” af Erlend Loe. Gyldendal, 2008. 489 sider.

En interessant stol

2008-08-13T09:16:00.004-05:00

Har man set mage - en biblioteksstol! Denne stol så jeg på Traquair House i Skotland i biblioteket. Man sidder overskrævs på stolen, som hvis man sad på en hest - og kan dermed nemmere læse i en bog, som ligger foran en på stolens ryglæn.

Te-tid

2008-08-09T08:14:00.007-05:00

Vinderen i det store battle mellem Roiboos og Kusmi blev... (trommelhvirvel) Roiboos med 57% af stemmerne.
Et valg jeg kun kan bidrage!

Efter min ferie i Skotland, har jeg vist fået drukket en kop te eller 50! Traditionen tro får man serveret te til scotish breakfast. Man får serveret en kande sort ret bitter te (hvor teposen bliver liggende i kanden) og en kande med varmt vand til at fortynde med. På alle B&Bs er der elkedel og et udvalg af tebreve - hvis trangen skulle melde sig. På en farm, hvor vi overnattede en nat, fik vi sågar serveret te i dagligstuen.

Jeg har fået købt whisky-te, lyng-te, Edinburgh famous breakfast-te og almindelig english breakfast-te med hjem. Jeg glæder mig meget til whisky-teen, som skal nydes i mit nye skotske tekrus.