Leonora Christina Skov

Så er jeg tilbage :-)

2009-02-19T14:37:00.008+02:00

Jeg arbejder på min tredje roman og har netop været halvanden måned i Sydindien. Før dét var jeg på en måneds skriveophold i Skt. Petersborg:

En måned i Vietnam, Cambodia og Laos - her Luang Prabang i Laos:

På en måneds skriveophold i Berlin:

På en måneds skriveophold i Damaskus:

.. og nogle dage i Tórshavn:

2008 var et godt år, og jeg glæder mig til meget mere af 2009. Håber at få min roman færdigskrevet de kommende måneder, så bær over med mig her på bloggen. Jeg kommer næppe til at være meget tilstedeværende..

Litteratur med LGBT-tematik

2008-10-29T15:57:00.010+02:00

Jeg er blevet bedt om at bidrage til LBL-Ungdoms blad rettet imod skoleelever. Egentlig skulle jeg bare svare på nogle vox pop-spørgsmål om lesbiske/bøsser/bi- og transseksuelle i litteraturen, men så kom jeg til at tænke på, hvor meget jeg selv gik rundt og savnede en ordentlig og kommenteret litteraturliste, da jeg voksede op. Og så tog fanden ved mig. Nedenfor ses resultatet: Mine yndlingsbøger med LGBT-tematik og en længere liste over hvad der ellers er skrevet. Tilføjelser er meget velkomne.

Yndlingsbøger med LGBT-tematik

Radclyffe Hall: The Well of Loneliness (1928. Dansk: Ensomhedens Brønd) Vel nok den største lesbiske klassiker overhovedet. Stoffet er biografisk og udgangen temmelig tragisk, men historien om Stephen Gordons trængsler fænger stadig. Især når vi når dertil, hvor hun for alvor finder ud af, at hun befinder sig bedst i jakkesæt – og forelsker sig hovedkulds i de karismatiske piger omkring sig.

Patricia Nell Warren: The Front Runner (1974. Dansk: Frontløberen) Flot fortalt historie om løbetræneren Harlan, der forelsker sig i sin mest talentfulde løber Billy på et amerikansk college i 70erne. Her var homoseksualitet et stort no-no, især blandt elitesportsfolk, og da de to mænds forhold bliver kendt, får det store konsekvenser for Billy og hans kurs mod OL. Bogens voldsomme slutning vakte ramaskrig i 70erne og maner stadig til eftertanke i dag.

Louise Boije af Gennäs: Stjärnor utan svindel (1996. Dansk: Stjerner uden svimlen) Medrivende murstensroman om Louise, der forlader sin mand og sit trygge overklasseliv i Stockholm til fordel for radikalfeministen Kaja og hendes lesbiske kollektiv. Bogen er selvbiografisk og bygger på forfatterindens forhold til den kendte radikalfeminist Mian Lodalen. Lodalens debutroman med homotema, Krummeklubbens skamløse søstre (2003) er også oversat til dansk.

Shyam Selvadurai: Funny Boy (1994. Dansk: En Sjov Dreng) & Swimming in the Monsson Sea (2005. Dansk: Understrømme) Forfatteren er født og opvokset i Sri Lanka og kom som voksen til Canada. Begge bøger skildrer med stor indlevelse helt unge, kønsforvirrede drenge og deres første stormende forelskelser i andre drenge. I En Sjov Dreng gælder det en skolekammerat og i Understrømme en fætter. Romanerne handler både om seksuelle og etniske spændinger.

Claire Morgan: The Price of Salt (1952. Dansk: Carol) I 50ernes USA dyrkede man en særlig type smudslitteratur kaldet pulp fiction, og her optrådte tragiske homohistorier eller omvendelseshistorier ofte. Claire Morgan er et pseudonym for thrillerforfatteren Patricia Highsmith, og hendes roman om ekspedienten Therese og hendes møde med den elegante Carol er den første lesbiske roman med blot en ansats til happy end. Den blev en kultklassiker og er helt klart stadig værd at læse.

Scott Heim: Mysterious Skin (1996. Glimrende filmatiseret i 2004.) Overraskende, voldsom og vildt velskrevet roman om de to unge homofyre Neil og Brian, der som små er blevet seksuelt udnyttede af deres fodboldtræner. Neil er endt som kynisk trækkerdreng, mens Brian går rundt og tror, at han i sin tid blev bortført af marsmænd. Da de mødes, sker der store ting for dem begge. Kleenex anbefales!

Sarah Waters: Tipping the Velvet (1998), Affinity (1999. Dansk: Sjælesøstre) & Fingersmith (2002. Dansk: Rænkespil). Britiske Sarah Waters er doktor i viktoriansk litteratur, og hendes bøger er fantastiske thrillers fra victoriatidens London. Helt umulige at slippe og med lesbiske kvinder - nogle klædt ud i store skrud, andre klædt ud som mænd - i hovedrollerne. Alle tre bøger har vundet adskillige priser og er fremragende filmatiseret af BBC.

Kirsten Holst: Min ven Thomas (1987) Den første roman med homotema, jeg læste. Jeg gik i 7. klasse på det tidspunkt, og den gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg anbefalede den til alle, jeg kendte. Vi følger gymnasieeleven Claus, der er betaget af Agathe fra klassen. Derfor opdager han ikke, at hans bedste ven, Thomas, er forelsket i ham. Men Thomas har mere end bare sine skjulte følelser for Claus at kæmpe med.

Jeanette Winterson: Oranges are not the only Fruit (1985, da. Der er andre frugter end appelsiner). Selvbiografisk, poetisk og meget morsom debutroman om pigen Jeanette og hendes opvækst i et strengt religiøst landsbysamfund. Jeanettes adoptivmor går rundt og tror, at Jeanette skal være missionær, men alt bryder sammen, da det kommer frem, at Jeanette har et forhold til en anden pige. Jeanette Wintersons Written on the Body (1992. Dansk: Skrevet på Kroppen) har også et lesbisk tema.

Banana Yoshimoto: Kitchen (1988. Dansk: Kitchen) Millionsælgende japansk roman om den unge, forældreløse pige Mikage og alt, hvad der sker, da hun flytter ind hos sin nye ven Yuichi, og hans transseksuelle mor, Eriko. Sammen skaber de en ny familie, imens Mikage bliver mere og mere optaget af først madlavning og siden – måske – den feminine Yuichi.

Anden læseværdige LGBT-litteratur:

Sappho: If Not, Winter (ca. 620 før Krist. Oversat fra græsk af Anne Carson)
Thomas Mann: Der Tod in Venedig (1912. Dansk: Døden i Venedig)
E. M. Forster: Maurice (1913, men publiceret efter forfatterens død i 1971. Dansk: Maurice)
Virginia Woolf: Orlando (1928. Dansk: Orlando)
Nella Larsen: Passing (1929)
Djuna Barnes: Nightwood (1936. Dansk: Nattens Skove)
Yukio Mishima: Confessions of a Mask (1948 på kinesisk. Dansk: En maskes bekendelser)
James Baldwin: Giovanni’s Room (1952. Dansk: Giovannis Værelse)
Tennessee Williams: Cat on a Hot Tin Roof (1955. Dansk: Kat på et varmt bliktag)
Jane Rule: Desert of the Heart (1964)
Violette Leduc: Théresè et Isabelle (1966. Dansk: Thérèse og Isabelle)
Ursula K. LeGuin: The Left Hand of Darkness (1969. Dansk: Mørkets venstre hånd)
Christian Kampmann: Familien Gregersen (1973-1975)
Nigel Nicholson: Portrait of a Marriage (1973. Dansk: Portræt af et Ægteskab)
Rita May Brown: Rubyfruit Jungle (1973. Dansk: Anderledes)
Carsten Nagel: Som Man(d) Behager (1976)
John Irving: The World According to Garp (1978. Dansk: Verden ifølge Garp)
Alice Walker: The Color Purple (1982. Dansk: Farven Lilla)
Nancy Garden: Annie On My Mind (1982)
Inger Edelfeldt: Duktig Pojke (1977. Dansk: Dygtig Dreng)
Lotte Inuk: Søskendesjæle, Regina & Gina, je t’aime (1988, 1992 & 1993)
Anchee Min: Katherine (1995. Dansk: Katherine)
Lisa Alther: Five Minutes in Heaven (1995. Dansk: Fem minutter i himlen)
Anne Holt: Mea Culpa (1997. Dansk: Mea Culpa)
Michael Cunningham: The Hours (1998. Dansk: Timerne)
John Ramster: Ladies’ Man (2000. Dansk: Simon Elsker Også Kvinder)
Annika-Ruth Persson: Du och jag, Marie Curie (2003. Dansk: Du og jeg, Marie Curie)
Zoë Heller: Notes on a Scandal (2003. Dansk: Skandalen)
Joyce Carol Oates: Sexy (2005. Dansk: Sexy)
Bente Clod: Body Effex (2006)
Alison Bechdel: Fun Home. A Family Tragicomic (2006. Dansk: Bedemandens datter – en tragikomisk familiehistorie)
David Læby: Svans (2007)
Mara Lee: Ladies (2007: Dansk: Ladies)

Billeder: Stillbillede fra Affinity (2008) & Radclyffe Hall og Lady Una Troubridge (1927)

Sleeping Beauty

2008-10-12T14:38:00.003+03:00

Kate Ultra Light

Kate Moss-biografi er rig på billige grin - og fattig på alt andet

Fred Vermorel: Addicted to Love: Kate Moss (Ombibus Press, 2006, £9.86 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 30.06.2006

Måske lidt overkill? tænker man rimeligvis, når blikket støder frontalt ind i Fred Vermorels Addicted to Love: Kate Moss. En uofficiel biografi, der ret beset er væsentligt tykkere, end den 32-årige britiske topmodel nogensinde har været, og dem, der har hørt hende tale, rækker hånden op. Nå, ingen hænder, så hvad har Mr. Vermorel dog fyldt alle siderne med? Candyfloss og levebrød?

...På den anden side. Det tænker man uvægerligt ved synet af den nøgne Kate, der pryder forsiden. For med sine legendariske kindben, sit udspacede blik og sin – i andre sammenhænge - stilikoniske omgang med klæder skaber folk garneret med sex, drugs and rock’n’roll, har denne Twiggy med et twist uomtvisteligt skabt modehistorie.

Kate var kvinden, der inkarnerede det udhungrede waif look og det androgyne heroin chic-look i begyndelsen af 90’erne, skabte det Marrakech/Goa-flippede boho look for et par år siden og blev indbegrebet af det super stylish rich bitch-look sidste år. Kopieret af millioner af kvinder fra Primrose Hill til Ibiza.

I 1992 brandede hun Calvin Kleins parfume og tog syvspring op i supermodellernes rækker, selv om hun så langt fra lignede de andre smukke svaner på den tid. Naomi Campbell, Helena Christensen, Carla Bruni, Nadja Auermann, Claudia Schiffer, Karen Mulder, Linda Evangelista og alle de andre, der heller ikke stod ud af sengen for under 10.000 dollars pr. dag. I dag er hun et større brand end de mærker, hun brander. Gucci, Burberry, Rimmel, H&M, Vuitton og pt. nok lidt færre på grund af chok-billederne fra efteråret 2005. Her ser vi Kate, der forbereder kokain i lange baner, sniffer fire baner fra et cd-cover og byder sin crackhead-kæreste, Pete Doherty og hans band en streg eller ti i regningen. Kokain Kate var født i de britiske medier, og siden har man gjort, hvad man kunne, for at pleje hendes dårlige ry og rygte. Lesbiske orgier. Crack og ketamin. Eller hvad med invitationen fra en påvirket Kate, der angiveligt lød ”hvem vil have et godt knald i nat? Hvem vil med ind i soveværelset og have et godt knald?”

Men hvem er dog denne Kate Moss? Ud over en kvinde, der må siges at have fået optimal eksponering ud af sit mere sjældne end kønne udseende, altså. Hvorfor er hun endt som hovedrig narkoman? Hvad vil hun med et voldsdømt heroinvrag som Pete Doherty for Christ’s sake? Og hvordan lykkes det hende til stadighed at ligne sin helt egen version af en supermodel, når nu hun beviseligt har hærget igennem, siden hun var 14, og efter eget udsagn aldrig har betrådt catwalken i ædru tilstand?

Denne biografi er desværre fattig på svar. Til gengæld er den uendeligt rig på billige grin, og helt klart på den utilsigtede måde. Jeg kender ikke biografisten, men lad mig gætte på, at han hellere ville have skrevet Min første introduktion til postmodernisme eller Barthes for begyndere. For bogen formeligt flyder over med citater, der må give enhver førsteårsstuderende uro i trussen. Shakespeare, Joyce, Derrida, Heidegger, og det hører ingen steder hjemme i tilfældet Kate Moss. For hun er utvivlsomt mange ting, men en stor tænker er næppe én af dem, og helt hjernelam virker hendes ualmindeligt overfladiske gøren og laden, når den bliver gjort til genstand for pseudointellektuelt ordgejl. Som f.eks.:

”En modernist, der svinger mellem nihilisme og generthed, boho af stil og boheme af natur, rodløs og utålmodig – tid gør så ondt, fordi den forvirrer – og derfor ser vi hende så ofte slå tiden ihjel, specielt på strande, på kanten af hverdagens liv. Som oftest på Ibiza, hendes E-generations parodisk-eksotiske ’lad-os-komme-væk-fra-det-hele’-fantasi. Eller også fester hun – en anden måde at være ikke-tilstede på.”
En tredje måde er så hendes bidrag til denne biografi, der beløber sig til et par saksede oneliners af typen ”Hvad vil de have, jeg skal gøre? Blive fed? Åh, fuck dog af!” ”fuck af! Fuck af! Fuck af! Bare fuck af!” ”Hun har en smuk krop og store bryster. Hun har solgt sin krop, som jeg har solgt min” (om Claudia Schiffer). ”Jeg elsker ham meget højt. Han er en virkelig skøn fyr, og vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Alt er helt perfekt. Jeg er virkelig tilfreds med alting og vil bare være sammen med ham” (Om Pete Doherty).

På en måde forstår jeg godt, at Kate Moss har meldt pas på dette biografiprojekt, for Fred Vermorel strangulerer rutinemæssigt ethvert optræk til en historie i gennemoverflødige detaljer. Freddy, let’s have a heart to heart: Verden er ligeglad med, at Kate Moss’ mor ofte glemte sin hoveddørsnøgle, da Kate var barn. Jamen, det er den! Den gider ikke høre, at Kate på et tidspunkt havde en rødnæset matematiklærer, at hun selv stak huller i ørerne, eller at hun var iført jeans, t-shirt og sort læderjakke, da hun mødte sin første taberkæreste som 15-årig. Jamen nej, Fred, den gider heller ikke høre, at hun kørte galt på taberkærestens Suzuki uden at slå sig eller at Jason Donovan besvimede til Kates 21-års fødselsdag. Og ved du hvad? Den gider slet ikke høre alle anmeldelserne af Naomi Campbells talentløse cd endsige lægge ører til alenlange livshistorier, hver gang et nyt, ligegyldigt menneske entrerer Kates liv.

Til gengæld, og det er jo så hele problemet, ville jeg personligt meget gerne have hørt mere om kvinderne, der havde øjnene med sig. Sarah Doukas, der spottede den 14-årige Kate i Kennedy Airport og grundlagde modelbureauet Storm på hendes karriere. Fotografen Corinne Day, der blev Kates veninde og skabte hendes usminkede antilook, længe før Calvin Klein havde fattet, hvad vej vinden blæste. Multitalentet Vanessa Paradis, der scorede Kates elskede Johnny Depp og sendte Kate ud på den eksponentielle deroute af sprittede abefester. Jeg ville for så vidt også gerne vide mere om Kates groteske starfucker af en mor og hendes tætte venskaber med Marianne Faithfull og Anita Pallenberg. Og siden det nu er et stilikon, det drejer sig om, havde det også været fedt, hvis biografisten havde haft begreb skabt om mode. Både så han kunne beskrive i ord, hvad der gør Kates outfits unikke, og så han kunne finde de billeder frem fra arkiverne, der underbygger det.

For af en modelbiografi at være er billedmaterialet simpelthen lige til at trække om bagved og skyde. Ufyldestgørende, dårligt gengivet og uden de shots, der har defineret Kate Moss’ karriere, og hvad ligner dét? Det er jo så åbenlyst billederne og ikke personen bag, der har en historie eller ti at fortælle.

Little Earthquakes

2008-10-12T01:56:00.004+03:00

Japan Noir
Jordskælvsnoveller fra Haruki Murakami får ikke jorden til at ryste halvt så meget som Hitomi Kaneharas nye roman

Haruki Murakami: Efter skælvet. Oversat af Mette Holm (Forlaget Klim, 178 sider, 249 kroner)
Hitomi Kanehara: Autofiction. Oversat til engelsk af David James Karashima (216 sider, £5.49 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 13.06.2008

De sidste tyve år har Haruki Murakami været indbegrebet af det hippe, postmoderne Japan. Ikke mindst i en vestlig kontekst, hvor mammutromanerne Trækfuglens krønike, Dans Dans Dans, Norwegian Wood og senest Kafka på stranden har opnået enorme salgstal og adskillige prestigiøse priser. Med sin på én gang realistiske og magiske stil, sin hang til kriminalistiske plot og sine mange referencer til vestlig populærkultur, sex og film noir bliver Murakami langt oftere sammenlignet med forbillederne Raymond Chandler og Raymond Carver end med sin verdenskendte landsmand, nobelprisvinderen Kenzaburō Ōe.

Forståeligt nok. Da Murakamis såkaldte Trilogy of the Rat bestående af de tidlige romaner Hear the Wind Sing, Pinball og A Wild Sheep Chase hittede igennem i Japan i midten af 80erne, resulterede det i et stærkt berygtet (og temmelig underholdende) opgør på den litterære japanske scene. På den ene side stod store forfattere og litteraturkritikere fra 50plus-generation. Deriblandt Ōe. Og på den anden side stod yngre, millionsælgende forfattere som Haruki Murakami, Ryû Murakami og Banana Yoshimoto, der alle var langt mere optagede af vestlig ungdomskultur, kitch, popmusik og seksualitet end den ældre generation brød sig om. ”Murakami formår ikke at appellere til intellektuelle,” konkluderede Ōe og stemplede ham som batakusai; alt for amerikansk til at være rigtig japansk eller direkte oversat: ’stinkende af smør’.

I 1986 tog Murakami konsekvensen af hetzen, pakkede sydfrugterne og flyttede til Europa og derpå til USA, men bedst som han var ved at færdiggøre Trækfuglens krønike i 1995, ændrede Japan sig. 17. januar kom det store jordskælv i hans fødeby Kobe, og 20. marts kom giftgasattentaterne i Tokyos undergrundsbane. Som konsekvens flyttede Murakami tilbage til Japan, skrev Underground, der består af 60 interviews med ofre for attentaterne, samt novellesamlingen Efter skælvet, der nu foreligger på dansk. Bedre sent end aldrig kan man sige.

De seks noveller i samlingen udspiller sig i månederne mellem jordskælvet og giftgasattentaterne og portrætterer en række mennesker, der befinder sig i både livets og jordskælvets periferi. Ingen er direkte ramt af jordskælvet, faktisk figurerer det mestendels på tv-skærme i baggrunden, men alle oplever alligevel at blive rystet vågne efter mange års selvbedøvet eksistens. Én er ekspedient i en hi-fi butik og bliver forladt af konen, der i sit afskedsbrev sammenligner ham med en klump luft. En anden er seksuelt besat af sin religiøst fanatiske mor. En tredje er pengeopkræver i Tokyos Tryg & Sikker Bank og bliver en aften opsøgt af en kæmpemæssig frø, der varsler et ødelæggende jordskælv med epicentrum under banken. Og en fjerde er novelleforfatter og årelang part i et gradvist udfoldet trekantsdrama, der afrunder samlingen med et drys sprød nostalgi.

Sidstnævnte to noveller er klart samlingens bedste. I novellen om frøen genfinder vi de overnaturlige elementer og den morbide humor, der om noget er Murakamis varemærke, og i den anden – samlingens længste – får vi smukt udfoldet persontegning, imponerende æskeopbygning og alle tiders lovestory. Undervejs er det dog svært at se bort fra, at novellerne aldrig når ned, hvor det virkelig kradser. Det er ikke fordi, Murakami er dårlig, når han skriver kort. Han er bare klasser bedre, når han skriver langt, fordi hans vildtvoksende stil skaber en spændstighed i teksterne, der i den grad er fraværende her. Tilbage er en temmelig langmodig prosa, venlig og velpoleret, men kun lejlighedsvis vital. Og på ingen måde hip og postmoderne, hvis det er den slags, man efterspøger.

At kalde Haruki Murakami for den yngre generation er nok også lidt af en tilsnigelse efterhånden. Det bliver man for alvor overbevist om, når man læser den 34 år yngre japanske forfatter Hitomi Kanehara, der brød igennem som blot 19-årig i 2003 med den millionsælgende og prisbelønnede selvlemlæstelsesroman Slanger og piercinger. Oversat til dansk i 2006. Kanehara droppede ud af skolen som 11-årig og levede det hårde liv på gaden som teenager, til hun begyndte at skrive, og den historie omskaber hun nu til litteratur i sin fjerde roman Autofiction, der netop er udsendt på engelsk.

Springer man som undertegnede direkte fra Murakami til Kanehara, er skiftet et langt større jordskælv, end det nogensinde føltes undervejs i Efter skælvet. Ikke blot skriver Kanehara, som andre skriger. Hendes historie afsætter sig også langt dybere spor i læserens bevidsthed med sit dristige emnevalg og sin ditto opbygning. Som i Murakamis noveller er tomhed og følelsesmæssig bedøvelse et klart hovedtema, men afgrundens kant er rykket tættere på.

Vi følger den mentalt forstyrrede forfatterinde Rin over en periode på syv år. I første kapitel er hun 22 år og på vej hjem fra bryllupsrejse, og fra begyndelsen aner man, at hendes liv er styret af symbioselængsel, paranoia, selvhad og sex. ”Hvorfor er verden ikke programmeret sådan, at den selvdetonerer det øjeblik, han bedrager mig?” overvejer hun eksempelvis, da den arme mand er borte et øjeblik, og snart forskanser manden sig da også på sit værelse i lejligheden, imens Rin udagerer ren Madwoman in the Attic i værelset ved siden af. I de følgende kapitler, der snarere føles som nedslag, følger vi Rin som 18-årig, 16-årig og 15-årig, og tilbagespolingen fungerer. Ikke mindst fordi Kanehara flot formår at indfange den stadigt yngre kvindes perception af sig selv og verden, og med snigende uro begriber man, hvilke mønstre, der har korrumperet hendes sjæleliv. Voldelige kærester, gangrape, livet på tilfældige sofaer, massevis af dårlig sex, en abort og forældrenes følelsesmæssige fravær. Alt skrevet frem i en vilter og eksplicit prosa af bevidsthedsstrømmende tilsnit, der giver historien et stærkt hudløst præg og én gang for alle smadrer forestillingen om den underdanige, japanske kvinde med kimonoen. En stereotyp, der i øvrigt lever i bedste velgående i flere af Haruki Murakamis noveller.

Både Murakami og Kanehara kommenterer eksplicit deres egen udtryksform. Hos Murakami udtrykker novelleforfatteren, at novelleformen er ved at være passé, ”fuldstændig ligesom den stakkels regnestok”, og hos Kanehara udtaler Rin, at ”fiktion, der får læseren til at overveje, om det monstro er selvbiografisk” er helt ulidelig, fordi intervieweren anser forfatteren for at være romanpersonen. Ikke desto mindre indvilliger Rin indledningsvis i at skrive netop selvbiografisk fiktion, men først da hendes redaktør har drukket hende fuld i dyr champagne. Og lige præcis sådan føles romanen også. Småslingrende og springende, sine steder modvillig og med et selvdestruktivt drive, der bringer klare mindelser om Sylvia Plaths The Bell Jar og Wei Huis skandaleombruste Shanghai Baby. Hvorvidt man foretrækker den slags vilde udskejelser frem for den mere distingverede prosa, som Murakami leverer her, er nok en smags sag. Selv er jeg klart mest hooked på Kanehara i denne ombæring.

Foto: Sinsong

Oh Helen!

2008-10-12T01:45:00.003+03:00

I’m ready for my close-up!
Helen Mirrens glittede coffee table-scrapbog af en selvbiografi er lige til at blive i godt humør af

Helen Mirren: In the Frame. My Life in Words and Pictures (Weidenfeld & Nicolson, 2007. 272 sider, £12.00 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 11.04.2008

Ilyena Vasilievna Mironoff. Det lyder måske ikke som nogen, man kender, men tag ikke fejl. Bag det aristokratiske, russiske navn gemmer der sig én af verdens ubetinget største, nulevende skuespillerinder. Nemlig den 62-årige britiske Dame Helen Mirren, der i de seneste år er strøget helt til tops med sine hovedroller i oscarvinderen The Queen, Emmy- og BAFTA-vinderen Prime Suspect – The Final Act og Golden Globe-vinderen Elisabeth I.

Selv er jeg nogenlunde lige så indtaget i hende og alt, hvad hun foretager sig på film, tv og de skrå brædder, som jeg forestiller mig, at vor hjemlige Bettina Heltberg må være det i George Clooney. Og jeg er så langt fra alene. Surfer man på YouTube – og det gør man naturligvis, når man er indtaget i nogen – kan man fouragere i hundredvis af mere eller mindre groteske tributes. Helen Mirrens utallige prismodtagelser og fantastiske gallaoutfits med Queen of the Night som underlægningsmusik. Hendes legendariske og for amerikanere stærkt stødende takketale i forbindelse med Elisabeth I ("my biggest triumph is not falling arse over tit. If you saw the shoes I had on you would understand.") Hyldest til den lesbiske klassiker Losing Chase med filmklip og –stills, hvor Helen Mirren lægger kraftigt an på Kyra Sedgwick. Endnu flere hyldester til hendes ægteskab med filminstruktøren Taylor Hackford, deriblandt adskillige sammenklip af prægnante kyssescener med This Kiss som underlægningsmusik. Helen Mirren henslængt lækker i diverse talkshows. Helen Mirren som Shakespeare-ensembleskuespiller. En ung Helen Mirren, der reklamerer for opvaskehandsker samt et større antal hyldester til Helen Mirren taking her kit off, som de siger i England. Fra tidlige, pornografiske mærkværdigheder som Exalibur (1981) og Caligula (1980) til senere skud på stammen som Calendar Girls (2002) og Shadowboxer (2005). I sidstnævnte spiller hun en lejemorder, der har et forhold til sin unge, sorte stedsøn, og ”selvfølgelig sagde jeg ja til rollen,” som hun skriver i sine nys udkomne erindringer In the Frame. My life in Words and Pictures. ”Jeg blev jo iklædt Vivienne Westwood fra top til tå.”

So true og aldeles typisk for den Helen Mirren, der træder frem In the Frame. En kvinde, der er så ready for her close-up, som hun kan blive, og i tilgift virker så hujende ligeglad med, hvad verden måtte mene, at hun har skabt en bog præcis efter sit eget hoved. ”Når jeg læser selvbiografier, er det altid billederne, der interesserer mig,” lyder eksempelvis forklaringen på, at hendes bog snarere må kaldes en glittet coffee table-scrapbog end en biografi i traditionel forstand. Fyldt, som den er, med eksklusive barndoms- og familiebilleder, pressebilleder, film-, teater- og nøgenbilleder, kunstfotos, memorabilia, håndskrevne breve og postkort i én pærevælling.

Men kan med rette hævde, at ”jeg er velsignet med en vidunderligt glemsom hjerne,” og ”jeg har altid fundet verden omkring mig mere interessant end min indre verden” ikke ligefrem er så heldigt i en selvbiografisammenhæng. Men kan man leve med, at introspektion og kronologi ikke just er forfatterindens stærke side, kan man sagtens springe på. Ingen tvivl om, at visse afsnit er rene opremsninger af højdepunkt efter højdepunkt, at flere afsnit helt mangler, mens andre er påfaldende lange og omstændelige. Specielt de indledende, der omhandler hele anegalleriet. Farfaren, der strandede i London efter den russiske revolution, faren, der skiftede Mironoff ud med Mirren for at blive fuldgyldig englænder og hende selv, der voksede op i efterkrigstidens Chiswick, London, i en søskendeflok på tre. Men man skal godt nok være ualmindeligt upåvirkelig for ikke at blive i strålende humør af denne kvinde, der har fulgt sit hjerte fra de første optrædener til nu og efter alt at dømme har haft en fest med at være sig selv hele vejen.

Vi hører om den usikre, 23-årige skuespillers besøg hos en håndlæser i London. ”Jeg vil nærstudere din hånd og så vil jeg tale meget hurtigt. Du vil ikke kunne huske, hvad jeg siger, så skriv det ned så hurtigt, du kan,” lød hans ordre, og som sagt så gjort. ”Efter omkring tyve minutter var jeg fem pund fattigere, og tilbage stod jeg med hele min fremtid skriblet ned på en kæmpe bunke papirer. Det var fuldkommen korrekt, jeg kunne intet huske. Altså ud over, at han sagde ’du bliver succesfuld, men du vil opleve din største succes senere, efter et du er fyldt 45.’ Ikke ligefrem noget, man har lyst til at høre som 23-årig,” mindes Helen Mirren, der endte med at smide skriblerierne i den nærmeste skraldespand. Når man som hun ønskede, at livet skulle være et eventyr, gik det jo ikke an at kende slutningen.

Og eventyrlige oplevelser har der været nok af. Fra de første og knap så glorværdige, f.eks. med stykket Little Malcomn and His Struggle Against the Eunuchs, hvor hendes legendariske replik ”will you shaft me?” – på dansk: vil du kneppe mig? - fik publikum til at udvandre på stribe, til eksperimentalteater gennem Afrika, syretrip i de glade 60ere, forholdet til den syv år yngre Liam Neeson og et harem af andre mænd, den daglige champagnerus inden filmoptagelserne til The Cook, The Thief, His Wife, and Her Lover og mødet med den gifte Taylor Hackford under indspilningerne til White Nights (1985), hvor hun spillede tidligere ballerina med tyk russisk accent.

Det startede skidt med, at Taylor Hackford kom for sent til den aftalte casting, så Helen Mirren nær havde forladt bygningen i vrede, men endte hurtigt et helt andet sted. Taylor Hackford lod sig skille fra sin kone, da optagelserne var slut, og Helen Mirren besluttede for første gang i sit liv at prioritere sit forhold højere end sit arbejde. Hun flyttede ind hos Hackford og hans to sønner i Hollywood, selv om hun ikke havde skyggen af navn i USA, og langsomt fandt hun sine ben. Ikke mindst takket være rollen som den hårdkogte Detective Superintendent Jane Tennison i BBC-serie Prime Suspect. Selv var Helen Mirren så meget i tvivl om, hvorvidt serien ville hitte eller floppe, at hun ikke turde møde op til screeningen, men sendte sin nevø. Han var heldigvis begejstret, og det var resten af verden som bekendt også. Fra at være en relativt kendt teaterskuespiller i hjemlandet, fik Helen Mirren pludselig sit helt store gennembrud verden over, og derfra er det gået slag i slag. Kulminerende med det, hun meget passende har døbt My Amazing Year.

“Da The Queen havde premiere ved filmfestivalen i Venedig, var det første gang, den blev vist for et publikum /../ Hvis et italiensk publikum kan lide en film, så får den stående klapsalver. Efter The Queen rejste publikum sig og klappede i hvad der føltes som lang tid, og helt overvældet af øjeblikket løftede jeg armene som en operastjerne. Mens jeg gjorde det, tænkte jeg faktisk ’hvad fanden laver du, Helen – spiller Evita?’ Så hurtigt, jeg kunne, sænkede jeg armene igen, meget skamfuld. Min mand kan nu ret hurtigt få mig ned på jorden ved lige så stille at nynne Don’t cry for me, Argentina..."

Citatet her får faktisk Helen Mirren til at fremstå væsentligt mere åbenhjertig, end rimeligt er, for har man fulgt hende som undertegnede, er der reelt ikke meget nyt at komme efter på tekstsiden. Kun ganske få afsløringer i stil med, at hun aldrig har konsulteret en psykolog, at hendes forældre havde et fortræffeligt sexliv, at hun elsker parykker og store kjoler (tell me about it!), og at hun af natur er vældig konfliktsky modsat Taylor Hackford. Men man lever fint med det takket være billedmaterialet, der siger mere end alle ord. En 62-årig, der oser af selvtillid, erotik og livslyst uden at ligne én, der har betalt sig fra rynkerne eller er gået amok til astanga yoga. Dette er Helen Mirren på toppen og et forbillede for alle, der holder af at være i live. Takket være hende er 60something godt på vej til at blive den mest attraktive af alle aldre.

Smag for Claire

2008-10-12T01:37:00.003+03:00

Som mor så datter?

Fransk novellesamling tager temperaturen på mor/datter-forhold fra helvede

Claire Castillon: Insekt. Oversat fra fransk af Niels Lyngsø (Forlaget Per Kofod, 131 sider, 199 kroner) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 2.11.2007

Efter en halv time med hjernen i blød må jeg konstatere, at jeg aldrig er stødt på hverken bøger, film, teaterstykker eller noget som helst andet, der minder om franske Claire Castillons (f. 1975) noveller. Hendes syvende udgivelse og helt store gennembrud med den stikkende titel Insekt, foreløbig oversat til engelsk, italiensk, tysk, hollandsk, spansk, portugisisk, finsk, svensk, kinesisk, koreansk og nu dansk. Eller jo, peut-être, hvis man tog Ingmar Bergmans Høstsonaten, satte tempoet tredive gange i vejret og udskiftede Ingrid Bergmans moderfigur med Piper Lauries i Carrie for til slut at barbere udtrykket ned, til det kunne stå i en bog af Amélie Nothomb. Så måske. Især hvis bemeldte Nothomb-bog flød over af mor/datter-forhold fra helvede, irrationaliteten længe leve og twistet humor á la ”jeg åbnede bildøren, og jeg kastede hende der sad øverst ud på ringmotorvejen. Og jeg indrømmer at jeg ikke var helt tilfreds med det, for det var den mest fornuftige af dem jeg havde kastet ud.”

’Den mest fornuftige af dem’ henviser p.s. til den ene af kvindens tvillingedøtre, og det er så blot en mild forsmag på, hvor stor en bitchfest, mødre og døtre har med hinanden hos Castillon. I nitten korte noveller fra grusomhedens overdrev, endog dedikeret ”til min mor”, som der står på titelbladet, og man kunne faktisk meget let forestille sig dem som Ekstrabladsoverskrifter omsat til litteratur. Frit oversat kunne de eksempelvis lyde: ”Mor forgifter datter med egen afføring.” ”Datter udtaler: ”Jeg er parat til at dræbe min mor.” ”Mor forfører ustabil datters mand.” ”Retarderet datter drev sin mor i døden.” ”Hospitalspersonale i chok: Nybagt mor stikker af fra baby.” ”Derfor faldt hun altid i søvn: Mor fyldte datter med medicin.” ”Datter afskyr sin døende mor” og jeg har ikke engang nævnt den værste. Titelnovellen Insekt. Heri samler den kære fru moder på tørrede insekter, imens hendes mand – måske – forgriber sig på deres fælles datter. ”Han har været hurtig i aften. Han kommer og lægger sig ved siden af mig, siger Godaften min skat og kysser mig på munden. Jeg mærker lugten af min datter, og jeg knuger ham ind til mig, som om det var hende, jeg knugede, hende der ligger derinde i sin seng og er kommet galt af sted, takket være den mand, der sover i min. Jeg lægger hånden på hans køn, jeg vil se hvor stort det er, det der lige har været inde i min datter.”

Cute, indeed, og som citatet nok lader ane, kan det meget vel være, at temaerne er hentet direkte ud af formiddagsaviserne, men sproget er det så afgjort ikke. Claire Castillon fører tværtimod en fintmærkende pen, meget fransk med lange, kommaterede sætninger, men med en iboende nøgternhed, der for desperationen til at folde sig ud. Tag bare denne slutning på historien om en voksen datter, der vil gøre alt for at hende forældre bliver sammen trods farens utroskab: ”Fluen hamrer ind i hovedet på mig, min mor løber bag mig. Jeg vil ikke sladre til hende om ham, hun skal tage ud til fyret, helt alene sammen med min far, uden fluen som nu flyver ind i mit øre. De skal blive sammen, livet bygger dem op igen, de skal ikke gå fra hinanden. Der er visse begivenheder der bringer forældre tættere på hinanden. Man skal bare finde sådan en. Da hun indhenter mig, går jeg over gaden ud at se mig for.”

På den ene side, og på en lidt modvillig måde, er jeg faktisk ret begejstret for de her noveller. De har fremdrift for alle pengene, suspense og chokeffekter i rap, og så deler de sol og vind lige, så det ikke er til at sige, om mødrene er ondere end døtrene eller omvendt. Begge parter besidder ligesom de værste, menneskelige egenskaber overhovedet, og hatten af for det. Grebet giver helt klart samlingen en tvetydighed, der får en til at læse videre. Men samtidig - og det er så her, min reservation kommer ind i billedet – er fortællerstemmerne simpelthen for ens. Om det er den 14-årige teenagedatter, der taler i den ene novelle, eller den sjældent besøgte mor på plejehjemmet, der taler i den anden, kommer ud på det samme, for de lyder lige ubehagelige med pil til kyniske, hjerteløse, forråede, besidderiske, livsfarlige, passive-aggressive og så videre.

Resultatet er, at man umuligt kan holde den ene novelle ude fra den anden, hvis man læser samlingen i et stræk. Og det gør man sandsynligvis, hvis man ikke står af, inden man overhovedet er begyndt. Selv læste jeg den med store øjne og endnu større undren. Gennemført aparte og med den underligste bismag. Go taste for yourself, hvis De vil prøve noget nyt. Der er næppe nogen chance for, at De vil læse noget lignende igen.

Årets roman!

2008-10-12T01:25:00.005+03:00

Ladies Night
Mesterlig og medrivende svensk bitchfest
Mara Lee: Ladies. Oversat af Camilla Christensen (Rosinante, 396 sider, 299 kroner) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.08.2008

’Chicklit upgrade’ står der allerøverst på den pressemeddelelse, der følger med mit eksemplar af Mara Lees (f 1972) romandebut Ladies. Der burde dog have stået ’mesterlig og medrivende svensk bitchfest’ eller ’Kom an, Atwood!’ eller slet og ret ’årets største læseoplevelse’. Og det ville ikke engang være spor for meget. For ganske vist har det danske kunstnerkollektiv Uden frygt forsynet Ladies med et helt hen i vejret ringe omslag, der signalerer den værste gang chicklit længe set. Pink bundfarve for og bag, Ladies med partiel lak og la grande bodypart treatment med nøgen kvindeoverkrop i shampooreklamepositur, komplet med tilbageslynget hår og sæbebobler. Men hvis Ladies er chicklit, upgrade eller ej, er Margaret Atwoods Røverbruden og Siri Hustvedts Med bind for øjnene det også. Det er i de kvalitative luftlag, vi befinder os, og skaber omslaget umiddelbart uro i trussen hos chicklitpublikummet, vil hver eneste chick da gå totalt kold over det faktiske indhold.

På et helt overfladisk plan kan man velsagtens godt argumentere for, at Mara Lee benytter sig af chicklittens godt prøvede virkemidler. Vi har unge, kvindelige hovedpersoner så smukke, at tilfældige folk på gaden taber underkæben af benovelse, vi har overfladisk smartness på et stockholmsk galleri, og så har vi den mest selvfølgelige, letflydende prosa. Men i Ladies er der ingen heltinder at identificere sig med og ingen prinser på hvide heste, hovedtemaet er ikke kærlighed, men korrumperende skønhed og galopperende narcissisme, og læseren får de første hundrede døre til alverdens fortolkningsrum lige i synet. Hvad gør kunst til kunst? Hvad gør skønhed skøn? Vil man læse den helt store samtidsroman, kan man begynde her. En fuldtræffer fra kvindelivets stilletpløjede slagmark.

Fra begyndelsen leger romanen dristigt med læserens begær efter at skabe mening og sammenhæng. Den er opdelt i syv dele med en mængde underkapitler, der veksler mellem Skåne i 80erne, Paris i 90erne og Stockholm i 2006. Indenfor disse rammer følger vi i shortcuts galleriejeren Lea, hendes veninde Mia, digteren Laura, fotografen Siri/Iris og hendes assistent Jean, og det fungerer forbilledligt. Mara Lee holder sin historie i et jerngreb, og over 400 sider springer læseren ikke et eneste komma over. Tværtimod læser man gerne lange passager flere gange, fordi fortællerstemmen er så bidende ironisk og fandens præcis.

Hurtigt forstår man, at de fem hovedpersonernes veje har krydset hinanden med fatale konsekvenser way back. Det går også hurtigt op for én, at Lea og Mia nu vil have hævn over Siri og Jean, og langsomt, langsomt afslører det sig hvorfor og hvordan. I centrum af begivenhederne står Lea. Den ’evolutionære saltomortale’, der stik mod alle biologiske odds er faldet så underskøn ud, at hele verden, inklusive Lea selv, slet ikke kan få nok af at betragte hende. Faktisk er Lea så forelsket i sit eget spejlbillede, at det eneste, der tænder hende seksuelt, er billeder af sig selv eller, alternativt, fuldendte kunstværker. Ind imellem scorer hun også helt unge fyre, der snarere er ynglinge end mænd, og den interesse deler hun med veninden Mia. Den engang så kæphøje balletdanser, der efter et traume i barndommen har lagt alle ambitioner på hylden og omdannet sit liv til en permanent fritidsbeskæftigelse.

Som Mara Lee har hun asiatisk baggrund, forstår man midtvejs, hvor hun pludselig omtales som ’hende kineseren’, og et andet sted i Stockholm sidder endnu en hovedperson, der deler visse træk med forfatterinden. Nemlig digteren Laura. Før succesen med Ladies var Mara Lee en lige så smal digter med to seksuelt eksplicitte kortprosasamlinger bag sig. Laura er tidligere model, og igen spiller romanen på skønhed som den helt store forbandelse. ’Da skønheden omsider døde, fødtes digteren Laura Magnusson,’ hedder det. Laura er dog stærkt forstyrret, og hendes eneste kontakt til omverdenen er psykologen, den hennafarvede veninde og printeren, der spytter sider ud, som hun ikke mener at have skrevet. Mia forsøger gentagne gange at få Laura i tale, uden at man helt forstår forbindelsen mellem dem. Altså andet, end at den utvivlsomt har noget at gøre med den fjerde hovedperson, hotshotfotografen Siri, bedre kendt som Iris C. Hun er bosat i Paris og har en retrospektiv udstilling foran sig. Tilfældigvis på Leas galleri Albany.

Siri/Iris-navnet er næppe et tilfælde. I Siri Hustvedts postmoderne newyorkerroman Med bind for øjnene hed hovedpersonen netop Iris – Siri stavet bagrfra – og i begge bøger er fotografi og tyveri to sider af samme sag. Fotografer beskrives som dæmoner, der ikke spørger om lov, før de stjæler og udstiller menneskers allerdybeste hemmeligheder i nådesløse snapshots, og lige præcis sådan er Siri/Iris. Ved sin side har hun den androgyne Jean, der som den ditto androgyne Paris hos Hustvedt snarere er et tomt tegn, der drejer handlingen om sin lillefinger, end en egentlig person af kød og blod. Samtidig er Jean på spidsfindig vis knyttet til fortidsplanet. Både i Skåne og i Paris, hvor Lea som ung studerende mødte ham i den kvindelige professor Albanys inderkreds. Albany begærede Lea, Lea begærede sig selv, og det gik først for sent op for hende, hvad Jeans begær dybest set var rettet mod. Kødeligt er begæret under alle omstændigheder sjældent i Ladies, og kategorier som hetero og homo er sat helt ud af spillet. Uvægerligt skubber det til læserens verdensbillede, fordi det dissidente begær er så overbevisende beskrevet som normen snarere end undtagelsen.

A lady always knows when to leave, som bekendt, men disse ladies aner det tydeligvis ikke. I stedet løber de lige lukt i armene på katastrofen, og uden at sige for meget ender det hele i en kulørt gang ramasjang til Iris/Siris fernissage på galleri Albany. I mindre kyndige hænder vil jeg slet ikke tænke på, hvor galt, det kunne være gået. Men hos Mara Lee lykkes la grande finale til op over begge ører. Takket være en udsøgt kombination af en rivende god historie, den helt rette dosis brikker, der ikke passer, stilsikkerhed, dristighed og en mindeværdig persontegning. Alle karakterer er på én gang tidstypiske og forvrængede, grotesk langt ude og fulde af nuancer og tilsat masser af metakommentarer, der burde irritere, men i stedet gør det hele endnu mere vittigt. Det er underholdende som en hængekøjeroman, men langt mere kvalificeret. De kan roligt tænke tohundrede tanker i timen med Mara Lee snarest.

Madame Man Ray

2008-10-12T01:14:00.004+03:00

Lovelee

I Sunday Times kaldte man posthumt Lee Miller ”one of the first and loveliest faces to acquire a name.” Man forstår hvorfor. Lee Miller var i sandhed Lovelee, som hun plejede at underskrive sig.

Carolyn Burke: Lee Miller. On both sides of the camera (Bloomsbury, 2006, 430 sider, 149 kroner i Politikens Boghal) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.06.2007

”Der har vi jo Man Rays muse!” tænkte jeg straks, jeg fik Carolyn Burkes digre biografi om Lee Miller mellem hænderne. Prydet, som den er, af den gudesmukke Lee med kort, bølget Garçonne-cut, svanehals og de Greta Garbo-lignende træk. ”Var det ikke hendes nøgne ryg, der lignede en violin på det dér Man Ray-fotografi..?” tænkte jeg videre, og det var det så ikke. Ryggen tilhørte Man Rays muse i midten af 20erne, Kiki de Montparnasse. Til gengæld stod Lee blandt meget andet model til det velkendte fotografi La femme surréaliste (1930) med bar overkrop og gitter for ansigtet, ligesom hun spillede med i Jean Cocteaus film "Blood of a Poet."

”Der findes simpelthen for mange portrætter af Lee Miller, skabt af bedre kendte kunstnere end hende,” skriver Burke i forordet og rev mig effektivt ud af min muse-vildfarelse. For godt nok agerede Lee Miller græsk gudinde for Man Ray og ikon for Vogues læsere i slutningen af 20’erne og begyndelsen af 30’erne. Men hun agerede i lige så høj grad bag kameraet som fotograf af den surrealistiske skole, og intet tyder på, at hun stod det mindste tilbage for Man Ray. For eksempel er hun ophavskvinde til de bedste portrætfotografier af Picasso, Chaplin, Miró, Marta Gellhorn og Man Ray - og temmelig unlikely var hun en fremragende krigsfotograf under Anden Verdenskrig. Som eneste kvinde tilbragte hun krigsårene i Europas brændpunkter, og i 1945 dokumenterede hun befrielsen med et selvportræt i Hitlers badekar i München og en samling stærkt oprivende billeder fra koncentrationslejren i Dachau. Og der er mere til hendes historie end det. Mest oplagt en barndom, der i den grad må betegnes som langt ude.

Lee blev født ind i en opadstræbende familie i Poughkeepsie, New York. Året var 1907, Lee hed på det tidspunkt Elisabeth, og fra begyndelsen var hun faren Theodores øjesten. Hans kone, Florence, foretrak langt Elisabeths storebror John, og imens hun klædte ham i pigetøj og gav ham bånd i håret, så han senere fik store problemer med sin kønsidentitet, blev Elisabeth opdraget som dreng. Hun blev også fotograferet i et væk, for Theodore havde en passion for mekanik og kunne slet ikke få nok af den lyslokkede pige. Atten måneder gammel fotograferede han hende nøgen for første gang, og frem til hun var først i tyverne, stod hun og veninderne løbende nøgenmodel for ham, ofte i æggende positurer. Til gengæld vækkende han den unge Elisabeths interesse for lys og skygge, skuespil og mekanik.

Skummelt? I den grad, men næppe mere traumatisk for Elisabeth end hendes ophold hos forældrenes svenske vennepar i Brooklyn. Elisabeth var på det tidspunkt syv år gammel, og en dag blev hun voldtaget af venneparrets svoger med det suspekte navn Onkel Bob. Han havde også held til at smitte hende med gonorre, og det var et helt traume i sig selv, for på det tidspunkt bestod behandlingen af mange ugentlige udskylninger af blæren og rensninger af livmoderhalsen. Et job, Florence forestod, og ellers lod både hun og Theodore, som var alt i sin skønneste orden. John og lillebroren Erik måtte selv stykke historien sammen, imens deres søster skreg af smerte bag lukkede døre og ændrede sig fra charmerende til helt uregerlig. Få dage før, Elisabeth fyldte otte, forsøgte Theodore sig med sin egen form for terapi. Nøgenterapi, kan man kalde den. En morgen i april tog han Elisabeth med ud i sneen udenfor deres hus, og der stod hun så. Kun iført hjemmesko og med skuldrene helt oppe under ørerne, men uden at ryste. Det ville jo have ødelagt fotografiet.

Men unge Elisabeth var også en smækforkælet ballademager, der blev smidt ud af samtlige skoler og fik Theodore til at punge ud, hver eneste gang hun ville prøve en ny uddannelse. Skuespil i Paris, lyssætning på Vassar, dans, tegning, kalligrafi og kunsthistorie, til hun blev spottet i New York af Condé Nast, grundlæggeren af blandt andet Vogue, der tilbød hende modeljob for bladet. Ved samme lejlighed skiftede hun Elisabeth ud med det androgyne Lee og kastede sig ud i en dekadent livsførelse med masser af mænd. Ikke sjældent var de 20-30 år ældre end hende som en vis Theodore, og det samme gjaldt da også Man Ray, som hun opsøgte i Paris i 1929. Hun fortæller: ”Jeg bad ham om at gøre mig til sin elev. Han svarede, at han aldrig tog elever, men jeg gætter på, at han faldt for mig. Vi levede sammen i tre år, og jeg lærte en masse om fotografi.” Mildt sagt. Faktisk sugede Lee Miller så meget til sig, at det efterhånden blev umuligt at se, om det var Man Ray eller ”Madame Man Ray” – som hun blev kaldt - der havde taget billederne.

Et traditionelt harmonisk par blev de dog aldrig. Lee Miller var mange centimeter højere end Man Ray, der led alskens kvaler i den anledning, og monogamt anlagt var hun ikke. Hun havde heller ikke til sinds at stå i den store mesters skygge. Så i 1932 forlod hun ham og slog sig ned som celebrityfotograf på Manhattan. ”Jeg vil hellere tage billeder end at være et!” proklamerede hun og kaldte ellers sin retning for den amerikanske version af Man Ray Skolen - til den forsmåede Man Rays store fortrydelse. Starquality havde hun allerede, og succes fik hun til overmål, men vedholdende var hun ikke, og i 1934 lukkede hun biksen, giftede sig med den egyptiske forretningsmand Aziz Eloui Bey og flyttede til Cairo. Her levede hun som hjemmegående til 1939, hvor hun forelskede dig i den surrealistiske maler og kurator, Roland Penrose, og slog sig ned i London og siden i Sussex. De fik sønnen Anthony i 1946.

Når man undtager de højproduktive, om end traumatiske krigsår rundt om i Europa, fotograferede Lee Miller kun sporadisk efter 1934, og Roland Penrose havde mere travlt med sin egen karriere og sine elskerinder end med at hjælpe hende tilbage på banen. Resultatet fremgår tydeligt af de billeder, der findes af Lee Miller fra de sidste 30 år af hendes liv. Deprimeret, fordrukken og fløjtende ligeglad med sit udseende blev hun, og tillige så excentrisk, at hendes søn langt hellere ville hentes i skolen af sin barnepige. Ingen i Sussex vidste, hvad der var hændt i hendes barndom eller under krigen, og hendes eneste tilbageværende passion var gourmetmadlavning. Det nød de mange prominente gæster til gengæld godt af. Picasso, Man Ray, Dorothea Thanning og Max Ernst, blandt andre.

Lee Miller døde af kræft i 1977, 70 år gammel, og havde det ikke været for hendes søn, der opdagede over 20.000 fotografier blandt hendes ting og gjorde alt for at få dem frem i lyset igen, havde den famøse muse-historie utvivlsomt fået lov at stå ukommenteret. Nu kan man i stedet opleve Man Rays kvindelige modstykke på V & A i London fra 5. september 2007 til 8. januar 2008.

Og så kan man selvfølgelig også læse Carolyn Burkes biografi, om end den unægteligt er mindst 200 sider for lang, unødigt detaljeret og ikke ligefrem skrevet med årets mest sprudlende pen. Desuden lider den under en påfaldende mangel på billedmateriale, der får læseren til at bladre frem og tilbage i håb om, at dette eller hint beskrevne fotografi dog må være der et sted. Men selv i disse uoptimale rammer hæver Lee Millers omskiftelige historie og indiskutable talent sig langt ud over det sædvanlige. Jeg kan allerede høre London kalde!

Posh

2008-10-12T00:53:00.004+03:00

Kunstige negle på tæerne

Askepot møder Vogue i ny stilguide fra Victoria Beckham

Victoria Beckham (med Hadley Freeman): Victoria Beckham – that extra half an inch. Hair, heels and everything in between (Penguin Books, 2006, 312 sider, 299 kroner i Politikens boghandel) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.12.2006

Man forventer næppe at få Ulysses mellem hænderne, når man åbner Victoria ”Posh” Beckhams nys udkomne stilguide. Opkaldt efter hende selv og den extra half an inch, der i reglen gør det ud for hendes fodtøj i paparazziland og omegn. Til gengæld må vi, der har fulgt hendes transformation fra glad Spice Girl anno 1994 til mangemillionær/fodboldhustru/designer/mor med attitude anno 2006 snart 07, forvente at blive hardcore oplyst om looket, der har gjort hende til stilikon på linje med Kate Moss, Paris Hilton og Sienna Miller. Og lad mig da endelig opsummere det, hvis De har undladt at krydslæse et sladderblad for nyligt. Det tæller, foruden signaturer som tårnhøje stiletter, designertasker, ålestramme jeans, ultra-miniskirts og solbriller så store som møllehjul, over the top indslag som balkjoler fra alle læderhuders moder, Donatella Versace, meterlangt påsat hår, oppustelige læber a la collagen og overtrænet korpus iklædt selvbruner.

Vil man vide mere om kunsten at leve af et halvt salatblad, vedligeholde et par ordentlige silikonepatter og få sin mand til at ligne lækkert tilbehør på linje med de seneste stiletter fra Manolo Blahnik, er man kort sagt kommet til den rette. Bortset fra at Posh ikke er Paris Hilton og ikke har skrevet en pendant til hendes litteraturhistoriske hovedværk, Confessions of an Heiress, der gik efter melodien ”hvis du ikke har privatfly, så find ud af, hvordan du kan låne et” og ”jeg kan ikke understrege vigtigheden af milliardærvenner nok.” Tværtimod har Posh sat sig for at skrive en no nonsense stilguide, som det engelske folk (at dømme efter shoppinglisterne, der centrerer sig om London) både kan svælge i på udstyrs- og billedsiden og tage med på indkøb bagefter uden at kaste sig ud fra London Bridge. Måske virker det ikke decideret sandsynligt, at Posh kender Topshop, H&M, Zara og Marks & Spencer lige så meget indefra, som hun kender Alexander McQueen, Dolce & Gabbana, Stella McCartney, Marc Jacobs, Chloe og Agent Provocateur. Men det tjener bestemt til hendes ære, at hun nævner mærkerne side om side, uanset hvad.

Bogens største aktiv er dog langt fra dens opremsning af diverse mærker. Det er tværtimod bemeldte udstyrs- og billedside, der så absolut hører til i den vildt overdådige ende, hvor Askepot møder Vogue, og stjernestøv opstår. Omslaget er tykt, sølvglinsende og prydet af en cancan-dansende Posh i pink, foreviget af topfotografen Ellen von Unwerth, der ikke uden grund er kendt for sin corsageklædte erotika, kan jeg se. Her står hun for de gennemgående fotoserier i sort/hvid og farve, der iscenesætter Posh som en mellemting mellem Holly Golightly og Madonnas Dita. Det må have krævet sin fotograf; Posh er mange ting, men i besiddelse af utallige ansigtsudtryk er ikke en af dem. Til gengæld ved hun, hvad hun vil have. F.eks. vil jeg tro, at det er hende, der har peget på modeillustratoren Cecilia Carlstedt, kendt for sit arbejde for blandt andre La Perla, Paul Smith og Marie Claire. Hun tegner virkelig fremragende og løfter sine steder teksten, når den begynder at trætte.

For helt ærligt, det gør den. Primært er der - en smule overraskende - simpelthen alt for meget tekst i den her bog, og måske mindre overraskende: Alt for meget tekst, der er grotesk, himmelråbende ligegyldig. Jeg nævner i flæng: Hvad Posh pakker i kufferten til henholdsvis bade- og skiferie, hvilke shampooer, hånd- og skrubbecremer hun benytter i hvilken rækkefølge, hvorvidt trusser og BH bør matche eller ej, hvad hun render rundt i derhjemme, hvordan man bedst trykker hudorme ud og fordelene ved at få kunstige negle på tæerne. Ja, på tæerne.

Til gengæld er man ikke et øjeblik i tvivl om, at hun ved, hvad hun taler om, når hun stilguider udi jeans, toppe, pencilskirts, sko, tasker, balkjoler og hvad hun ellers brænder for. Herregud. La Posh har jo haft sin fysiske fremtræden som eneste arbejdsområde i årevis, og rådene kan (og bør!) i grunden følges af de fleste.
Spender færrest penge på basistøj og flest penge på tøj, der virkelig kræver et ordentligt snit for at falde, som det skal - f.eks. jeans, frakker og kjoler. Vis aldrig g-streng, ikke en gang i et friskt forsøg på at ligne Britney Spears. Visualiser hele sættet, inden De står på hovedet i skabet om morgenen, og læg det gerne frem aftenen i forvejen. Sørg for at A-nederdele aldrig går direkte ud i et A, med mindre De decideret holder af at ligne et femmandstelt. Vælg altid hvide klipklappere, der understreger den bruneste del: Deres fødder. Vælg hudfarvede BH’er til hvide bluser og BH’er uden blonder til hvad som helst - BH’er med blonder giver Deres frontparti et uklædeligt nubret udseende. Tro ikke, at De ser godt ud i de samme snit og den samme makeup, som fik Dem til at ligne en sprintende vårhare for ti år siden. Hvis De ifører Dem lårkort, så giv den udringede bluse et hvil, ellers går der hurtigt Anna Nicole Smith i foretagenet. Ingen striber på tværs. Og absolut intet langt løst hår til skjortebluser, med mindre De værner om Krystal Carringtons minde. Ifør Dem aldrig en badedragt med kreative stropper, der efterlader kreative mærker. Exfolier, også om sommeren! Udskift billige plasticknapper som det første. Køb aldrig skoene for små, heller ikke selv om De kun skal bruge dem om morgenen uden strømper. Og husk: At se godt ud handler ikke om penge, men om stil.

Desværre lader Posh de knap så forskønnende, kosmetiske indgreb, overtræningen og spiseforstyrrelserne ligge, og livet som lækker gravid optager heller ikke ligefrem unødig plads. Seks siders sang fra de varme lande får vi, til trods for at Posh rent faktisk aldrig har set så godt ud, som da hun ventede sine foreløbig tre sønner. Besynderligt fraværende er også husbonden, David Beckham, der kun optræder i en bisætning i ny og næ, når Posh føler trang til at forsikre om sit rige familieliv. Troværdigt er det ikke, snarere en lille smule sørgeligt. På en måde er man nysgerrig efter at vide, hvad denne kvinde i grunden foretager sig, når hun ikke shopper igennem og gør sig lækker for sin mand, verdenspressen og bøger som denne, og på en måde frygter man, at det rent faktisk er, hvad hun laver. Hele tiden. Måske bør man lade tvivlen komme hende til gode og gribe hendes selvbiografi, Learning to Fly, ved lejlighed?

There will always be Paris..

2008-10-12T00:41:00.003+03:00

"Paris – wasn’t it named after me?"

Paris Hilton (med Merle Ginsberg): Confessions of an Heiress – A Tongue-in-Chic Peek Behind the Pose (Simon & Schuster, 2004, 182 sider, 249 kroner) Anmeldelse bragt i Politiken 26.03.2005

Hører man til de glam- og sensationshungrende, eller har man blot ladet blikket vandre adspredt gennem et modeblad de sidste tre-fire år, har man sandsynligvis mødt Barbiedrømmen Paris Hilton midt i en overgjort posering. Med hovedet og hoften på sned, skinnende læber og øjenlågene trukket halvt ned over det indre sovekammer, så man dårligt kan være i tvivl om, at Paris har verden for sine funklende stiletter.
For det 24-årige, multirige oldebarn af Hiltonimperiets grundlægger er pt. overalt i omegnen af Hollywood, London, Tokyo og Saint-Tropez hvor der er en feststemt blitz til stede, et bord at danse på eller nogle designerklude at smide penge efter. Og skulle hendes diminutive, pink og lyseblå rober, t-shirts påskrevet ”Want a blow?” og populære realityshow med Lionel Richies vulgære datter, Nicole, ikke sikre hende forsiderne alene, diverterer hendes omgivelser gerne med den ene grundrystelse efter den anden.

Mest mindeværdig er nok hendes fremtrædende præstation i en nu legendarisk sexhjemmevideo, venligt distribueret over nettet af videoens anden aktør, ekskæresten, Rick Soloman. Men hvad kan man også forvente af en mand, der har været gift med Beverly Hills 90210-bitchen, Shannen Doherty? Senest, og lige så mindeværdigt, har en anonym hacker tiltusket sig adgang til Paris’ mobiltelefon og lagt indholdet ud på nettet, så enhver har kunnet ringe eller maile til stjerner som Eminem, Christina Aguilera, Avril Lavigne, Lindsay Lohan, Stephen King og Anna Kournikova.

”Jeg ved ikke, hvorfor det her altid sker for mig, men jeg ville ønske, at det ville holde op,” udtaler en oprørt Paris, og med sidste nyt fra Paris-fronten, den storglittede Confessions of an Heiress – A Tongue-in-Chic Peek Behind the Pose i hænderne, er der da heller ingen fare for, at skandalerne antager nye dimensioner. For bekendelserne står ikke just som en em fra siderne. I hvert fald ikke med mindre man finder det lige så substantielt som Paris selv, at hendes hår faktisk er krøllet som Shirley Temples, at hun er ked af sine store fødder, at søsteren Nicky er en langt bedre powershopper og at Paris faktisk har prøvet at tage undergrundsbanen i New York. Om vinteren.
Ligeså er ’bag facaden’ nok også lidt af en tilsnigelse. For ganske vist er flere kapitler helliget opvæksten og forholdet til forældrene, søsteren og diverse unavngivne mænd (Leonardo DiCaprio, Edward Furlong og Jason Shaw skulle angiveligt være blandt erobringerne), men fremstillingen er gennemgående indsmurt i fed glamour og strygere. Det samme er det righoldige billedmateriale og med den monotone bonus, at Paris desværre poserer fuldstændig ens på alle billederne a la glad Barbie, om hun er til fest, præmiere eller modeshow.

“Jeg har kendt Paris størstedelen af hendes unge liv, og jeg har altid regnet hende for en stor skønhed. Hvad folk ikke ved, er, at hun også besidder stor indre skønhed,” udtaler Donald Trump på bogens bagside, og umiddelbart er man ikke overbevist om hans dømmekraft. Slet ikke når man beskuer hans seneste kone i rækken, Melania Knauss, med øjne så tomme som tekopper. Men kan man holde overfladen ud, er Paris Hilton om ikke et dybt, så et ofte morsomt og virkelig camp bekendtskab.

Man griner, når hun poserer med sin fjollede chihuahua, Tinkerbell, der selvfølgelig har sin helt egen bog, The Tinkerbell Hilton Diaries: My Life Tailing Paris Hilton (2004) og når hun filosoferer over livet i størrelsesordenen ”hvis du har et sødt navn, vil du opføre dig sødt. Hvis du har et glamourøst navn, vil du opføre dig glamourøst.” Man tager sig til hovedet, når hun forsøger at forklare den dybere mening med sangteksten til sit singleudspil, Screwed, hvis omkvæd må være skrevet af en 10-årig i specialklasse: “Since I'm already screwed / Here's a message to you / My heart's wide open / I'm just not getting through to the lover in you.” Og man spærrer øjnene op, når hun, blottet for idé om penges værdi, kaster om sig med udtalelser som ”hvis du ikke har privatfly, så find ud af, hvordan du kan låne et”, ”jeg kan ikke understrege vigtigheden af milliardærvenner nok” og ”når alt kommer til alt, er kvindelige arvinger de mest pigede piger. De behøver aldrig at blive voksne som alle andre.”

Heri ligger utvivlsomt fascinationskraften ved fænomenet Paris Hilton. En kvinde, der har råd til at konstatere, at ”hvis jeg både skulle lave mad og vaske op – og, Gud forbyde det, have et arbejde oveni – ville jeg jo aldrig have tid til mig selv. Eller et anstændigt socialt liv.”

CITATER:

“Skuespil er blevet en lidenskab for mig, og derfor har jeg haft så mange tv-optrædener på det sidste. Jeg har endda taget et par timer i skuespil, og jeg elsker det. Jeg vil altid forsøge at perfektionere min teknik.”

”Jeg har været så heldig, at jeg har besøgt flere morsomme steder i mit korte liv end de fleste. Men det drejer sig ikke så meget om, hvor du tager hen – selv om det selvfølgelig også tæller – men hvordan du kommer derhen. Hvor fedt er det at tage til Saint-Tropez eller Australien, hvis du ser skoddet og sur ud, når du ankommer?”

”Jeg elsker diademer. Tro mig, folk opfører sig anderledes, når man har smykker på hovedet. Især når de har en mistanke om, at de er ægte.”

www.awfulplasticsurgery.com

2008-10-12T00:21:00.006+03:00

Plastic Fantastic?
Amerikansk plastickirurg skriver opblæste, men tankevækkende memoirer

Cap Lesesne, M.D.: Confessions Of a Park Avenue Plastic Surgeon – Perfection Comes at a Price (HarperCollinsEntertainment, 273 sider, 110 kroner i Arnold Busck) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.12.2006

Doktor Caps mareridt nummer et slår ham lige i ansigtet. Livet siver ud af 70-årige Lee McKenzie midt i det store ansigtsløft, og der er intet, han kan gøre. ”Giv hende hundrede procent ilt,” instruerer han Lisa, narkosesygeplejersken, imens han opererer i rivende fart. Venstre side af ansigtet er stadig åbent fra øre til mund. Der er meget at suge og stramme og sy sammen endnu, men Lees blodtryk og iltoptag bliver bare ved med at falde, som har skæbnen skubbet hende ud fra Empire State Building. ”Der er bekymrende, det her,” bemærker Lisa så roligt, som hun bliver betalt for, og diagnoserne galopperer gennem doktor Caps hoved. Selvfølgelig gør de det. Meget har han været med til i sin 25 år lange karriere som plastickirurg, men ikke dødsfald. Hjerteanfald. For det må jo være sådan et, Lee har fået. ”Hun skal ud af narkosen med det samme,” beordrer han Lisa og kaster sig over nål og nylontråd. Syr, til bedøvelsen kun er lokal, og Lee mirakuløst slår øjnene op.
”Er vi færdige?” spørger hun, men det kan doktor Cap jo dårligt svare ja til, så længe venstre side af hendes ansigt flaprer åbent som en overskåret vandmelon. ”Vi har et lille problem,” svarer han derfor, som sandt er, og sætter hende nænsomt ind i situationen. Men hun ser bare på ham, som er han tabt bag en vogn, der for længst er kørt videre. ”Jeg er da fuldkommen ligeglad med, om jeg dør!” hvæser hun. ”Nu har jeg ventet hele mit liv på at komme til at se godt ud, og jeg har ikke tænkt mig at vente en eneste dag mere. Fortsæt!!”

Lee McKenzie er blot én grotesk perle i rækken af patienter, der passerer igennem vor mand, Cap Lesesnes memoirer, Confessions Of a Park Avenue Plastic Surgeon – Perfection Comes at a Price. Og den pris er mange fuldt indstillede på at betale, som billederne her på siden vel også vidner om. Alene i USA blev der foretaget 9,2 millioner plasticoperationer i 2004. 24% flere end i år 2000, og én af dem var så Lee McKenzies. Hun havde rent faktisk et hjerteanfald dér på operationsbordet og fik i øvrigt et til, så snart doktor Cap var færdig med at flikke hende sammen. Men det interesserede hende ikke. Så længe hun var glad, var det alt, der betød noget, og sådan konkluderer flertallet øjensynligt.

Den transseksuelle, der vil have bryster på ryggen, så hendes mandlige kæreste har noget at gribe fat i, når han knepper hende bagfra. Manden, der vil ligne Jennifer Aniston på en prik (forstå det, hvem der kan) og manden, der vil ligne Elvis så meget, at han kan optræde i Las Vegas. Manden, der ekskorterer først konen og næste dag elskerinden til Caps kontor. Kvinden, der ændrer sin bryststørrelse, hver gang hun dater en ny, hvilket vil sige cirka en gang hvert halve år. "Kan du ikke indoperere en lynlås?” beder hun til slut. Eller hvad med dette brev fra Sapporo, Japan: ”Kære doktor Lesesne, Jeg forstår, at De er en kendt plastickirurg. Min datter ligner Elisabeth Taylor. Jeg vil gerne have hende til at se mere japansk ud. Kan De få hende til at se mere japansk ud?” Mange tak” ledsaget af et billede af en helt ordinær, asiatisk pige på 14 år.

Park Avenue i New York huser nogle af verdens fremmeste plastickirurger, men i al beskedenhed mener Cap nu selv, at han er den skarpeste skalpel i skuffen. Han vil også gerne gentage det, hvis nogen skulle være i tvivl, og det er nogen så næppe efter 273 siders galopperende selvros, blær og namedropping af typen: ”En af mine venner og patienter – en kendt manuskriptforfatter – kom ind i restauranten, fik øje på mig og gik over til bordet. Derpå fik han øje på præsidentfruen, hilste på hende og gjorde mig en stor tjeneste. ”Mrs. Reagan, denne mand er den eneste ærlig plastickirurg i byen,” sagde han. Så snart, han var gået, kom en anden ven – arving til en stor formue – ind i restauranten, og også hun kom over til mig. Hun kendte også Mrs. Reagan, viste det sig.”

Kedeligst er Cap henover de absurd mange uopstrammede sider, der går med at opliste hver eneste prestigeuniversitet, han har betrådt, og etiske overvejelse, han har gjort sig. Eller undladt at gøre sig, skulle man måske nærmere sige i tilfælde som ”en 14-årig model kom sammen med sin mor og sagde, at hun ville have brystimplantater. Jeg måtte fortælle hende, at jeg ikke lavede brystforstørrelse på piger under 16.” For ikke at tale om alle operationerne, han har udført, og livene, han tilfældigvis har reddet, så folk har måttet takke ham og anbefale ham videre til unavngivne dronninger, A-listskuespillere og multimillionærer, Ivana Trump og Prinsesse Diana. Alle studiekammeraterne, der siden er blevet marketingseksperter og mangemillionærer. Alle sprogene, han taler, og de astronomiske summer, han smider ud på husleje og forsikring af sine hænder. Nå ja, og så selvfølgelig alle skårene, han dater, om end uden nævneværdig succes. Til ingens overraskelse, ærlig talt.

Men Caps Confessions har absolut også deres tankevækkende momenter, når vor selvbestaltede helts verden af hud, ar og forestilling om perfektion folder sig ud for læserens blik. Rygerhud heler skidt, skandinavisk hud heler bedst, asiater vil under ingen omstændigheder have ar, mens spanioler fouragerer i kirurgi og koreanere er særligt interesserede i at få hjulben brækket op og sat sammen igen. Sidstnævnte må Cap dog nægte, og ikke at hans hovedargument for at nægte nogen noget er særligt overbevisende. Det lyder, at han alene besidder blikket, der kan se skønhed objektivt, eftersom han er trænet i at slå sin PSR - Plastic Surgery’s Radar – til, bryde et hvilket som helst ansigt op i tredjedele, se det todimensionalt og i sort og hvidt. ”Min lidenskab er fejl. Mit mål er perfektion,” som han skriver.
Og hvor må verden dog se enkel ud med Caps øjne. Her er ingen forestilling om, at perfektion og skønhed er kontekstafhængige størrelser. Ingen erkendelse af, at han med sit blik og sin praksis medproducerer et skønhedsideal, der gør purunge piger og topmodeller til svingdørsmodeller i hans konsultation. Her er ikke engang optræk til selvransagelse, når en ung, kvindelige patient sætter sig i stolen og beder ham løfte hendes pande og hendes øjenlåg, ændre hendes næse, forstørre hendes mund, stramme hendes hals, hendes arme og hendes bryster samt fedtsuge hendes hofter, yderlår, inderlår og ankler. Her er kun et enkelt spørgsmål: ”Var der andet?” hvortil den unge kvinde svarer ”ja, min mave.”

Går De, i lighed med flertallet i Caps konsultation, rundt og drømmer om at ligne Sharon Stone, få øjne som Andie McDowell eller læber som Angelina Jolie, så læs lige denne bog, inden de lægger hud til. Det er så åbenlyst værd at tage stilling til karrusellen og al dens væsen, inden man hopper på den.

Billeder: Pete Burns (f. 1959) fra 80’er-bandet Dead or Alice & transperformeren Amanda Lepore

Hitchhiking

2008-10-12T00:08:00.004+03:00

Den infantile psycho
Alfred Hitchcock falder dybt i ny portrætbog, der går tæt på hans forhold til en perlerække af kvindelige filmstjerner

Donald Spoto: Spellbound by Beauty. Alfred Hitchcock and His Leading Ladies (Hutchinson, 2008, 229 sider, £13.20 over amazon.co.uk)

Spellbound by Beauty. Alfred Hitchcock and His Leading Ladies, hedder den herboende superbiografist, Donald Spotos, tredje portrætbog om gysets stormester. Og titlen giver umiddelbart mening. Psykodramaet Spellbound var én af Hitchcocks allerstørste succeser, og hvem ville ikke være indtaget i kvindelig skønhed efter at have instrueret en ubrudt perlerække af 40ernes, 50ernes og 60ernes største og blondeste skuespillerinder? Fra Grace Kelly, Ingrid Bergman, Janet Leigh, Kim Novak og Tippi Hedren til Eva Marie Saint, Doris Day, Marlene Dietrich og Tallulah Bankhead (der ikke var blond, men lad det nu ligge).

Efter endt læsning er man dog knap så overbevist om titlens dækningsgrad. Faktisk burde denne bog snarere have heddet The Infantile Psycho. Alfred Hitchcock’s Sexual Harassment of His Leading Ladies. Om ikke for andet, så fordi enhver, der foretrækker at smile ad gysets glade buddha, hans klodsede cameo appearances og alfaderlige Good evening, I’m Alfred Hitchcock. Tonight I’m presenting.., komplet med talefejl og babykinder, bør advares mod at læse med. Det samme gælder alle, der, som undertegnede, har rådyrket alt fra voyeur- og sammenbrudstematikkerne til de helt hen i vejret flotte outfits i film som The Birds, Vertigo, Marnie, North By Northwest, Psycho, Notorious, To Catch a Thief og Rear Window. For lad mig sige det sådan: Hverken Mr. Hitch, hans yndlingstematikker, skuespillerindernes påklædning eller Tippi Hedrens ene ansigtsudtryk i The Birds og Marnie bliver nogensinde det samme efter Donald Spotos bog.

Det havde Alfred Hitchcocks efterkommere og øvrige relationer utvivlsomt regnet ud. Da Donald Spoto i midten af 70ernes researchede og skrev bestsellerbiografierne The Art of Alfred Hitchcock og The Dark Side of Genius, bad adskillige kilder ham udtrykkeligt om at tilbageholde kompromitterende oplysninger i deres levetid. Spoto holdt sit løfte, men nu kommer sandheden på bordet. Vi hører ganske vist – og frustrerende nok - intet om Hitchcocks opvækst og meget lidt om hans sexløse venskabs-ægteskab med Alma Reville. Underligt i betragtning af at Spoto har interviewet Hitchcock Himself adskillige gange mellem 1975 og 1980. Til gengæld tager stjerner som Vera Miles, Norah Baring, Margaret Lockwood, Loraine Day, Teresa Wright, Doris Day, Kim Novak, Diane Baker og ja, Tippi Hedren i den grad bladet fra munden. Det samme gør adskillige manuskriptforfattere, deriblandt Charles Bennett der samarbejdede med Hitchcock om storfilm som The Man Who Knew Too Much, The 39 Steps og Sabotage. Ikke at Hitchcock nogensinde vedkendte sig samarbejdet. “Han havde et monstrøst ego, der matchede hans appetit,” udtaler Bennett, og det tør siges. Uden at rødme tog Hitchcock den fulde ære for produktionerne, grundideerne, de endelige manuskripter, kameravinklerne, lydeffekterne, garderoberne, kulisserne, klipningerne og sågar skuespillernes præstationer. ”Skuespillere er kvæg,” udtalte han, ”deres performances afhænger ene og alene af, hvordan man filmer dem.”

Hvorvidt det også gjaldt hans absolutte yndlingsskuespillerinder Ingrid Bergman, Grace Kelly og Tippi Hedren for ikke at tale om Joan Fontaine, der vandt en Oscar for sin rolle i hans filmatisering af Rebecca, vides ikke. For Hitchcock komplimenterede yderst sjældent sine skuespillerinder. ”Valgte han at bruge dig, anså han det for at være kompliment nok,” mindes manuskriptforfatteren Joseph Stefano, men skal man tro Spotos fremstilling, havde Hitchcock langt mere presserende grunde til at tie. Først og fremmest sit stærkt twistede og ditto sublimerede forhold til kvinder, præget af lige dele afsky og tiltrækning, voyeurisme og trang til ekstremdominans. ”Intet glæder mig mere end at slå deres kvindelige anstændighed i stykker,” var hans egne ord, og det er så den glæde og dens mere og mere forstyrrede skikkelser, der er Spellbound by Beautys røde tråd.

Det startede relativt uskyldigt under indspilningerne til Hitchcocks 1925-debut, stumfilmen The Pleasure Garden, hvor alt tilsyneladende gik galt. Birolleindehaverne var usamarbejdsvillige og forsinkede produktionen. Det samme gjorde en særligt trænet hund, der simpelthen gik sin vej og blev erstattet af en anden. Den blev til gengæld ved at slikke den makeup af, der skulle få den til at ligne den første hund, men værst var det, at den skuespillerinde, der skulle spille indfødt, nægtede at filme sin badescene, fordi hun havde menstruation. Igennem hele sin karriere vendte Hitchcock tilbage til oplevelsen og insisterede på, at han på det tidspunkt ikke anede, hvad menstruation var. Han vidste dog godt, hvad en blondine var, må man gå ud fra. I hvert fald lod han hovedrolleindehaveren Virginia Valli bære blond paryk, og siden krævede han af næsten alle sine kvindelige stjerner, at de blegede lokkerne. Han udstyrede dem desuden i hobetal med solbriller og sorte, høje hæle.

Morskab på skuespillernes bekostning var hverdagskost, i følge Spoto. Dem, der ikke drak alkohol, drak han berusede i uskyldigt udseende frugtdrinks, og dem, der ikke tålte røg, indhyllede han i studierøg og damp. Han insisterede også på, at alle stjerner tiltalte ham ”Hitch – without the cock,” som han tilføjede, og som man aner, havde morskaben seksuelle undertoner. Lige inden, filmen rullede på settet til Shadow of a Doubt, hviskede han eksempelvis frække jokes i øret på den nygifte Teresa Wright. ”Som regel handlede de om uskyldige brude på bryllupsrejse,” mindes hun og tog i øvrigt spøgen med oprejst pande. Det samme gjorde Madeleine Carroll, der ellers fik sig lidt af en hårdhændet start på optagelserne til The 39 Steps. Hitchcock insisterede nemlig på at lægge ud med scenen, hvor hun var lænket til sin medspiller Robert Donat, og da den var ovre, hævdede han i timevis, at han ikke kunne finde nøglen til deres håndjern. Alt i alt endte stakkels Carroll med mange timers nærkontakt af første grad, husker Donat: ”Lænket til mig blev hun trukket ned ad veje, gennem slugter og heder; hun blev overdænges med ydmygelser.”

Under indspilningen til Rebecca var historien den samme. Da 51-årige Florence Bates øvede ansigtsudtryk i spejlet inden sin optræden som Edythe van Hopper, kaldte Hitchcock over radioanlægget: ”Well, Miss Bates – siden hvornår er De begyndt at lege med Dem selv?” Det var dog Joan Fontaine og ikke Bates, der fik den fulde fornøjelse af Hitchcocks luner. Inden et close-up opdagede hun eksempelvis, at han havde placeret en champagneprop mellem sine ben, og inden en emotionel scenen så han sig nødsaget til at slå hende, til hun fik den rette mængde tårer i øjnene.

Men det var de ugengældte besættelser af Ingrid Bergman og Grace Kelly, der for alvor fik fortrængningernes læs til at vælte, argumenterer Spoto. Ikke at Hitchcock nogensinde forulempede hverken Bergman eller Kelly, tværtimod arbejdede han så meget til deres fordel, at begge strålede på lærredet og leverede deres karrieres toppræstationer. Men da Ingrid Bergman forelskede sig i Alberto Rossellini og henlagde sin karriere til Europa, og da Grace Kelly blev fyrstinde af Monacco, meldte desperationen sig. For slet ikke at tale om en tøjlesløs besiddertrang og lyst til at skabe blondiner præcis i sit billede.
Først gik det ud over Vera Miles, som Hitchcock offentligt udnævnte til Grace Kellys efterfølger. Han havde bare ikke taget med i sine overvejelser, at Vera Miles havde sin egen vilje, og at hun for eksempel ikke havde tænkt sig at få en abort for at spille hovedrollen i Vertigo. ”Jeg var stædig, og han ville have én, han kunne forme,” husker hun. ”Når det kom til Vertigo, fik han sin film – og jeg fik min søn.” Rollen gik i stedet til blonde Kim Novak, der forsøgte at få indflydelse på sit udseende i filmen, men uden held. Hitchcocks kontrol var total, og hun endte i de nu legendariske spadseredragter, solbriller og høje, sorte hæle. Da Janet Leigh fik hovedrollen i Psycho, fremgik det fra begyndelsen, at Hitchcock ikke tillod nogen modsigelser. ”Enten ifører de sig kostumerne og spiller rollerne præcis, som jeg vil have det, eller også er de ikke med i filmen,” udtalte han til kostumedamen Helen Colvig. Måske derfor straffede Hitchcock Janet Leigh, da hun nægtede at iføre sig Evakostume i Psychos signatur-brusebadsscene. Scenen blev taget om så mange gange, at Janet Leigh til slut måtte have sminket sin opløste hud.

Alle disse pinsler var dog for intet at regne mod dem, der væltede ind over den 33-årige fotomodel og alenemor, Tippi Hedren. Kvinden, der om nogen fik Hitchcocks kærlighed at føle under optagelserne til først The Birds og derpå Marnie, skal man tro Spoto. Ikke blot afskar han Tippi fra det øvrige set, han hyrede også folk til at udspionere hende udenfor optagelserne, krævede at få total indflydelse på hendes fritidsgarderobe og blev snart stærkt fysisk nærgående. Alt kulminerede under filmens afsluttende fugleangreb. Tippi var forudgående blevet oplyst om, at hun ville blive angrebet af kunstige fugle, man da hun mødte frem til optagelse, var fuglene alt andet end kunstige, og for at opnå den rette effekt, blev deres ben fastgjort til hendes tøj. Efter fem dages udmarvende optagelser brød Tippi Hedren så fuldstændig sammen, at hendes læge ordinerede ti dages absolut ro. Trods Hitchcocks protester. ”Forsøger du at slå hende ihjel?” var lægens meget rimelige respons.
Under indspilningerne til Marnie, som p.s. omhandler en mands forsøg på at totalkontrollere en afvisende kvinde, var Hitchcocks hensigter dog ikke til at tage fejl af. Først bad han Tippi Hedren røre ved sig, dog uden held, derpå brød han ind i Diane Bakers påklædningsværelse og kyssede hende, og til sidst gik han direkte til makronerne. Tippi Hedren fortæller: ”Vi var klar til at filme en scene, da Hitch kaldte mig ind på sit kontor på settet. Han stirrede på mig og sagde, som om det var det mest normale i verden, at fra nu af forventede han, at jeg stillede mig seksuelt til rådighed for ham – uanset hvordan og hvor og hvornår han ønskede det.”

Tippi Hedren sagde nej, og det blev enden på såvel deres samarbejde som Hitchcocks storhedstid. Hedren var dog kontraktligt bundet til Hitchcock for en syvårig periode, og han nægtede at lade hende arbejde med andre, før hendes chance for de store roller i Marnies slipstrøm var forpasset. Kønt var det ikke. I det hele taget kan man dårligt kalde Donald Spotos fremstilling overmåde flatterende for Hitch med eller uden Cock. Til gengæld er tonen gennemgående vidende og sober, sproget er letflydende og de spekulationer, der ofte præger biografier over afdøde stjerner, begrænser sig til et minimum. Endelig har jeg kun røbet ganske få af de ekstraordinært mange sære anekdoter og langt ude citater, som Spoto excellerer i. Er De Hitchcockfan, og kan De klare at se Deres idol falde fra tinderne, er dette helt klart et sommerchok, De bør unde Dem selv.

I Put a Spell On You..

2008-10-11T23:46:00.002+03:00

Kærlighed er en underlig størrelse – vent til du ser mine fødder”

Where do lonely hearts go? Tja, de sidste ti år har mange søgt mod The London Review of Books

David Rose (red.): They Call Me Naughty Lola. The London Review of Books Personal Ads: A Reader (Profile Books) Anmeldelse bragt i Weekendavisen d. 9.2.2007

”Betonfeministisk hadeanmelder, som regel godt lakket til, søger skydeskive M/K, gerne med tydelig afmærkning. Ligner Clint Eastwood (på øjnene). Skriv, hvis du ligner Meryl Streep.” Nu fisker jeg ikke efter en partner. Men hvis jeg havde gjort, havde jeg helt klart indrykket denne uimodståelighed i The London Review of Books, der siden 1998 har lagt spalteplads til kontaktannoncer fra læsere, der er alt andet end k/ærlige og på udkig efter hjemlig hygge, to lys på et bord og traveture hånd i hånd ved skov og strand. Helst til tonerne fra Mozarts klaverkoncert nummer 21.

They Call Me Naughty Lola, hedder deres gravsorte og helt groteske greatest hits, der i mange tilfælde fungerer som deciderede kortprosastykker. Fyldt med twistede historier mellem linjerne om alt, hvad den vestlige verden helst ikke vil røre med en ildtang. Udvalgt af tillæggets redaktør David Rose, der i forordet bider mærke i den afgrundsdybe forskel mellem engelske og amerikanske kontaktannoncer. Mens de ensomme hjerter i The New York Review of Books mindst ligner Angelina Jolie eller (endelig ikke og) Brad Pitt, foretrækker de engelske at brande sig som tabere med stort T (”i et særligt lys ligner jeg Robert Mitchum. I et særligt lys ligner du Kim Novak. For det meste ligner jeg Shrek. For det meste ligner du stadig Kim Novak”), der egentlig bare vil have sex, ”toiletbesøg. Det er her, du kommer ind i billedet” eller alternativt ”en kvinde hvis fornavn begynder med S, eller måske F, og rimer på ’chicken’, og hvis efternavn enten er et stednavn i Shropshire eller en titel på et Earth Wind and Fire-nummer fra 1979. Shicken Boogiewonderland, jeg ved, at du læser dette.”

Jeg læste til gengæld tilfældigt om denne antologi i et par sydafrikanske og australske aviser, hvis anmeldere var himmelfaldne over en kvindelig annonceskriver, der reklamerer med at kunne stifte ild med sin PMS. Blot må jeg konstatere, at hendes dårlige (?) reklame for sig selv er peanuts i forhold til de mor-syge mænd og desillusionerede kvinder, der igen og igen excellerer i egen dårligdom.
I førstnævnte tilfælde fornemmer man ind imellem, at Mor næppe kandidaterer til årets levende svigermor fra helvede. Enten fordi det fremgår direkte (”romantikken er død. Det er min mor også”) eller fordi man har sine bange anelser (”det eneste, der gør mig lykkelig, er at græde foran fjernsynet iført min mors tøj”). I andre tilfælde fornemmer man, at der er vægtige grunde til at holde sig langt væk: ”Hvis Mor kunne se mig nu.. Heldigvis forhindrer hendes dårlige hofte hende som regel i at bevæge sig op ad trappen. Mand, 36, søger kvinde op til 40, før der bliver ringet efter nogen, der kan lave løfteapparatet.” I få, men prægnante tilfælde er man til gengæld absolut mest tryg ved, at moren stadig er i live: ”De kalder mig Boombastic. Du kan kalde mig Monty. Mit rigtige navn er dog Quentin. Men det er kun Mor, der kalder mig det. Og barnepigen. Monty passer mig godt. Alt andet end Træben.” Og så er der selvfølgelig kvinderne, der ikke orker flere mænd med morkomplekser – forstå det, hvem der kan: ”’Mor, jeg er ked af, at jeg dumpede min lægeeksamen, men selv om jeg ikke er læge, er jeg stadig din søn.’ Træt af partnere, der taler i søvne? Mød søvnløs kvinde (51), som har hørt det hele før. Hvis du sover som et alderdomshjem eller tager masser af medicin efter kl. 22, så skriv til mig, og vi kan begge få noget ro.”

Til de desillusionerede henhører dette eksemplar af kvinderacen, der åbenlyst burde kvitte kontaktannoncerne helt: ”Tal ikke, eller du vil ødelægge min allerede ringe mening om dig. Og få så de bukser på. Og parykken.” Hende her burde vist snarere melde sig til Fremmedlegionen: ”Det sidste, jeg orker, når vi gør det forbi, er at mødes på en café og mindes, hvor sjovt vi har haft det – giv mig en skinny mocha latte – men nu må vi videre – og kan jeg også få et stykke wienerbrød, tak. Enten splitter vi op på en kaffebar i Milano – og du betaler regningen (inklusive fly) – eller også splitter vi slet ikke op. Forventer intet følelsesmæssigt engagement fra dig, så tro ikke, at din mangel på opmærksomhed går mig på endsige din overoptagethed af arbejdet/vennerne/tv’et. Knus mit hjerte og forlad mig – du er ikke spor anderledes end de andre. Fun, fun, fun hos billetmærke 8321.”
Morskaben er også svær at få øje på hos annonceskriverne, der enten indleder med udråb som ”skal jeg absolut møde alle mine kvinder i retten?” eller ”jeg har ladet mig skille fra bedre mænd end dig.” Men mest antimorsom lyder trods alt denne invitation: ”Jeg har tænkt mig at bruge sommeren på at stene over mine forliste forhold. Du kan være med, hvis du har lyst, men du skal bare vide, at du ikke kan leve op til Sandra, Jackie, Dawn, Helen, Karen eller Peter.” Så hellere hende her, der i det mindste lover én en tur i høet, inden hun flænser en for formuen: ”5. september er årsdagen for min skilsmisse. Det samme er 27. november, 12. januar, 8. marts, 21. juni. Sommermånederne er som regel roligere – benyt det gode vejr og skilsmisseadvokaternes sommerferie til at date utålmodig, pengegrisk PR-kvinde.”

Skal man tro redaktøren, tilhører avisens læsere den intellektuelle (!) veluddannede middelklasse mellem 35 og 55 år. 35% af mændene er undervisere. Forhåbentlig ikke som ham her: ”Mangler fantasi, taler for meget, er ofte fraværende. Se på mig, frøken Webster fra fjerde år. Historieprofessor, 56. Mangler fantasi, taler for meget og er ofte fraværende. Søger kvinde. Billetmærke 8025” mens 28% af kvinderne arbejder i forlagsbranchen. Af dem angiver hele 83%, at de er overspændte og ulykkelige a la hende her: ”Forlagsredaktør (28) søger en hvilken som helst form for glæde på denne kolde, trøstesløse klode med alt for mange Nick Horneby boganbefalinger at indsamle. Kunne være lesbisk for den rette kvinde.” De homoseksuelle er ellers så godt som fraværende fra annoncerne, når man ser bort fra überkræsne typer (”ikke alle bibliotekarer er lesbiske og hedder Susan. Jeg er dog, og jeg vil gerne møde en kvinde op til 35, der ikke er bibliotekar, og som hedder enten Polly, Kate eller Demeter,”) ikke-udsprungne typer (”min idealkvinde er en mand. Undskyld mor”) eller tvivlstilfælde (”som ovenstående, men bedre uddannet og mere belæst. Også større bryster. Mand, 38, Watford.”)
I tvivl er man til gengæld ikke om graden af desperation efter en partner hos flere annonceskrivere. Det gælder i suspekt grad denne mand: ”At jeg skriver denne annonce, betyder ikke, at jeg er desperat. At jeg tilbyder alle svarpersoner et gavekort på femten pund til bøger, betyder til gengæld, at jeg er. Mand, 37, tilbyder alle svarpersoner et gavekort på femten pund til bøger (medsend fuldt CV, sygejournal og bevis på, at du er brunette med samme fornavn som min mor.” Så hellere hende her, der i hvert fald ikke skal beskyldes for at diskriminere i væsentlig grad: ”Kvinde på 38 søger mand op til 45. Eller kvinde op til 50. Eller hvem som helst op til 60.”

Har ingen af de foregående annoncer ramt Dem lige i hjertekulen, har jeg gemt de to bedste til sidst. For hvem kan stå for ham her: ”At skrive denne annonce har givet mig den største tilfredsstillelse, jeg har oplevet, siden det lykkedes mig at stryge mine bukser (14. juni 1998). Billetmærke 2473” eller hende her: ”Sidste gang, jeg havde det så skægt, var jeg på fyrre piller om dagen. Det går kun ned ad bakke fra nu af, så skriv til ustabil kvinde, 36, før morskaben forsvinder og recepten løber ud. Billetmærke 4312” Man er jo helt ked af, at billetmærkerne ikke længere fungerer, ikke?

Foto: Alyz Tale "I Put a Spell on You"

Støt sagen!

2008-09-18T18:52:00.002+03:00

I 2003 fik min mor konstateret brystkræft. Nu, fem år senere, er hun erklæret rask, og sådan går det da gudskelov for mange. Men der er også mange, der ikke er så heldige, flere og flere kvinder får konstateret brystkræft herhjemme, og der er brug for penge, bl.a. til bedre behandlingsformer.

Kræftens Bekæmpelse har bedt mig være pioner for landsindsamlingen Støt Brysterne, og da jeg fik tilbudet, sagde jeg straks ja. Giv et bidrag til min indsamling og støt sagen her

Bette the Diva

2008-07-03T12:35:00.005+03:00

She’s Got Bette Davis Eyes
Ny Bette Davis-biografi går tæt på filmlegenden i flyvende patchworkstil

Anmeldelse af Charlotte Chandler: Bette Davis. The Girl Who Walked Home Alone (Simon & Schuster, 2007) trykt i Weekendavisen d. 20.06.08

Det er præcis hundrede år siden, Ruth Elisabeth ”Bette” Davis kom til verden i Lowell, Massachusetts. 77 år siden, hun debuterede som filmskuespiller i The Bad Sister (1931). 73 år siden hun vandt sin første Oscar for Dangerous, 70 år siden, hun vandt sin anden for sydstatsdramaet Jezebel og 19 år siden, hun døde. 81 år gammel og martret af fire hjerneblødninger, brystkræft og datteren B.D. Hymans My Mother’s Keeper (1985). Et sønderlemmende kritisk opgør af en bog, der fremstiller Davis som en selvcentreret alkoholiker, klar til at gøre datteren til sin rejseledsager med pil til tjenende ånd. ”Et hadefuldt anklageskrift,” kalder Bette Davis bogen i Charlotte Chandlers nyligt udkomne biografiske interviewbog The Girl Who Walked Home Alone. Anklagerne var dog blide i sammenligning med dem, der ramte Bette Davis’ ærkerival Joan Crawford i alle filmstjernedøtres exposé nummer et, Mommie Dearest (1978). Her fremstiller Christina Crawford sin adoptivmor som en fysisk voldelig og psykisk misbrugende, hjerteløs alkoholiker og satte i den grad børnemishandling på dagsordenen. Ikke mindst da bogen blev filmatiseret med Faye Dunaway i hovedrollen som Joan Crawford.

Hverken Crawford eller Bette Davis så deres døtre igen ovenpå den offentlige storvask, ligesom begge filmdivaer gjorde døtrene arveløse. ”En iøjnefaldende mangel på loyalitet og en sølle tak for det meget privilegerede liv, jeg føler, jeg har givet dig,” skrev Bette Davis bittert i memoirerne This N’ That. Opgøret fylder dog forbløffende lidt i Charlotte Chandlers interviewbog i betragtning af, at bogen baserer sig på en lang række interviews med Bette Herself, hendes venner og bekendte, fra den periode, hvor både My Mother’s Keeper og Mommie Dearest udkom. Nemlig fra 1980 til kort før hendes død.

Hvorfor interviewbogen først udkommer nu, vides ikke, og i det hele taget indbyder bogen ofte til udelt undren. Både med sin temmelig uformidlede, patchworklignende form og med sit indhold. For mens formen uden varsel skifter fra Davis’ signaturpunchlines stablet ovenpå hinanden til livløse resumeer af hendes 87 (!) film, fremadskridende biografisk stof og lange lovprisninger af diverse instruktører, mandlige skuespillere og mænd i det hele taget, lader biografisten Bette Davis skøjte påfaldende let hen over et utal af nøglepersoner. Hun undlader også selv at interviewe dem. Foruden B.D. Hyman gælder det Davis’ psykisk ustabile lillesøster (”hendes problem var, at der ikke var noget, hun var bedre til end mig”), hendes retarderede adoptivdatter, adopterede søn og sekretæren Kathryn Sermak, som Bette Davis andre steder omtaler som sin datter. ”Hun blev, hvad mor havde udset mig til at være,” skriver B.D. Hyman på sin hjemmeside. Hun er nu genfødt kristen og forkynder i sin egen frikirke i Virginia. Særligt underlige bliver udeladelserne når man medtænker, at Charlotte Chandler er en overordentligt velestimeret bestsellerbiografist, der blandt andre har levendegjort Joan Crawford, Ingrid Bergman, Billy Wilder, Alfred Hitchcock, Federico Fellini, Groucho Marx og snart Mae West. Efter sigende indvilligede sidstnævnte først i at lade sig interviewe, da hun så Chandlers enorme, blonde bryllupskagefrisure.

Bette Davis, derimod, behøvede ingen overtalelse, for hun ringede selv Charlotte Chandler op for at byde sig til. ”En ganske almindelig dag i marts ringede min telefon. Jeg tog røret og hørte en karakteristisk kvindestemme sige mit navn. Stemmen havde jeg kendt hele mit liv, om end kun fra biograflærredet og fjernsynsskærmen. Det var Bette Davis.” Hun inviterede Chandler til Lombardy Hotel på Manhattan og tog imod iført draperet kjole, skinnende strømper, falske vipper og rødmalet mund, der fik Chandler til at føle, at hun trådte direkte ind i Warner Brothers-film fra 40erne. ”At lege, man er hjemme, er en børneleg, jeg aldrig har lagt fra mig. Mit hjem har altid betydet alverden for mig. Det var mit kongerige, selv om det snarere blev mit dronningerige,” beklagede Bette Davis, da hun viste Chandler rundt, og netop manglen på kærlighedsliv, der var værd at skrive hjem om, er da også bogens omdrejningspunkt.
For kvinden, der kun overgås af Katharine Hepburn på American Film Institutes liste over alle tiders største kvindelige filmstjerner, havde absolut ikke langtidsholdbart held med sig, når det gjaldt mænd. Hun var ellers ikke genert af sig. ”Hysteri er som at få en god orgasme. Det er godt for dig” og ”en kvinde kan leve uden sex, men ikke uden håbet om sex,” udtaler hun, for ikke at tale om ”jeg var meget seksuelt tilfredsstillet under indspilningen af All About Eve. Gary (Merrill. Hendes fjerde ægtemand) var en vidunderlig elsker. På det tidspunkt havde jeg endelig fattet forskellen. Han var blid, betænksom – og atletisk” og (om Laurence Olivier) ”jeg havde sex med ham tusindvis af gange – i mit hoved, alene i sengen eller nogle gange når jeg elskede med andre mænd.”

Virkeligheden så dog lidt anderledes ud end de lyserøde drømme. Først var der den ignorante far. Han forlod familien, da Bette Davis var lille og havde ikke et gram tiltro til hendes skuespiltalent. Modsat moren Ruthie. Hun støttede sin datter så meget, at hun udslettede sig selv totalt og gav Bette Davis livslang dårlig samvittighed. Dernæst var der hele fire ægtemænd og et utal af elskere, der ”aldrig virkelig forstod mig. Når jeg tænker over det, har ingen mand virkelig forsøgt. Well, med undtagelse, måske, at transvestitperformerne.”

Hvorvidt problemet var Bette Davis’ overvældende karriere, hendes besværlige karakter eller dårlige dømmekraft, er ikke helt til at sige. Selv har hun selvironi nok til at antyde en skønsom blanding. ”Hvis en mand er dedikeret til sit arbejde, er han mere mandlig. Hvis en kvinde har det på samme måde, er hun mindre kvindelig,” udtaler hun, og i rapmundet stil spidder hun ægteskaberne et efter et. Om første levende billede, Harmon Nelson, hedder det f.eks. ”Jeg vil tro, at hvad jeg virkelig havde brug for, var en god hustru. Desværre havde Ham det på samme måde”. Davis’ helt store kærlighed var dog filminstruktøren William Wyler. Han instruerede hende i storfilm som Jezebel, The Little Foxes og The Letter og sikrede hendes navn permanent plads over filmtitlen. Men privat fik han hurtigt nok. ”Efter et stykke tid blev det temmelig drænende,” husker han. ”Det virkede som om, hun fandt det stimulerende at skændes for ikke at tale om at gøre det godt igen.”

Fjerde og sidste ægteskab med den atletiske Gary led til gengæld voldsomt under, at parterne snarere forelskede sig i hinandens roller i All About Eve end i hinanden. “Navnene på vielsesattesten skulle have været Margo Channing og Bill Sampson. Vi blev nødt til at fortsætte med at spille hovedrollerne i en endeløs sæbeopera,” bemærker hun syrligt. Problemet med at adskille Bette Davis fra alle filmrollerne – ofte af bitchet tilsnit - var ellers snarere et problem for verden end for hende selv. Altså bortset fra at hun, efter eget udsagn, ”måtte slæbe rundt på alle striglerne hele tiden.” ”Man er ikke nødvendigvis en bitch, fordi man spiller én,” understreger hun flere gange. ”Jeg træder ind i en karakter. Karakteren træder ikke ind i mig.”

”She did it the hard way,” står der på Bette Davis gravsten, og derom ingen tvivl. Bette Davis arbejdede sig op fra ingenting med et udseende, der på ingen måde svarede til tidens blonde filmstjerners. ”The little brown wren,” blev hun kaldt, til en kameramand overbevist Universal om, at der var potentiale i hendes smukke øjne. Perfektionisme var et af hendes helt store særkender, både i storhedstiden frem til All About Eve (1950) og da hun som ældre måtte tage til takke med dubiøse roller i skrækfilm. Uanset hvad var hun forberedt til fingerspidserne. ”Man har kun bestået crap-testen, når man har gjort sit bedste i en dårlig film,” udtaler hun. ”Jeg er stolt over aldrig at have dumpet den.”
To af hendes andre særkender så dagens lys med succesfilmen Now, Voyager (1942), der, som mange af Davis’ øvrige film, appellerede særligt til den såkaldte handkerchief crowd. Kvinder med andre ord. Det gjaldt regnvejrsscenen, der siden optrådte i samtlige af hendes film, samt cigaretterne. Tændt på udsøgte steder, naturligvis. ”Nogle sagde ligefrem, at mine cigaretter burde have vundet en Oscar. Det er ganske vist en overdrivelse. Måske en Oscar for bedste birolle.”

Når det kom til Oscars, var Bette Davis nomineret ti gange, og stod det til hende, havde hun vundet sin tredje for rollen som Baby Jane Hudson i den afsindige gotiske gyser What Ever Happened to Baby Jane? (1962) Efter nogle mildt sagt magre år revitaliserede filmen nemlig både hendes og – ironisk nok - medspilleren Joan Crawfords karrierer, og begge kvinder bitchede om hinanden på livet løs. Bette Davis er dog forholdsvis afdæmpet i Chandlers aftapning, hvor hun nøjes med at sige ting som ”Miss Crawford ville se så pæn ud som muligt. Jeg ville se så frygtelig ud som muligt. Miss Crawford var en gamourpuss. Jeg var en skuespiller.” I andre sammenhænge ytrer hun sig skarpere: ”Jeg havde det allerbedst med Joan Crawford, da jeg skubbede hende ned ad trappen i What Ever Happened to Baby Jane?”

I det hele taget var Bette Davis ikke altid venligt stemt overfor sine kvindelige medspillere og vice versa. Især ikke hvis de var på nogenlunde samme niveau som hende selv, for alle divaer gjorde hvad de kunne for at stjæle hinandens scener og score så mange close-ups som muligt.
Endelig var Davis åbenlyst mere vild med sine mandlige instruktører end med deres koner, og som årene gik og hendes divastatus steg, gik hun virkelig til makronerne. Ikke blot fik hun indføjet i sine kontrakter, at hun kunne fyre sine instruktører, hvis hun ikke var tilfreds med deres arbejde. Hun snoede også mange af dem om sin lillefinger. Deriblandt Vincent Sherman, der instruerede hende i Mr. Skeffington (1944). Han havde sit hyr med at stille hende tilfreds, til han fandt på at invitere hende med i seng. ”Derefter ville hun være blid som et lam i fire-fem dage,” mindes han. Instruktøren Robby Lenz’ kone Sherlee var knap så tilfreds med Bette Davis’ stil eller mangel på samme. Eksempelvis præsenterede hun sig aldrig, når hun ringede og spurgte efter Lenz, og ydermere foregav hun ikke at vide, hvem Sherlee var, selv om de havde truffet hinanden adskillige gange. ”Sig til Mr. Lenz, at jeg har ringet,” sagde hun bare, og det fik først en ende, da Sherlee spurgte hende, hvem hun måtte sige havde ringet. Men måske havde Bette Davis det bare svært med telefoner. Skuespilleren Debbie Reynolds mindes: ”Hvis hun ikke gad tale i telefon med én, så foregav hun bare at være en anden. Forestil dig det! med den stemme. ’Miss Davis er her ikke. Hvem ringer? Lige et øjeblik.’ Og så ville hun gå og komme tilbage og sige ’Hallo kæreste Debbie. Jeg var ikke sikker på, at jeg var her.’”

Larry Cohen, der instruerede Bette Davis’ sidste film The Wicked Stepmother samme år, som hun døde, husker hende som lidt af en excentrisk diva: “Jeg besøgte hende, og hun havde skaffet et par parykker, som hun kom ud og fremviste, meget koket paraderede hun rundt. Hun var ekstremt flirtende af en gammel dame at være.” Selv havde hun dog få illusioner tilbage. ”Jeg er, hvad der er tilbage af Baby Jane. Hvert eneste af mine år afslører sig. Men i det mindste er jeg ikke en af den slags kvinder, der ikke vil indrømme, at jeg er fyrre, før jeg er over halvfjers.” Her henviser hun uden tvivl til Joan Crawford, der aldrig røbede sit fødselsår. Davis’ ’personlige biografi,’ som Charlotte Chandler kalder genren, er fyldt med den slags oneliners, der gør læsningen underholdende, og så har jeg endda gemt den bedste til sidst. ”At være forelsket er ikke noget, man kan være alene med undtagelse, selvfølgelig, af et par mænd, jeg har kendt, som var forelskede i sig selv.”

Selv i denne mærkelige patchworkfom stråler Bette Davis med usvækket styrke. Hendes helt store kærlighed var filmen, og man må sige, at publikum kvitterede. Og fortsat kvitterer. For tiden sender amerikanerne eksempelvis breve med Bette Davis-frimærker for at markere hundredåret for hendes fødsel, og den afsindige What Ever Happened to Baby Jane? er netop genudsendt som dvd. Den bør De unde Dem selv, hvis De endnu var den til gode. Så kan De ved samme lejlighed snuppe Chandler-biografien og B.D. Hymans omdiskuterede version af legenden.

Sommerlæsning

2008-06-25T23:49:00.005+03:00

Det fede ved at være i Berlin er blandt andet Saint Georges New & Used Books, Wörther Str. 27 i Prenzlauer Berg. En fantastisk engelsksproget boghandel, der kan skaffe hvad som helst og derfor står for mit samlede feriebibliotek i år. Det består af..

1. Marisha Pessl: Special Topics in Calamity Physics. Ung, amerikansk forfatterinde skriver murstensbestseller med krimiplot om overbegavet teenager, der citerer klassikere i et væk.

2. Camilla Gibb: Mouthing the Words. Debutroman fra min canadiske yndlingsforfatter. Om ung, skrøbelig kvinde, der forsøger at slippe fri af traumatisk barndom i Canada.

3. Trezza Azzopardi: Winterton Blue. Dysfunktionelt familiedrama på én eller anden måde, der er svær at blive klog på. Jeg har bare længe villet læse noget af den maltesiske forfatterinde.

4. Helen Oyeyemi: The Icarus Girl. Debutroman fra nigeriansk forfatter om en pige, der lever i sin egen fantasiverden mellem drøm og sindssyge. Kæmpe hit i det meste af verden.

5. Ali Smith: Girl meets Boy. Ovids Metamorfose omskrevet af fantastisk, britisk forfatterinde med det outstanding, lyrisk sprog. Alle hendes bøger kan varmt anbefales.

6. Tracey Emin: Strangeland. Erindringer fra en af Englands største kunstnere. Sparer ingen og mindst af alle Tracey selv.

7. Karen Russell: St. Lucy's Home for Girls Raised by Wolves. Debutnovellesamling fra Florida med virkelig skæve, eventyrlige historier. Bliver virkelig opskrevet rundt omkring.

Foto: CinemaCowgirl xxvi & Darkshapes 9899

Danmark dejligst

2008-06-20T10:12:00.003+03:00

Jeg er i Berlin - deraf stilheden her på bloggen - og så er jeg i ALT for damerne denne uge. Sammen med en stribe andre kvinder og en enkelt mand svarer jeg på spørgsmål om, hvad der gør Danmark dejligst.

1. Mit yndlingssted i Danmark er...

helt klart København, hvor jeg har boet de sidste tolv år. Ind imellem får jeg akut udlængsel, fordi jeg efterhånden har minder knyttet til hver eneste gade i byen, men på den anden side er her skøn arkitektur, de bedste cykelmuligheder, venner tæt på og havet lige rundt om hjørnet, og så bor jeg fantastisk. Jeg vil næsten sige, at lejligheden er mit yndlingssted i Danmark lige nu.

2. Det bedste ved at være dansk er...

den høje skatteprocent. Den er jo med til at sikre, at vi alle har de bedst mulige betingelser for et værdigt liv. I praksis synes jeg nok, at vi bør passe noget bedre på velfærdsstaten, end vi gør lige i øjeblikket, ganske uagtet at ordet ’velfærdsstat’ i sig selv er svært usexet. Jeg tror egentlig grundlæggende, at solidariteten og medmenneskeligheden ligger mange danskere på sinde.

3. En dansk særhed, som jeg holder af, er...

nødning, men kun når det er min mormor, der nøder mig. ”Nu har jeg stået her og lavet mad, og så kan du ikke engang spise op!” og ”det er da synd at smide den lille portion ud!” kan hun finde på at sige, og det er topunderholdende. Især fordi hun mener det.

4. Når jeg er væk fra Danmark, savner jeg mest...

at tilbringe tid med mine venner, tale med min mormor, den frie udsigt fra mit arbejdsværelse og ordentlig lakrids. Jeg savner også tit en hurtig internetforbindelse, men det er et mere dubiøst savn, for jeg skal helt klart øve mig i at slukke for min computer. Når man som jeg arbejder hjemme, har arbejdet tendens til at brede sig ud over det hele.

5. Som dansker har jeg grund til at være stolt af...

at Danmark som det første land i verden legaliserede registreret partnerskab. Beklageligvis er der ikke sket så mange revolutioner på ligestillingsområdet siden.

6. Dansk mad, når det er bedst, er...

min mormors hjemmelavede suppe med kød- og melboller serveret i hendes mågestel med hæklet serviet i servietring ved siden af tallerknen. Det er alt for længe siden, hun har lavet den suppe. De sidste år er hun desværre blevet utrolig glad for grillkyllinger.

7. Det danske vejr er...

det kedeligste samtaleemne. Det bliver hverken værre eller bedre af at tale om det, og det eneste, man kan gøre fra oktober til februar, er at rejse sin vej. Til gengæld er der ikke noget skønnere end Ørstedsparken i København om sommeren, når alt er grønt, og folk leger, at det er 40 graders varme, selv om det højst er 18 grader, når solen står på. Det er optimisme på højt plan.

8. Min yndlingsdansker er...

må jeg nævne min ægtefælle Annette? Hvis ikke nævner jeg glad og gerne Leonora Christina Ulfeldt. Kalder man i ramme alvor sine erindringer Jammersminde, har man da et dramaqueenpotentiale, som selv jeg må bøje mig i støvet for. Jeg er også ret vild med Grevinde Alexandra, især efter at hun har skiftet prinsessetitlen ud med et antageligt langt bedre liv. Hun er indbegrebet af værdighed, synes jeg.

9. Jeg bryder mig ikke om Danmark, når...

alting bliver så småt og intolerant overfor mennesker, der ikke har boet her de sidste tredive generationer eller, alternativt, insisterer på andre livsformer end far, mor og børn. Jeg ville virkelig ønske, at der var større albuerum, og jeg er ærgerlig over, at mange danskere er så bange for ’det fremmede’ uden at kunne diske op med andet end fordomme, når man spørger, hvad de helt præcist er bange for.

10. Jeg føler mig allermest dansk, når...
jeg skriver. Mit sprog er jo dansk, og jeg holder meget af alle nuancerne, rytmen og farverne i det. Jeg føler mig også vældig dansk, når jeg er til gudstjeneste og synger salmer. Jeg er opvokset med dem, for i min folkeskole sang vi morgensang hver morgen, så jeg kan et større antal udenad. Den højstemte side af Danmark burde helt klart snart få en revival.

Links, links & links..

2008-05-28T23:01:00.005+03:00

Favorithjemmesider

Bragt på Informations site 28.05.08

The New York Times Book Review
Salon
The Asian Review of Books
Jeg nyder at finde de cooleste og mest nyskabende engelsksproget bøger, som ingen i Danmark har hørt om – før jeg omtaler dem i Weekendavisen ;-) Derfor lægger jeg vældig ofte vejen forbi min personlige treenighed af bogsites. The New York Times Book Review må være alle bogtillægs moder; dybdeborede artikler og anmeldelser, fed essayistik og de bedste skribenter, blandt andre min yndlingskritiker Michiko Kakutani. Salon er stedet for de hårdtslående faglitterære udgivelser, og i The Asian Review of Books (og The African Review of Books http://www.africanreviewofbooks.com/) finder jeg bøger fra dele af verden, som vi alt for sjældent læser om i Danmark.

Jeanette Winterson
Orange Prize for Fiction
Vil man anerkendes som forfatter i Danmark, er det en stor fordel at skrive sine bøger og ellers holde sin kæft. Især hvis man er kvinde. Sådan er det ikke i England og USA, hvor de mest anerkendte forfattere både anmelder litteratur og skriver hårdtslående kommentarer og essayistik. En af dem, der gør det særligt godt, er Jeanette Winterson, der tilfældigvis også er en af mine yndlingsforfattere. Hendes site er opdateret, og man kan bruge timer på at gå på opdagelse i hendes boganmeldelser, klummer og litterære bagkatalog. Vil man finde morgendagens stjerner, er det værd at tjekke Orange Prize for Fictions hjemmeside ud. Før de fleste andre eksponerede de f.eks. Monica Ali, Sarah Waters, Kate Atkinson, Zadie Smith og Ali Smith. Sidstnævnte er, som Jeanette Winterson, både en blændende forfatter og en skarp litteraturkritiker.

The Ectophiles' Guide to Good Music
Collected Sounds
emusic
En ectophile er en m/k, der lytter til originale og eksperimenterende singer/songwriters som f.eks. Kate Bush, Happy Rhodes, Tori Amos, Noe Venable, Regina Spektor, Veda Hille, Fiona Apple og PJ Harvey. Ecto er også en mailingsliste, hvor folk fra hele verden – mig selv inklusive - poster anmeldelser og anbefalinger af ecto-musik. Anmeldelserne havner efterfølgende på The Ectophiles' Guide to Good Music, der er en komplet kommenteret liste over feltet og alle væsentlige udgivelser de sidste tyve år. Alternativt kan man klikke sig ind på Collected Sounds, der skrives af ectomedlemmer og omtaler up-and-coming kvindelige singer/songwriters. Endelig er emusic det perfekte sted at finde og downloade alternative, indie- og elektronisk musik fuldt lovligt.

Art & Ghosts
We're All Mad Here

Godt nyt for alle, der som jeg er vild med Alice i Eventyrland, Julie Nords tegninger, Loretta Lux' fotografi, Angela Carters bøger, Katrine Ærtebjergs billeder og lignende kunstneriske udtryk. Ankerkvinden Louise Robinson uploader og sælger sine syrede digitale kollager, tegninger og malerier på Art & Ghosts og poster sine bedste links til lignende kunstnere på We're All Mad Here. Jeg fandt hende på Flickr, der vel nok er nettets fedeste billedsite lige nu, og det er gennem hende, at jeg har opdaget kunstnere som Audrey Kawasaki og Mark Ryden

Og PS: Sidder du nu og studser over, at jeg anbefaler så mange kvinder og så få mænd, så spørg dig selv, om du ville studse, hvis fordelingen havde været omvendt: En masse mænd og få eller ingen kvinder. Svaret er sandsynligvis nej, for sådan ser fordelingen almindeligvis ud, når kvinder og mænd anbefaler deres yndlings-et-eller-andet, og ingen lofter et øjenbryn. Giv det en tanke og ihukom dig Mae Wests gyldne ord: "those who are easily shocked should be shocked more often."

Billeder: AV Photography "Sideways" & "The Shadow Proves the Sunshine"

Nitte

2008-05-06T23:04:00.004+03:00

Herpå havde de samleje

Anmeldelse af Mads Holger: Alle går rundt og forelsker sig. En idéhistorie (Forlaget Bindslev, 255 sider, 249 kr.) og Paula Larrain & Mads Holger: Uden for citat (Rosinante, 207 sider, 249 kr.) Bragt i Weekendavisen 25.04.08

Jeg kan kun komme på én falleret mesalliance på Se&Hør-niveau, der har lige så stor underholdningsværdi som IT-milliardæren Erik Damgaards stormfulde forhold til brystbomben Anni Fønsby. Det er Paula Larrains særdeles kortvarige ægteskab med den weltschmertzplagede teologistuderende Mads Holger, der desværre er stærkt ufotogen og verbalt udfordret, men ikke desto mindre har udviklet en vidtgående afhængighed af at tale ud i de kulørte medier. Først var det om jalousidramaet i Vild Med Dans, hvor han truede Paula Larrains angiveligt nærgående dansepartner med tæsk. ”Paula var meget, meget ked af det og brød sig ikke om det. Paula gik i bad. Hun havde siddet og grædt. Så gik jeg ned og fandt hans telefonnummer og ringede til ham. Og jeg tilstår blankt, jeg snakkede med meget store bogstaver. Jeg var vred. Jeg var rigtig vred,” udtalte han.

Kort efter smed Paula sin nu politianmeldte frelser ud, så han måtte bo i et sommerhus. Det talte han også ud om, og nu forsøger han så at promovere sit selvbiografiske meisterwerk Alle går rundt og forelsker sig. En idéhistorie. Blandt andet ved at tale ud om faren, der begik selvmord efter at være dømt som sexforbryder, og om sin traumatiske ungdom, der gik op i druk og hor. ”Den ene forelskelse erstattede den anden. Det blev banalt og trist. Jeg levede med mig selv for øje, og det er en kedelig erkendelse pludselig at gøre sig,” bekendte han i Ekstrabladet forleden. Desværre har erkendelsen af egen historiske banalhed ikke haft en afsmittende effekt på hans værk. Eller værker, hvis ret skal være ret. For samtidig udkommer den satiriske roman om politisk spin, Uden for citat, der godt nok bærer Paula Larrains navn alene, men har begges navne i kolofonen.

Hvis jeg var Mads Holger, er jeg ret sikker på, at jeg ville have spillet på spinhesten i stedet for på idéhistorien. Ikke sådan at forstå at Uden for citat er en fremragende roman, som jeg med glæde ville have lagt navn til, men sammenlignet med Alle går rundt og forelsker sig, er den ren verdenslitteratur. Her er trods alt både et vist mål handling og et sprog, der lader sig læse. Idéhistorien, derimod, mangler sjovt nok både en idé og en historie. Faktisk består den af en række stærkt uprægnante tilbageblik på gymnasietiden i 90erne og årene derefter, hvor Mads Holger i følgeskab med sine venner drak sig i hegnet og scorede den ene pige efter den anden. Flere gange overvejer man, om det er den samme historie, man læser igen og igen, men allerværst er dog, at bogen er skrevet på et forceret højstemt dansk, som tror Mads Holger i ramme alvor, at han er Den Unge Werther. Desværre virker resultatet dog snarere faux-gammeldags på en dilettantisk måde, især fordi Mads Holder hverken har ordene eller rytmen i sin magt. Her er et af utrolig mange eksempler: ”Jeg rakte buketten mod hende, men hun knejsede blot koket og viste mig det forfærdelige syn af sin ryg, hvorved lysene i mine øjne slukkedes, så tusind stjerner yderligere blev synlige på himlen idet hun forsvandt ind i sit hus, og dog lod døren stå åben bag sig, hvorfor vi naturligvis fulgte efter.”
Dette ’vi’ inkluderer ikke læseren, lad mig sige det sådan, men til gengæld må man give Mads Holger, at erindringerne byder på en vis underholdningsværdi. Ufrivilligt, gætter jeg på. Bedst er konstateringen ”min veltalenhed havde skænket mig et ornamenteret levned,” men også titlen har potentiale. Mads Holger behøver i hvert fald ikke at frygte, at alle går rundt og forelsker sig i hans skriverier, og faktisk tror jeg heller ikke ubetinget, at de forelsker sig i Uden for citat.

Jeg ved ikke med Dem, kære læser, men personligt har jeg umådeligt svært ved at se dette power couple som indbegrebet af god spin. En voldsmand in spe med patetiske Wertherdrømme og en tidligere studievært, hvis politiske vision aldrig blev større end den famøse genindførelse af morgensang i folkeskolen. Samtidig skal det siges, at formår man at sætte sig ud over forfatternes manglende spinkompetencer in real life, er dette langt fra den ringeste bog, jeg har læst om magtspillene på Christiansborg. Her er masser af buzzwords og insidertermer, namedropping af alle de rigtige cafeer i Indre By og en rimelig fornemmelse af at være i kyndige hænder, når det kommer til magtspillenes anatomi.
Som Idéhistorien lider Uden for citat dog under en meget, meget tynd, repetitiv hovedhistorie, der faktisk får én til at ærgre sig over, at Paula Larrain tabte til Helle Sjelle. Der er ingen tvivl om, at Paula Larrain ville fungere optimalt i politik, så behændigt, som hun gentager sig selv. Vi følger den beregnende spindoktor Mikkelsen og de mange wheelings og dealings, han må igennem, når hans minister dummer sig eller er ved at blive afsløret i smudsige personhistorier. Og hver gang er skabelonen den samme: Mikkelsen må stikke journalisterne en bedre historie for at afværge katastrofen. Helst skal den omhandle nye, spektakulære lovforslag, som han drømmer op på stedet og siden sætter maskineriet til at udarbejde. På den måde er det reelt spindoktorerne, der styrer landet, og retningen afhænger af tilfældigheder, populistiske indfald og evnen til at udradere de mennesker, man ikke længere kan bruge.

Mit gæt er så, at bogen ville have vundet ved en større historie, der drev læsningen frem. Drivkraften er i hvert fald temmelig fraværende i store dele af bogen, sidehistorierne breder sig, og bedre bliver det ikke af, at sproget virker ualmindeligt køligt, distant og refererende. Sandsynligheden for, at der er udgydt en eneste dråbe hjerteblod under skrivningen, er lig nul, og i lange passager får man decideret mistanke om, at forfatterne har forsøgt at imitere Politikens lørdagsklumme, hvor en kendt beretter om sin hektiske uge. ”De to kolleger sludrede lidt, og da Lund spurgte, om Mikkelsen kom til transportministerens reception senere på dagen, svarede Mikkelsen, at naturligvis gjorde han det, uden at tænke over, hvordan han skulle sno sig ud af en aftale, han og kæresten havde med Stoffer og dennes nye flamme. Sådan var vilkårene i moderne politik. Man måtte være på stikkerne hele tiden. Til gengæld lavede han morgenmad på sengen til kæresten og satte sig ind for at spise med hende. Herpå havde de samleje.”

Kæresten er blot én af mange sært endimensionale bipersoner, der aldrig bliver til andet end karikaturer på papiret. Faktisk er selv Mikkelsen en karikatur, og tilbage sidder man med fornemmelsen af, at det ikke ligefrem var nødvendigheden, der drev forfatterne til tasterne. Hvad det så var, kan man kun gisne om, men resultatet er i hvert fald sært tomt og hult. Vist er det satire, og vist er emnet spin, men det kradser aldrig for alvor, når man kun når to centimeter ind. Det rimede lige så flot, som hjerte rimer på smerte, og i grunden tror jeg, at både Mads Holger og Paula Larrain med fordel kunne få fat om begge dele. I hvert fald hvis det er bøger, de vil skrive.

Illustration: Art and Ghosts

2008-04-26T22:03:00.006+03:00

Lige nu lytter jeg til..

(når jeg ikke lytter til Goldfrapps Seventh Tree & Sias Some People Have REAL Problems..)

Suzanne Vega: Beauty and Crime som jeg burde have købt for længst i betragtning af, hvor meget jeg har lyttet til Songs in Red and Gray og Solitude Standing. 35 minutter kort, men helt klart et af hendes mest inspirerede, melodiske albums til dato med masser af cello i omkvædene og fortællende sangskrivning i top. Jeg er særligt vild med "Pornographer's Dream", "Ludlow Street" og "Edith Warton's Figurines", men alle elleve sange har vist sig langtidsholdbare.

Orenda Fink: Invisible Ones som jeg havde læst temmelig blandet om de forgangne par år. Orenda var den ene halvdel af den multitrackede shoegazepigegruppe Azure Ray, og den anden halvdel, Maria Taylor, blev gang på gang fremhævet som en mere helstøbt soloartist. Nu er jeg også vild med Maria Taylor, men jeg kan faktisk lige så godt lide Orenda Finks debut, der stilmæssigt lyder som en krydsning mellem Azure Ray og Sinead O'Connor omkring Faith and Courage. Et langsomt, men temperamentsfuldt og spirituelt album med smukke hooks og meget under overfladen. Det bliver ikke bedre end "Invisible Ones Guard the Gate" og "Miracle Worker."

Kaada: Music for Moviebikers, der var totalt ukendt for mig, til min svenske forbindelse, Peggy, sendte mig nummeret "Smiger". Norsk instrumentalmusik, der i den grad lyder som filmmusik og i den grad fungerer som meditativ pause og ren afslapning. Minder mig en lille smule om Angelo Bandalamenti, men mindre rugende. Yndlingsnummeret er helt klart "Julia Pastrana."

Noe Venable: Boots, der udkom tilbage i 2003, men uden at jeg formåede at opdage det. Noe har en del til fælles med egensindige sangerinder som Happy Rhodes, Kate Bush, Jane Siberry og Veda Hille; den vilde vokal, de nyskabende tekster, de uforudsigelige melodier, og lad mig bare sige, at Boots befinder sig i min top ti over alletiders bedste albums. Numre som "Look, Luck", "Stolen Thing" og "Prettiness" er fuldt på højde med Tori Amos, da hun var bedst.

Lisa Gerrard: The Silver Tree, som jeg frygtede ville være for spiritual og Enya-lydende, but no. Lisa G var forsangeren med den udtryksfulde, dybe stemme i Dead Can Dance, og stemmen har hun heldigvis stadig. Diverse tribalrytmer og sange på uforståelige sprog er også intakt, og resultatet er ganske inciterende. Jeg er p.t. særlig vild med instrumentalnummeret "Shadow Hunter", "The Sea Whisperer" og "Wandering Star", selv om sidstnævnte lyder som Enya.

Og så skal jeg have lyttet lidt mere til...

Lykke Li: Youth Novels, der stadig lyder lidt for meget som CocoRosie i mine ører.

Amiina: Kurr, der godt nok er islandsk og beslægtet med Múm, men desværre mangler melodierne. Eller også har jeg bare ikke fundet dem endnu.

Sara Bareilles: Little Voice, der bliver sammenlignet med Fiona Apples Tidal rundt omkring, men uden at jeg kan høre hvorfor. Pænt popalbum, men hvad ellers?!

Anjani: Blue Alert, der skulle minde om Leonard Cohen, eftersom han har både produceret og skrevet sangene, og eftersom Anjani sang kor på Dear Heather. Desværre lyder albummet snarere som easy listening indtil videre.

Illustrationer: Tsevis

Farvel, farvel, farvel..

2008-04-25T09:21:00.003+03:00

Farvel Downs
Klumme bragt i Weekendavisen den 25.4.08

Den seneste uges tid har stoltheden over en særlig dansk rekord bredt sig i mediebilledet. Det viser sig nemlig, at Danmark har verdens nok laveste forekomst af nyfødte med downs syndrom. Hvor der for ti år siden blev født omkring 80 børn om året herhjemme, blev der i 2005 født 30 børn, foreløbige tal tyder på 24 børn i 2007, og grunden er ikke vores højt berømmede vikingegener, vandkvaliteten eller andre mirakler. Grunden er, at alle gravide siden september 2004 er blevet tilbudt en dobbelt whammy af blodprøver og nakkefoldsskanning, den afslører cirka 90 pct. af alle fostre med downs syndrom. Og dem aborterer danske kvinder i stor stil. I 2005 gjaldt det 129 ud af de 130 afslørede downs-fostre, og skal man tro professor ved Rigshospitalet, Ann Tabor, er det minsandten en glædelig udvikling. ”Danmark har gjort det fantastisk, og der er ingen andre lande, der har et så ensartet og finmasket screeningstilbud. Hvis screeningen kører optimalt, vil vi komme ned på 15 eller 16,” udtaler hun til Kristeligt Dagblad, og det kan godt være, at det er mig, der er stæreblind. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvori det fantastiske består.

Lad mig straks tage alle forbehold. Jeg er hverken i berøring med familier, der er blevet stærkt beriget eller det modsatte af et barn med downs syndrom, jeg er ikke arg abortmodstander, fundamentalistisk kristen eller uvidende om, hvilken indsats det kræver at have et barn med særlige behov. Men jeg synes ikke desto mindre, at det er stærkt beskæmmende at leve i et land, der glæder sig over at slippe af med de børn, som ikke ligner og opfører sig som Søren og Mette ovre i børnehaven. Især når vi rent faktisk burde have både økonomisk og mentalt overskud til at sætte handling bag ord som pluralisme og diversitet.
Region Hovedstadens materiale til kommende forældre kan i hvert fald ikke beskyldes for nogen af delene: ”Hvis risikoen for Downs syndrom er høj, får du tilbudt en moderkageprøve eller fostervandsprøve for at afklare om fostret er raskt. Langt de fleste, som får foretaget moderkageprøve eller fostervandsprøve, vil få et normalt svar,” hedder det, som er man automatisk syg og unormal, hvis man har downs syndrom. Går vi rundt og finder det forfærdeligt, at kinesiske kvinder aborterer pigefostre i stor stil, kan vi i hvert fald uden problemer kigge lidt på vores egen dobbeltmoral. I Kina er pigebørn præcis det samme værd, som psykisk udviklingshæmmede er i Danmark. Nemlig ingenting. Det er, hvad vi signalerer, når vi langt hellere tilbyder sygeliggørelse og abort end lettilgængelige aflastningstilbud og positive fremstillinger af mennesker med handicaps.

Ud over den jubeloptimistiske tone undrer jeg mig såre over kritikken, der hver gang tager forældrenes parti. ”De, der får et uklart svar på fosterdiagnostikken, risikerer at få ødelagt deres graviditet og begyndelsen af barnets opvækst,” udtaler næstformand i Det Etiske Råd, Lotte Hvas. Og Helses chefredaktør supplerer: ”Med rette kan man spørge, om det er rimeligt at ”tilbyde” en gravid en måske unødvendig bekymring?” Bevares. Jeg forstår da udmærket, at forældre håber på et sundt og raskt barn og helst vil bekymre sig mindst muligt. Men takker vi nej til blodprøver og nakkefoldsscanning, er vi jo i hvert fald den bekymring fattigere. Når alt kommer til alt, kunne charmen ved at blive gravid jo også være, at vi tager åbent imod de børn, vi får. Mener vi lige modsat, at vi har krav på såkaldte normale børn, kan vi sandsynligvis imødese et øget antal aborter efterhånden, som lægerne bliver dygtige til at spotte fejl og mangler. Spørgsmålet er vel bare, om det er sådan et samfund, vi ønsker os.

Illustration: Lun

Ny bog :-)

2008-03-31T21:55:00.004+03:00

Glashuset

For tiden skriver jeg på en bog til Dansklærerforeningens MIN HISTORIE-serie. Den skal bruges i undervisningen og består af en række tilbageblik og masser af billeder fra jeg er nyfødt til 14 år gammel. Her er kapitel 8.

Den gule døre

Kære morfar gid jeg så / dig til parediset nå / tænk på mig! / jeg savner dig! / Og pluk så livets rose rød (digt fra min dagbog, 29.10.86 – en måned efter hans død)

Da jeg var otte år, fik jeg at vide, at min morfar var alvorligt syg. Min mor kom ind på mit værelse en aften og satte sig på en af de små træstole, han havde lavet til mig. ”Du ved godt, at morfar tit hoster, ikke?” sagde hun, og jeg nikkede. Min morfar hostede nogle gange så meget, at han slet ikke kunne få luft. ”Han har fået lungekræft. Lægerne vil fjerne hans ene lunge.” Hun begyndte at græde, og den tegning, jeg var ved at tegne, blev meget rød. Jeg prøvede at fokusere på den, men det var svært. Jeg havde aldrig hørt om lungekræft før.

Jeg forstod ikke, hvorfor min mor græd endnu mere, da det viste sig, at lægerne bare havde skåret min morfar op og syet ham sammen igen. Jeg syntes da, at det lød meget bedre med to lunger end med én. Men min mormor så efterhånden lige så sammenbidt ud som oldemor på de gamle billeder, og min morfar måtte hele tiden stoppe op for at få luft, når vi gik ned til Døgneren efter blandet slik for en 5’er. Vi digtede stadig fjollehistorier og vrøvlevers og grinede, som vi plejede, men han hostede helt klart mere, og på hans brystkasse var et kryds, der ikke havde været der før. ”Det er, så længerne kan se, hvor de skal give mig stråler, der kan slå kræften ned,” sagde han, og jeg syntes, at det lød som en fremtidsfilm i fjernsynet.

Men kort efter lå han i en hospitalsseng, der var så stor, at jeg næsten ikke kunne finde ham. Alting var alt for stille, så jeg fortalte ham om en bilferie til Østrig og Italien, og midt i det hele sagde min mor, at vi skulle gå. ”Christina, kom tilbage!” kaldte han flere gange, da hun havde lukket den gule hospitalsdør bag mig. Jeg kunne høre hende tale med høj, dirrende stemme derinde, men han blev bare ved med at kalde, og til sidst græd han. Jeg græd også, imens jeg stirrede ind i alt det gule

Fjorten dage senere var han død, og det gik ikke an at tale om ham, for så blev min mor bare endnu mere ked af det. Men jeg drømte tit, at jeg flåede hospitalsdøren op og løb tilbage til hans seng for at sige ordentligt farvel.

Nyt fra Goldfrapp

2008-03-27T14:21:00.003+02:00

Endnu en kandidat til 2008s bedste album er fundet (Sia og Aura er p.t. de to andre): Goldfrapps fjerde album Seventh Tree. Jeg har fulgt duoen siden debuten Felt Mountain, selv om jeg hverken er specielt vild med party-triphop-stilen på Black Cherry eller den kølige disko på Supernature. Til gengæld var Felt Mountain et superiour album fyldt med original elektronika og fede lydeffekter, og Seventh Tree tager i den grad tråden op - langt om længe. Tempoet er så langsomt, at man tænker Air og Mazzy Star, klangene varme og akustiske og produktionen gennemført de luxe. Over det hele svæver Alison Goldfrapps stemme på skiftevis drømmeagtig og Kate Bush-lignende vis, og i tilgift er materialet stærkt og varieret. Jeg er særligt vild med de på én gang enkle og storladne "Eat Yourself" og "Cologne Cerrone Houdini" og åbningsnumrene "Clowns" og "Little Bird." Men albummet udgør en smuk helhed. Jeg har f.eks. hørt det i fire timer i træk, selv om jeg burde arbejde..

Så er jeg tilbage!

2008-03-17T12:41:00.005+02:00

Wagamama Girl
Den næste Lost in Translation har set dagens lys. Nu med forvitret chick lit-heltinde i hovedrollen

Anmeldelse af Catherine Hanrahan: Lost Girls and Love Hotels (Simon & Schuster, 2007) Bragt i Weekendavisen 29.02.08

Hvorfor har den superstilige skuespillerinde Kate Bosworth (aka Lois Lane i Superman Returns) dog købt filmrettighederne til en pulproman om en smuk og succesfuld expatkvinde, der lever det vilde liv i Tokyo? Hvorfor i alverden vil hun selv spille hovedrollen som forkælet wagamama girl? Og har nogen overhovedet hørt om den 38-årige, canadiske debutforfatter Catherine Hanrahan, der står bag denne semibiografiske chick lit-trashroman?

Spørgsmålene på internettet er mange og fuldt forståelige, så længe man kun har stiftet bekendtskab med det lyserøde og mangainspirerede omslag featuring en smækker/lækker Britneyklon med Bambiøjne og bagsidetekstens ”om dagen arbejder Margaret på Air-Pro Stewardess Training Institute, og om natten fortaber hun sig i sex og stoffer for at glemme sin smertefulde barndom /../ Da hun møder Kazu, en mystisk gangster, sætter det gang i en kædereaktion, der kan føre katastrofer med sig..”

Ærlig talt, det lyder næsten værre end de b-film, man kan stene tre-fire af ud i en køre, når man har tømmermænd, men man behøver ikke at læse mere end de første linjer for at opdage, at Lost Girls and Love Hotels, som romanen hedder, hverken er chick lit eller trash. Snarere er den chick lit på vrangen, vredet ud af facon og tilsat en komponent, som uendeligt få pastelfarvede bøger besidder. Nemlig et på en gang overraskende muntert og perfekt økonomiseret sprog. Hør blot indledningen:

”Nogle gange, når jeg ser ud over et rum fyldt med japanske stewardesseaspiranter, et hav af skinnende sorte hætter, en fanfare af strømpeklædte ben, samlede knæ, tæerne ud til siderne, imens jeg messer ”Undskyld Hr., De bringer Dem selv og de andre passagerer i fare!” tænker jeg på, at jeg burde have ladet min bror stikke mig ned. Jeg skulle ikke være flygtet, da Frank kom løbende med forskærerkniven, imens han råbte ”Satan! Satan!” Jeg skulle have vendt mig mod ham, armene ud til siderne, øjnene lukkede, og ladet ham hugge bladet i mig.” Og lige på og hårdt fortsætter det: ”Jeg vågnede til lyden af Ines, der havde sex i rummet ved siden af. Ines er larmende, og hun knepper næsten hvem som helst. Hvis de ikke lever op til hendes forventninger, hvis hun ikke kommer tre gange, føler at hun transcenderer til en ny bevidsthed, taler i tunger og får en postcoital fodmassage, lader hun dem betale. I rede penge.”
Ines er lækker på den franske måde uanset om hun knepper fanden et øre af eller fylder sig med designerdrugs, og Margaret er den mere androgyne, udflippede type med blå Louise Brooks-page og skibukser. Men stadig lækker. Hendes job viser sig så at være knap så lækkert; dag ud og dag ind lærer hun de kommende stewardesser at udtale hjernelamme høfligheder på engelsk, og når hun er færdig, tager hun og Ines den helt store dødsrute på Tokyos barer og love hotels. Sidstnævnte er fuldautomatiske sexhoteller, som man enten kan overnatte på eller leje på timebasis, og i Margarets tilfælde i reglen det sidste. Intimitet er ikke hendes stærke sider.
Det er til gengæld den totale selvfortabelse, men hele tiden med et twist.

Barndomstwistet. For i fint afstemte krydsklip følger vi den lille Margaret, der vokser op i et dysfunktionelt hjem med sin skizofrene bror et sted i Canada og den vokse Margaret, der går mere og mere til grunde i den frenetiske neonby, hvor det er alt for let at forsvinde. Det er allerede sket for en mystisk, blond kvinde, der med kortere og kortere intervaller dukker op i Margarets bevidsthed. Sandsynligvis inspireret af den britiske barpige Lucie Blackman, der blev myrdet i Tokyo, imens Catherine Hanrahan rent faktisk boede der og selv arbejdede som engelsklærer og barpige. “Jeg begyndte at skrive bogen under mit fem år lange ophold,” fortæller hun i et interview. ”Jeg forestillede mig et billede af et menneske i opløsning, helt fra den, midt i et værelse.”

Jo tak. Den mystiske Yakuza-gangster Kazu er så bare en misere ud af en hel vifte, der f.eks. tæller sex med vildfremmede sindsforstyrrede mænd friskfanget fra gaden og en japansk hustru, der mildt sagt ikke er bange for at ty til selvtægt for at beholde sin utro ægtemand. Det lyder muligvis rodet, men kompositionen er rent faktisk en stramt bundet løkke om læserens hals. Stilen minder om New Yorker-forfattere som Siri Hustvedt og Paul Auster med masser af anonyme karakterer og storbystemning, og så associerer man både til tilrøget film noir og en hardcoreudgave af Lost in Translation under læsningen.

Helt klart endnu en bonus. Romanen flyder så meget over af fulde forretningsmænd, der spiser absurd dyr sushi af nøgne kvindekroppe, automater med skolepigers brugte trusser, ”pigeon English”, pornografiske mangategneserier, neonlys (”at være på stoffer i Tokyo er som at være indeni en pinballmaskine”), skodbarer, kimonokvinder med mobiltelefoner, cute tingeltangel og alt, hvad der ellers hører til Tokyo, at man nærmest føler, at man er der. Samme fornemmelse havde man under læsningen af Susanna Jones’ roste og åndsbeslægtede expatkrimi, The Earthquake Bird, men Lost Girls and Love Hotels har væsentligt mere dybde. Primært takket være barndomspassagerne, der falder som bomber bogen igennem og tydeliggør uden at tekste for tumper, hvorfor Margaret er endt på randen af den neonblinkende afgrund. Gennemført læseværdigt. Nyskabende oveni. Enhver, der rent faktisk har åbnet bogen, vil kunne forstå, hvorfor Kate Bosworth har sat sine brikker på filmatiseringen.

Vi høres ved efter 12. marts

2008-02-17T14:12:00.008+02:00

Så er jeg på vej ud i den store verden igen. Nærmere bestemt Damaskus. Og belært af erfaring fra sidste gang, jeg opholdt mig på Det Danske Institut dernede, vil jeg næppe være at finde her på bloggen så længe, dvs. frem til den 12. marts. Internetsituationen er vildt ringe på de kanter, og jeg er der trods alt for at skrive børnebog og ikke for at stene over en dialup-forbindelsen, der alt for sjældent virker.

Et par sidste anbefalinger before I go:

> Hafdis Huld: Dirty Paper Cup (2006)
Akustisk/elektro/folk singer/songwriter fra Island med stærkt, rytmisk materiale (fx. "Ski Jumper" og "Tomoko") og fine deadpan-ballader. "Plastic Halo" er et godt eksempel. Hafdis var tidligere medlem af GusGus og træder virkelig i karakter på debuten her med stærke tekster og fed humor.

> Ingrid Michaelson: Girls and Boys (2007)
Mest kendt for det glade nummer "The Way I Am", der er at finde på soundtracket til Grey's Anatomy. Sangen er dog ikke er specielt repræsentativ for debuten her, der snarere byder på Ani diFranco-lignende folkpop med hårdtslående tekster og indbygget vrede.

> Noe Venable: The Summer Storm Journals (2007)
Er du til Kate Bush, Emily Bezar, Hannah Fury etc., vil du elske hende her. Kompromisløs kvindelig sanger/sangskriver med vildt lyriske tekster og klaver/guitardrevne melodier. Hendes øvrige albums er lige så mindeværdige.

> Catherine Feeney: Hurricane Glass (2007)
Afdæmpet britisk sangerinde med hang til melankolsk, akustisk folkpop. Hverken hendes stemme eller hendes sange skiller sig markant ud fra mængden med undtagelse af den upbeat førstesingle "Mr Blue." Men helheden er en fin, rolig oplevelse.

> Emily Haines and the Soft Skeletons: Knives don't Have Your Back (2006)
Den tidligere Metric-sangerindes første soloværk og værd at købe for tredje skæring, "Crowd Surf off a Cliff," alene. Emilys vokal og glæde ved det storslået intime får en til at tænke på Amy Millan, Cat Power og Sia. Kan høres ud i en køre mange gange.

> Elin Ruth Sigvardsson: A Fiction (2008)
Skiftevis afdæmpet og temperamentsfuld poprock a la Rilo Kiley og Carina Round fra svenske Elin. Læg dertil småhæs rockchickvokal og et væld af lækre, håndspillede detaljer i loops. Ikke mindst en enormt flot guitarsekvens på førstesinglen How You Dug Your Own Grave.

.. Og så glæder jeg mig helt vildt til at høre Lykke Li's "Youth Novels", der skulle minde om Feist og Jenny Lewis, Goldfrapps "Seventh Tree" og KT Tunstalls "Drastic Fantastic". Jeg har også stadig Suzanne Vegas "Beauty & Crime" til gode :-)

Foto: Andrea Kwang Deardear og DR2