LIBERALISTISK BLOG / Jesper Veiby

SF med i "ambitiøs skattereform"... Øh...

2008-11-20T08:18:00.002+01:00

Ugens kuriosum må bestemt være, at SF melder sig på banen som potentiel deltager i en kommende skattereform. Efter sigende vil man bruge 10 mia. på at sænke skatten på de lavestlønnede, og 5 mia. på at hæve grænsen for topskatten.

Skatteminister Kristian Jensen, som normalt er meget fornuftig, har ikke haft en heldig dag. Glædesstrålende udtaler han, at det gør det nemmere at få vedtaget den "ambitiøse skattereform", som han tidligere har løftet sløret for. Nedvidere udtaler han, at "SF har jo tidligere ment, at de nuværende marginalskatter ikke er noget problem. Så jeg glæder mig over, at de nu er kommet på bedre tanker"...

Men Kristian... Marginalskatterne bliver jo ikke mindre af, at man hæver grænsen for topskatten. Skatten af den sidst tjente krone er jo lige høj (hvis man tjener nok). Og det er selvfølgelig pointen. Villy Søvndal er ikke dum. En højere grænse vil medføre, at færre betaler topskat, og at den "folkelige" modstand mod skatten falder betragteligt, mens de stygge rige fortsat betaler kassen. Keine hexerei, nur behändigheit.

Det er da til dels forståeligt, at Kristian Jensen som skatteminister tager de smuler, der kastes til ham, selv hvor de ligner halmstrå. For DF's forbenede nej til ethvert seriøst tiltag i retning af en skattereform med reelle effekter må da kunne gøre enhver desperat. Men hvad bliver det næste? Måske har Enhedslisten nogle gode ideer omkring selskabsskatterne? Et sted stopper festen altså.

Forretningsministeriet Fogh

2008-11-12T15:07:00.001+01:00

Man betegner som bekendt en siddende regering som et "forretningsministerium" i den periode, der går fra udskrivelse af valg (eller evt. en dronningerunde uden valg), og til dannelsen af en ny regering. Årsagen til betegnelsen er, at en regering i sagens natur ikke kan eller skal foretage sig noget nyt og visionært i den situation, hvor en anden regering meget vel kunne komme til i løbet af kort tid. I stedet nøjes regeringen med at administrere landet.

Ovenpå de nu færdige forhandlinger om finansloven er det fristende at betegne Fogh regeringen som et de facto forretningsministerium.

Lad gå med, at man pga. den nuværende finanskrise og dens afledte følger ikke kan dele ud til højre og venstre i samme takt som hidtil. Det er også som liberalist svært at skjule en smule skadefryd over, at DF ikke i denne omgang kunne få forhøjet ældrechecken eller på anden måde lefle for kernevælgerne. Et løft over madpriser på plejehjem er en bagatel i sammenligning.

At LA primært henter en ytringsfrihedskonference hjem, er sådan set også beskedent. Men på den anden side vilkårene for et parti, der ikke er nødvendigt som parlamentarisk grundlag, men kan give lidt goodwill som medvirkende til "brede" forlig (altså alt udover VKO).

Det ændrer dog ikke på, at finansloven før forhandlingerne var lagt 99% fast. Regeringen er bundet på hænder og fødder af udgifter, man ikke har kontrol over. Man er forpligtet til x antal kroner i folkepensioner, andre i efterløn, andre i dagpenge osv. Penge, som man ikke kan justere op og ned i forhandlingerne, fordi de følger takster, der er lagt fast i andre forlig. Det samme gælder på andre områder.

Nu er det naturligt nok, at dette er tilfældet i et eller andet omfang. Men det er patetisk visionsløst, at man end ikke gør forsøget på at bringe disse andre milliarder i spil gennem skatte-, dagpenge-, arbejdsmarkeds- og velfærdsreformer i kølvandet af finanslovsforhandlingerne - og i stedet bruger tid og kræfter på at flytte promiller eller mindre i det samlede budget. Et mindstemål af visioner efterlyses.

Velfærdsstaten er som en supertanker, som man ikke kan vende hurtigt. Men når regeringen - tilskyndet af DF - oven i købet virker godt tilfreds med at tøffe derudaf i samme sejlrende som altid, så er det altså fristende at betegne det som et de facto forretningsministerium...

En sejr med stor symbolværdi - og tvivlsom praktisk værdi

2008-11-05T06:30:00.005+01:00

Så er det officielt. Barack Obama er USA's næste præsident.

Det har ligget i kortene længe, og hans sejr har næppe givet meget hos bookmakerne. Den smule tvivl, som trods alt var mht. meningsmålinger, statistisk usikkerhed og frygt for en Bradley effekt, blev gjort effektivt til skamme.

Der er ingen tvivl om, at valget har en kæmpemæssig symbolværdi. Nok er vi forbi 60'ernes racediskrimination i Sydstaterne, og langt forbi slaveriets ophævelse, men amerikansk politik på topniveau har alle dage været domineret af den hvide middelklasse, eller øvre middelklasse. Det er fortid nu.

På dén front er der grund til at ønske USA og Obama tillykke. For politik skal naturligvis ikke begrænses af race eller etnisk oprindelse.

Hvad angår praktisk politik er spørgsmålet, hvilken betydning Obama får. Uden tvivl vil der være en kæmpe goodwill fra alverden, men Obama er som enhver anden præsident holdt i "checks and balances" af Kongressen, og står pt. midt i en krise/recession med begrænset handlefrihed. I tillæg er forventninger til "change" så tårnhøje, at han næsten ikke kan undgå at skuffe en del forventninger undervejs.

Situationen i Irak er nu så stabiliseret, at Obamas plan for tilbagetrækning har noget for sig, uden at den ligner et nederlag a la Vietnam. I forhold til kampen mod terror vil han uden tvivl fortsætte den. Faktisk er vi her i cirka samme situation som i hjemlig politik, hvor en socialdemokratisk regering kan (eller er nødt til) at føre mere borgerlig politik end en borgerlig regering. Obama er nødt til at være kontant, for ikke at virke eftergivende, og udenrigspolitikken vil ikke nødvendigvis ændre sig så meget, som nogle forventer.

Det er den økonomiske politik, som der derfor må være størst spænding om. Og her er spørgsmålet, om de praktiske realiteter ikke kommer til at kaste en lang skygge ind over visionerne.

I dét lys er valget af (den i øvrigt på nogle områder sympatiske) Obama måske ikke så katastrofalt, som man som liberalist kunne frygte... ;-)

USA valg mellem pest og kolera

2008-11-03T21:29:00.003+01:00

Det er blevet kaldt det mest spændende valg i et kvart århundrede, og intet er afgjort endnu, selvom Obama har lagt sig solidt i spidsen. Men det må samtidig være det mest frustrerende valg i mands minde.

På mange måder tager jeg hatten af for McCain. Han har haft personlig integritet til at stå for sine principper, f.eks. omkring Guantanamo, og han har potentialet til at overraske positivt, ligesom Ronald Reagan i sin tid - som McCain jo også ser sig som en politisk efterfølger af. Der er heller ingen tvivl om, at den traditionelt republikanske McCain i kraft af sin liberale politik på f.eks. handelsområdet vil være det bedste valg her, og med sin militære ballast kan føre en fast men fornuftig politik. Omvendt har han - endnu mere nu end for 8 år siden - et image af "gammel mand" over sig. Hvorfor kunne man ikke finde en ung, rock and roll republikaner, der bedre kunne matche Obama???

Omvendt er der sikkert så meget utilfredshed med Bush administrationen, at McCain under alle omstændigheder ville have stået med et demokratisk flertal eller næsten så, og pt. tillige med eftervirkninger af finanskrise og en potentielt kommende recession, hvilket i sagens natur ville være op ad bakke.

Oven i købet har valget af Palin vist sig som en bluff fremfor som en trumf. Jeg var selv umiddelbart begejstret, men det, som i starten så ud som et smart skaktræk, er ved at sætte McCain mat. Palin er måske ikke værre end den gennemsnitlige amerikaner, men ærlig talt ikke imponerende, hvad angår almenviden og situationsfornemmelse. Ikke betryggende på den post, hvilket flere og flere amerikanere da også mener. Hvad blev der af Condoleza? Ja, ja, jeg ved, hun er en del af den forhadte Bush administration, men hun ville sandt for dyden have været et mere kompetent alternativ til såvel Palin som Obama.

Hvad angår Obama, så er der ingen tvivl om, at han er velformuleret og intelligent, og på den led en rimelig kompetent politiker, som da stadig kan overraske positivt. Men jeg er mildt sagt tvivlende på, om han kan bygge bro over raceforskelle, eller om han er for farvet af sin omgang med "omvendte racister", herunder sin tidligere præst. Ligesom han utvivlsomt er mere protektionistisk og uliberal hvad angår økonomisk politik generelt.

Der er alt i alt lidt for meget pest eller kolera over valget. Reagan kunne forene de velhavende "country club" republikanere, de markedsøkonomiske "classical liberals" og de værdikonservative fra "christian right", men McCain har ikke formået det samme. Og det kan komme til at koste i morgen. Som en inkarneret "classical liberal" kan det kun ærge. Holdopstillingen er heller ikke så stærk, at det kan få den helt store entusiame frem, mens Obama rider på en bølge af samme.

Jeg er ikke heeelt så sikker som andre på, at løbet er kørt for McCain. Men med Obama i front risikerer USA en ny Roosevelt, hvis "new deal" måske på nogle punkter var socialt stabiliserende, men som efter manges mening var skyld i, at recessionen og depressionen trak ud, langt ud over hvad der havde været nødvendigt.

Pengegarantier, men ikke risikogarantier

2008-11-02T22:36:00.005+01:00

Bølgerne har gået højt i forbindelse med finanskrisen, og de forskellige tiltag, alverdens regeringer og centralbanker har iværksat med henblik på at løse eller dog formindske krisen.

Det er værd at huske på, at staten altid har haft som (principiel) opgave at sikre ejendomsretten og pengenes værdi. Selv i et markedsanarkistisk samfund ville statslignende organer skulle sikre aftaleretten, og dermed den aftaleret, som ville lægge bag betalingsmidler, og dermed indirekte deres værdi. Dengang, man havde mønter af guld og sølv, var det gjort ved at lovgive omkring metallets kvalitet, i vore dage hvor pengesystemet i Vesten er baseret på banker, fremfor på privat opbevaring af midler, må denne basale garanti derfor også omfatte bankerne. Det virker pudsigt, hvis man gør valg af bank til et investeringsvalg eller risikovalg, den enkelte kunne undlade at tage.

Den konkrete udformning kan være forskellig. Men det er oplagt, at det er legitimt med et eller andet mål af indskydergarantier eller kontrol med sektoren - også udfra den indlysende pointe, at hvis en virksomhed er "for stor til at falde", så må det sikres, at den end ikke kan komme i risikozonen.

Helt anderledes stiller det sig med gældsætning og med investeringer, f.eks. i aktier! Hvis man vælger at flytte sine penge over i aktier (eller i råvarer eller andet), så er det typisk med et håb om, at man herved kan opnå en overnormal forrentning af sin investering. Men her må det naturligvis gælde, at hvis man vil høste en (potentiel) gevinst, må man også bære det (potentielle) tab. Selvom der er personlige tragedier, hvor folk har investeret gigantiske summer i f.eks. bankaktier, der nu er værdiløse, kan en statslig garanti i sagens natur aldrig omfatte investeringer.

Det samme gælder låntagning. Der er et utal af lån på markedet, og som hovedregel er det naturligvis sådan, at renten afhænger af risikoen, og årsagen til, at der er efterspørgsel efter forskellige typer lån, er at der er forskellige risikoprofiler i samfundet.

Der er absolut saglige grunde til at optage flekslån eller afdragsfrie lån. I særdeleshed, hvis man anvender et mix af lånetyper. At skyde skylden for den nuværende finanskrise, boligbobler etc. på visse låntyper er næsten absurd. At ville forbyde dem er endnu mere absurd. Det ville svare til at ville forbyde sovepiller, fordi nogen har begået selvmord ved hjælp af dem.

I det lys er det grotesk, at repræsentanter for husejerorganisationer har efterlyst lovfæstede maksimumsrenter. Dem kunne man jo let have fået via et rentemax lån, eller hvad de konkrete lån kaldes. Men har man valgt flekslån uden rentemax eller andet beskyttende, og uden at kunne tåle en stigning i ydelsen, så har man sat sig ud over, hvad der var dækning for i ens indkomst eller risikoprofil. Og man har gjort det for at få en endnu lavere rente, og en bedre økonomi, eller et dyrere hus - gevinster man naturligvis ville have stukket i lommen, hvis det gik godt, hvorfor man ikke skal dækkes ind, når det går dårligt.

Fri os derfor fra politiske indgreb, der sikrer aktieinvestorer eller låntagere mod tab eller forhøjede renter. Det er væsensforskelligt fra indskydergarantier og sikring af penge.

Som jeg har forstået det, er fakta omkring de seneste tiltag på området dog mere rimelige. Hovedpointen er at fjerne uhensigtsmæssige regler, der ville forårsage et tvangssalg i ekstraordinære situationer som nu, og indirekte ville have tvunget renterne op. Skal der være visse statslige reguleringer, så skal de naturligvis ikke være destruktive og simplistiske, som de har vist sig at være. Og der er ikke noget i vejen for at fjerne den slags, selvom det får en gavnlig effekt for boligejere med flekslån, for det vil jo bare bringe renten i overensstemmelse med en (rimelig) almindelig markedspris.

Ikke desto mindre er det vigtigt at understrege, at ja, staten kan give visse pengegarantier, men absolut ikke risikogarantier.

UPDATE: Det virker grumset, men det ser nu ud til, at Den Sociale Pensionsfond vil opkøbe selektivt i flexobligationer, og dermed sikre et loft over renterne på denne type lån. Hvis det skete på et frit marked, hvor pengene frit kunne placeres andre steder, og de blev placeret i flexobligationer, fordi dette var opportunt pga. en god kurs, så var alt ok. Nu virker det til, at der er tale om en (til dels?) statsdikteret investering, hvis eneste formål var at sikre nogle mennesker, der havde taget lidt for store risici.

Der er for meget Keynes politik over det. Markedet er ikke uden hukommelse, og hvilket signal sender dette til markedet, andet end at man kan gamble med låntagning uden risiko. For slet ikke at tale om det urimelige i, at (halv)offentlige midler forvaltes suboptimalt, til fordel for en vilkårlig del af befolkningen. Måske har det en positiv effekt på kort sigt, men den langsigtige effekt er med sikkerhed dårlig.

Skabssocialdemokraten

2008-11-02T22:16:00.002+01:00

Efter at Bodil Kornbek blev sparket ud af Kristendemokraterne, er sidste nyt, at hun har meldt sig ind i Socialdemokraterne. Der er partiskifter, som er plausible, og dem, der ikke er. At Jørgen Poulsen skiftede til R, var ventet. At en god flok i Liberalisterne skiftede til Liberal Alliance var også forudsigeligt. Men at Kornbek skifter til S, er bestemt ikke.

Det er meget længe siden, jeg har syntes, Kristendemokraterne var interessante, men jeg mener dog at have forstået politikken derhen, at man efter skiftet væk fra Kristeligt Folkeparti og det oprindelige mærkesagsparti, har søgt at markedsføre "kristendemokratismen" som en særskilt og unik ideologi, forskellig fra både socialisme og liberalisme. Der er nok nogen af os, som finder, at kristendemokratismen mest ligner en slags socialkonservatisme, men lad det ligge. Pointen var, at man i sin selvforståelse distancerede sig markant fra de typiske ideologier.

Her er det mildt sagt kunstigt, at Kornbek nærmest fra den ene dag til den anden nu omfavner socialismen (omend i en blød form). Til gengæld er Kornbek-fløjens "Centerparti" lagt i graven inden fødslen. Der er i forvejen mere end rigeligt trængsel på midten af dansk politik.

Udenrigspolitisk nytænkning

2008-10-18T13:34:00.002+02:00

Det er prisværdigt, at Naser Khader nu tager teten i spørgsmålet om, hvorvidt vi i Danmark skal arbejde for hhv. tilslutte os en verdensorganisation af demokratiske stater - en slags Demokratiernes FN eller Demokratiernes Alliance. (Som i parentes bemærket også andre på den internationale scene har ytret ønske om).

At der også lyder kritiske røster burde ikke overraske. Men man behøver vel ikke helt og aldeles forkaste FN. Under den kolde krig tjente FN utvivlsomt et formål, ikke et idealistisk og moralsk formål, men et yderst pragmatisk, nemlig at sikre de enkelte supermagters/blokkes fundamentale interesser. Der er stadig plads til pragmatikken og diplomatiet, som der altid har været. Blot burde man reformere FN på et par områder, f.eks. ved at erstatte Englands og Frankrigs plads i Sikkerhedsrådet med EU (nu man er ved at indarbejde en fælles udenrigspolitik, og det er mere og mere idiotisk at de to lande optager en individuel plads her), samt give plads til Indien og måske Japan også.

Men det ændrer jo ikke på, at et FN, som også omfatter diktaturer, lidt for meget kan sammenlignes med et forsøg på at holde orden i skolegården, ved at kræve at bøllerne optræder civiliseret på nogle områder og til en vis grad lader andre i fred, til gengæld for at de får deres egne enemærker, hvor de kan styre tingene uden indblanding. Der er ikke megen moralsk overlegenhed i det nuværende FN eller dets beslutninger.

Heroverfor står det nuværende EU, hvor der er mange lande, som ønsker at være med, og som i tidens løb har villet være med. Og som alle har indvilliget i at opfylde/tilstræbe visse idealer, såsom demokrati, menneskerettigheder, ytrings- og trosfrihed osv. Eller tag USA i sin vorden, hvor stat efter stat frivilligt meldte sig ind i unionen og underlagde sig de frihedsrettigheder og de demokratiske krav, som var nødvendige. Hvorfor skulle det være umuligt at opbygge en verdensomspændende demokratisk institution, hvor der blev stillet krav til medlemsskabet, og hvor ihvertfald alle de emner, som ikke er rent sikkerhedspolitiske, kunne anbringes, hvad enten det er ytringsfrihed og Durban II, klima- og forureningsproblemer eller tilsvarende. Det ville da være et langt bedre forum.

Det er befriende, at der er nogen i dansk politik, som pt. tager dette alvorligt og får sat spørgsmålet på dagsordenen.

Et forfatningsmæssigt pseudoproblem

2008-10-18T13:17:00.002+02:00

I forbindelse med justeringen af tronfølgeloven, diskuteres det nu også iflg. 180Grader, om regenten skal være evangelisk-luthersk kristen, eller om regenten skal have lov til at være f.eks. katolik, muslim eller erklæret ateist. Eftersom vi har religionsfrihed, så står det selvfølgelig dronningen eller kronprinsen frit for, hvad de personligt tror på eller ikke tror på. Men problemet er dybest set et pseudoproblem.

For det første stilles der ingen krav til personerne, men til posten. Dvs. hvis regenten konverterer til en anden religion, eller frasiger sig al religion, så er der ingen, som forbyder vedkommende at gøre det - blot kan vedkommende ikke beholde posten som regent. Det samme gør sig naturligvis gældende for kommende regenter. Man kan diskutere det saglige i, at Danmarks regent skal tilhøre en bestemt religion, men der er intet diskriminerende eller undertrykkende i det, så længe vedkommende kan "slippe ud" ved at give afkald på tronen. En statsligt aflønnet biskop kan jo også kun beholde sit embede, hvis han er medlem af folkekirken, ligesom en imam ikke kan konvertere til kristendommen.

For det andet er det hele systemet, som er arkaisk. Hvad har en monark, der qua sin afstamning har rettigheder, som ingen andre har, at gøre i et liberalt demokrati??? HVIS man ønsker at bevare kongehuset, så er det vel forventeligt, at man samtidig støtter den symbolik, der knytter sig til det. Og her må man vel anskue institutionen som en slags underholdning for de dele af folket, som sætter på pris på den slags, og de personer i udlandet, som er fascineret af samme i forbindelse med officielle besøg og kontakter. Om man til den post stiller det ene eller det andet vilkårlige krav, f.eks. om bestemt religiøst tilhørsforhold, er vel ligegyldigt. Omvendt, hvis man er imod institutionen som så, som jo f.eks. Enhedslisten er, hvorfor så i det hele taget gå op i, hvilke spilleregler, der evt. gælder?

Jeg mener rigtig nok, at det grundlovsmæssige krav, der giver en symbolsk fortrinsstilling til den lutherske kirker, burde skrives ud ved næste grundlovsrevision. Men jeg mener rigtig nok også, at afskaffelse af kongehuset, eller i det mindste fjernelse af skattemæssige fortrin og politiske roller, er langt vigtigere.

Khaders pointer beviser sig selv...

2008-10-07T07:08:00.003+02:00

Naser Khader har på det seneste kommet med en del klare udmeldinger omkring ikke mindst ytringsfriheden. Han har i sit seneste nyhedsbrev understreget, at ytringsfriheden ikke er en given ting; at der er andre trusler fra islamister end de rent militære; samt at vi ligger under for en omfattende og til dels ubevidst selvcensur. I kølvandet på det har han taget initiativ til et internationalt netværk, med hovedsæde i København, med fokus på ytringsfrihed og med særlig tanke på islamisternes modstand herimod.

Hertil svarer "terrorekspert", Hans Jørgen Bonnichsen, at det vil gøre Danmark til et permanent terrormål. Nu er Bonnichsen ikke hvem som helst, men tidligere operativ chef for PET. Ikke desto mindre, er hans synspunkter så ikke udtryk for den selvcensur, som Khader kritiserer, og som underbygger hans pointe...

For logikken er jo: Gør for alt i verden ikke noget, som kan forøge risikoen for terror. Det ville være helt uansvarligt. Måske man uforvarende kan komme til at gøre noget, men hvis man på forhånd kan regne ud, at det vil medføre terror eller en forøget risiko, så er man på en måde ansvarlig for denne.

På den måde vender man med mediernes hjælp tingene på hovedet. Nu er det Khader eller tidligere JyllandsPosten, som er skyld i terror, og ikke de folk, som konkret udfører eller planlægger terror.

Men er man ikke ansvarlig, hvis man gør noget, som man (evt. med 99% sandsynlighed) ved vil medføre et givet resultat??? NEJ. Man har altid ret til at gøre det, man har ret til, og hvis nogen angriber en for at bruge ens ret, så er det ene og alene dem, der er skyldige. Alt andet fører til gadens parlament, hvor enhver tilstrækkelig stærk og tilstrækkelig militant gruppe kan styre et helt samfund og de facto sætte demokratiet ud af kraft, for hvis vi nu allesammen tager lidt hensyn til dem, så bliver der jo ikke ballade...

Det er moralsk set heller ikke langt fra situationen i en koncentrationslejr, hvor lejrledelsen har meddelt, at for hver person, der flygter, vil der blive skudt en tilfældig person i samme barak. På den måde får man fangerne til at holde hinanden i ørerne og udføre lejrledelsens beskidte arbejde. Er man forpligtet til ikke at flygte i en sådan situation??? Nej, ikke mere end man i almindelighed er forpligtet til at give efter for kidnappere og krav om løsepenge.

Det er befriende, at Khader stadig er stærk i mælet i disse spørgsmål. Respekt for det. Blot kunne man ønske sig en anden vinkling i medierne...

Hellere bankerne end skatteyderne

2008-10-07T06:54:00.002+02:00

Så kom den ventede "redningsplan" på plads, der skal stabilisere de finansielle markeder her i landet og skabe den fornødne ro om sektoren. Kernen er, at bankerne samlet skyder 35 mia. i en fond, mens staten til gengæld sikrer alle indskyderkonti derudover.

Alt i alt en yderst fornuftig ordning, som bærer præg af den danske model, hvor de involverede parter - her bankerne - frivilligt går med i en ordning. Frivilligt så langt, at man nok fra regeringens side har vredet armen om på ryggen af dem, og stillet dem et lovindgreb i udsigt, hvis man ikke ad frivillighedens vej fandt en løsning. Der har været røster fremme om, at indskydergarantien opmuntrer til uansvarlighed, både hos den enkelte forbruger, og hos de små banker, som kan tilbyde kunderne urealistisk gode vilkår, uden risici, ligesom man har ment, at skatteyderne ikke skal betale gildet.

Kritikken skyder dog over målet.

For det første kan man ikke forvente, at den almindelige finansielle forbruger er i stand til at bedømme sin banks soliditet. Og den bankgaranti, som man i et eller andet omfang har i alle lande, er derfor fair nok, og dybest set en nødvendig forudsætning for et så velfungerende bankmarked, som vi har i den vestlige verden. Det giver ingen mening at tale om at ophæve den helt og aldeles, og lade folk bære ansvaret for at udvælge de sundeste banker. Det kan store firmaer måske gøre, men ikke den almindelige forbruger.

For det andet, og vigtigere her, så er statens risiko i den skitserede model absolut minimal. Bankerne betaler selv gildet op til 35 mia. kroner, og det betyder reelt, at skatteyderne ikke kommer til at betale for mindre bankkrak, men at man i branchen selv afdækker risikoen. At det er ufedt som investor, og at det har sendt kurserne på de store banker ned, er en anden sag. Men det er at foretrække, at banker og investorer betaler prisen for det, der på sigt er til egen fordel, nemlig tilliden til bankverdenen, fremfor at skatteyderne skal tage tabet.

Udskiftning i Liberal Alliance

2008-10-04T10:51:00.005+02:00

De nyeste tal omkring medlemstallet i Liberal Alliance viser iflg. 180Grader, at der siden maj i år er kommet 620 nye medlemmer, mens 244 har meldt sig ud. Det må formodes, at tilstrømningen består af folk, som sympatiserer med den nye liberale linie, og tilsvarende, at udmeldingerne kommer fra den del, som i udgangspunktet var hhv. Gitte Seeberg eller Jørgen Poulsen sympatisører, og ihvertfald ikke så liberale, at det gør noget.

Sammenholdt med de nyeste tal på 1997 medlemmer på landsplan i LA, så betyder det, at ca. 30% er nytilkomne liberalister. Læg hertil den gruppe af Samuelsen sympatisører, der allerede i forvejen støttede en lav og flad skat og velfærdsreformer, så når man uden tvivl op over 50%. Det ser derfor mere og mere ud til, at LA's skifte også er slået igennem på græsrodsniveau, selvom liberalister og sympatisører fortsat bør melde sig under fanerne.

Vi har et efterår foran os i LA, hvor der bl.a. skal opstilles kandidater, og hvor partiprogrammet skal formuleres indenfor konkrete områder, med basis i det nye principprogram. Og jeg ser faktisk frem til det med forventning. Ligesom jeg tror, vi vil se et ryk over spærregrænsen på de 2% i meningsmålingerne, når først den nye profil slår igennem, og udmønter sig i konkrete udmeldinger.

Rød? - eller bare konservativ...

2008-10-01T11:42:00.005+02:00

Connie Hedegaard får - fortjent - hug for sin tale på De Konservatives landsråd, hvor hun talte imod "hæmingsløs liberalisme" og gav liberalismen skylden for den nuværende krise på verdens finansmarkeder. I den forbindelse stempler 180Grader hende som "rød" i deres leder, og KU'ere kommer med tilsvarende udfald.

At man oveni beskriver hende som dum, vidner ikke om det fornemste debatniveau og falder lige så meget tilbage på folkene bag udsagnene, eftersom Hedegaard altid har været intellektuelt skarp. Det, man til gengæld kan sige, er at Connie Hedegaard ikke har forstand på markedsøkonomi. Ikke en uforstand, baseret på manglende intellektuel formåen, eller lav IQ, men på ideologisk blindhed.

Connie Hedegaard taler langt hen ad vejen som en traditionel konservativ. Dem er der ellers ikke mange tilbage af blandt de konservative, så der er forståeligt, hvis den ukyndige iagttager ikke kan hitte rede i tingene. Men konservatismen som formuleret ideologi opstod jo i England til dels som et modsvar mod industrialiseringen og den ekspanderende liberalisme. Og konservative har traditionelt altid været skeptiske overfor det frie marked.

Problemet er, at både socialister og konservative næsten som rygmarvsreaktion råber på statsindgreb, når man ser de periodiske korrektioner på markedet, som ifølge liberalismen er både nødvendige og uundgåelige.

Det er måske ok at være så pragmatisk, at man griber ind med akutte nødløsninger, hvis situationen er tilstrækkelig grel, hvilket den ubestrideligt er nu. Men der er bedre måder end den skitserede, f.eks. som foreslået af Luigi Zingales eller andre økonomer på Reason. Det grundlæggende princip må jo stadig være, at man må bære ansvaret for sine handlinger, og at uansvarlige eller uforsigtige eller griske investorer og bankfolk må bære konsekvensen, f.eks. i form af tab af penge og tab af jobs. At spænde et sikkerhedsnet ud under de forkerte sender et helt forkert signal, som risikerer at skabe præcedens.

Dead man walking

2008-09-29T14:53:00.003+02:00

Som det vil være de fleste bekendt er Venstres spidskandidat til Europaparlamentsvalget, Jens Rohde, kommet for skade at sige, at spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben spillede en væsentlig rolle for regeringens beslutning om at deltage i krigen i Irak. Modsat den officielle udmelding, der slet ikke tillægger det nogen betydning.

Rohde ligner mere og mere en "dead man walking"; der er liv i fyren, men hvor længe går der, før han får dødsstødet politisk?

Men efterhånden synes jeg også, at selve historien er en "dead man walking"; eller en zombie der kaldes til live igen og igen. Der er ikke fugls føde på det spørgsmål, så lad os få begravet det én gang for alle.

Der er i mine øjne ingen tvivl om, at man moralsk havde ret til at afsætte Saddam Hussein. Dette begrundet i intet andet end at han var en morderisk tyran, og at enhver i princippet har ret til at afsætte sådanne. Styrer, der i den grad undertrykker sin befolkning, har i sagens natur mistet deres moralske legitimitet, ligesom f.eks. Apartheid regimet i Sydafrika gjorde før det.

Der er i mine øjne heller ikke tvivl om, at juridisk havde ret til at indlede krigen. Saddam Hussein pådrog sig nogle resolutioner og indvilligede i nogle fredsvilkår ovenpå en en illegal angrebskrig, og han nægtede at følge disse, så fredsbetingelserne var på sæt og vis sat ud af kraft, og man var tilbage til den første Golf-krig. For slet ikke at tale om, at en ny resolution beordrede ham til at efterleve tidligere resolutioner, og krigen blot var den logiske konsekvens heraf.

Man kan diskutere disse synspunkter. Er der kun moralsk dækning, hvis der er opnået opbakning i FN? Og var aftalebruddet tilstrækkeligt? Fair nok. Men så heller ikke mere.

Det er klart, at frygten for masseødelæggelsesvåben i hænderne på en gal diktator spillede en stor rolle for den folkelige opbakning - og for politikerne selv. Ikke mindst efter 11. september var der forståeligt ikke samme tolerance på den front. Jeg har aldrig et sekund troet, at Saddam Hussein havde nogle kontakter til Bin Laden, men jeg har fuld forståelse for, at tolerancetærsklen blev sænket i kølvandet på 11. september.

Siden da har man diskuteret, som om Bush, Fogh m.fl. førte folk bag lyset ved at hævde, at der var masseødelæggelsesvåben. Men det er en absurd præmis. Man var i sagens natur nødt til at basere sig på indicier og efterretningsudsagn fra mere eller mindre gode kilder; når nu Hussein ikke respekterede våbeninspektørernes fulde adgang og frihed, og man derfor ikke havde åbne og tilgængelige informationer.

I bagklogskabens lys har det naturligvis vist sig, at ikke alle kilder var lige gode, og at det, man tolkede som beviser enten var fejlfortolket, eller blot var indicier. Men tilbage står dog flg. fakta:

1. Saddam Hussein brugte giftgas mod kurdere for år tilbage, og havde faktuelt haft masseødelæggelsesvåben.
2. Saddam Hussein obstruerede gang på gang våbeninspektørernes arbejde, ligesom han formente dem adgang til sine paladser mv.

Så jeg mener da fortsat, at såvel Bush som Fogh, som alle os andre var i god tro, hvad angår spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben. For alene forhistorien og Husseins efterfølgende forsøg på at hindre våbeninspektionen kvalificerede i sig selv som et bevis på, at noget var galt, og som et kraftigt indicium for, at der stadig var masseødelæggelsesvåben. Det ændres jo ikke af, at nogle andre beviser, f.eks. satellitfotos, var overtolkede og forkerte.

Så hvis nogen er skyld i, at Irak krigen blev ført på fejlagtigt grundlag, så var det næppe andre end Saddam Hussein selv.

Man kan diskutere, om man i det hele taget kan/skal/må føre krige, uden der er en eksplicit agression, og det er en fair diskussion. Men det er ikke en diskussion, som handler om vælgerbedrag eller manglende FN-mandat.

Som jeg ser det, så spillede masseødelæggelsesvåben en betydelig rolle op til krigen. Men ikke den rolle, som medierne insisterer på. Man invaderede ikke, fordi der var sikre beviser for, at der var masseødelæggelsesvåben. Men troen på, at der nok var masseødelæggelsesvåben, gjorde at man valgte at bruge den ret, som Saddam Husseins manglende efterlevelse af resolutionerne gav en. Den ret bestod naturligvis adskilt fra spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben. Men det er måske usikkert, om retten var blevet udnyttet, hvis man ikke havde troet på eksistensen af disse.

Fogh, som insisterer på kun at tale om den juridiske ret, har derfor på sæt og vis ret i, at masseødelæggelsesvåben ikke indgik heri. Og da Fogh har måttet forsvare sig mod medier, der ikke kan skille de her ting ad, har han været nødt til at læne sig op ad den juridiske side alene.

Rohde vinkler den mere pragmatisk, og erkender den rolle, masseødelæggelsesvåbnene spillede. Omend det er ganske ubegribeligt, hvad pointen er med hans udtalelser. Forventer han, man skal undskylde for at have været i god tro??? For han antyder vel næppe, at regeringen bevidst vildledte befolkningen???

Jeg forstår til gengæld ikke, at man ikke for længst har valgt at demontere hele debatten ved at udtale noget i retning af følgende:

"Set i bagklogskabens lys tog vi fejl. Men vi havde gode grunde til at tro, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, så vi har ikke ført nogen bag lyset. Vores overbevisning om, at der var masseødelæggelsesvåben spillede naturligvis ind på vores beslutning om, hvorvidt vi skulle udnytte den ret, som overtrædelsen af FN-resolutionen gav os. Men retten var ikke afhængig af, om der var masseødelæggelsesvåben."

Det ville da være en forklaring, som var til at forstå. Og som ikke i nævneværdig grad belaster regeringen, for hvad kunne man på basis af de forhåndenværende informationer have gjort anderledes? Og så ville man slippe for behovet for damage control, hver gang et løstgående missil pipper om manglende sikker viden, og hver gang den antydes i rapport og analyser.

R.I.P. Liberalisterne

2008-09-28T17:36:00.003+02:00

Idag har Liberalisternes tilbageværende medlemmer vedtaget at opløse partiet. RIP.

Det har naturligvis været besluttet længe at holde som parti og ikke søge opstilling til folketinget, ikke mindst efter at flertallet af bestyrelsen, herunder undertegnede, gik over til Liberal Alliance. Men formalia skal naturligvis følges.

Det var fra starten op ad bakke. Man kan godt fundere over, hvordan det kunne være gået, hvis vi ikke var blevet holdt hen af Indenrigsministeriet i ca. halvandet år, hvor vi ikke kunne påbegynde indsamlingen af underskrifter, fordi man i IM ikke kunne kende forskel på "Liberalisterne" og "Venstre". Man kan også fundere over, hvordan det kunne være gået, hvis vi havde lokket en halv million ud af en sponsor, eller havde formået at få en kendt liberal profil til at skifte over.

Men når det er sagt, så har det været spændende at være med, og jeg mener stadig, at Liberalisterne var med til at sætte fokus på liberalistiske mærkesager, herunder at der måtte være plads til et ægte liberalistisk parti i det danske politiske landskab; selvom den rolle nu er overtaget af Liberal Alliance.

En forventet og længe ventet retræte

2008-09-09T10:43:00.004+02:00

Som det vil være alle bekendt, har Bendt Bentsen trådt tilbage som formand for De Konservative, til fordel for Lene Espersen. I skrivende stund holder man pressemøde, hvor BB til dels som forventeligt gør status for sin tid som partiformand, og vicestatsminister.

Det er dog, som om BB tager munden for fuld, når han hævder, at han nu afleverer et Danmark med overskud på betalingsbalancen, sund økonomi osv. osv. Det er næppe hans fortjeneste, selvom regeringen selvfølgelig har et ansvar for den førte politik. Men i betragtning af, at den offentlige sektor er vokset, og at man ikke fra regeringens side har turdet gennemtvinge dybtgående skattereformer, med bl.a. nedsættelse af marginalskatter, eller i tilstrækkelig grad har åbnet op for kompetent udenlandsk arbejdkraft, så må man vel sige: Det er ikke på grund af regeringen, og BB, men på trods af, at dansk økonomi trods alt klarer sig godt. Desuden hører sådan en gøren status mere hjemme ved en statsministers afgang, og helt på det niveau var BB jo ikke...

BB roser sig også af, at han afleverer et parti med godt teamsamarbejde, hvilket vel er en tilsnigelse. Det skal indrømmes, at valget af BB som partiformand lagde låg på årelange interne stridigheder i de Konservative, men alle politiske kommentatorer har haft øje for spændingerne imellem Lene Espersen og Connie Hedegaard, selvom kampen nu har fået sig en (midlertid) vinder - men skal aldrig undervurdere intrigerne hos De Konservative.

Til Bendt Bentsens "eftermæle" klæber sig stadig billedet af en mand, som ikke kom til fadet på grund af egne fortræffeligheder, men som et spiseligt kompromis for alle fløje; og som blev ved magten i kraft af valgsejrene og regeringssamarbejdet; for hvem rokker ved skuden, når det går godt?

Det er svært at tro på, at BB trækker sig helt uden skelen til den kritik, der ofte har været rejst af ham; eller af det interne pres i De Konservative for at erstatte ham med en person, der har mere folkelig appel, og kan hente flere mandater til partiet. Til gengæld må man tage hatten af for hans fornuftige timing og iscenesættelse af afgangen.

Der er også positive takter, i og med at Bendt Bentsen melder ud, at han vil slå et slag for frihandel i EU-regi. Hvor meget forskel det reelt betyder, er til gengæld mere tvivlsomt. Det ville være en anden sag, hvis han blev udpeget til kommissær.

Den mest positive nyhed er, at Lene Espersen overtager roret. Hun har generelt set gjort et positivt indtryk, og lægger sig klart på De Konservative højrefløj, rets- og værdipolitisk, selvom jeg er mere uklar, hvad angår hendes syn på regeringens økonomiske politik. Men med Lene Espersen ved roret, står De Konservative til fremgang ved næste valg, medmindre hun da mod forventning kløjs i en eller anden sag, der kommer på tværs. Og med fremgang her, står Venstre til tilbagegang, hvillet ideelt set vil kunne svække Løkkes og Hjorts midtsøgende linie, når Fogh formodentlig til den tid er afsat til anden side. Og med et styrket Konservative står Dansk Folkeparti svagere i det samlede VKO-billede. Man kunne tilmed håbe, at der vil være større åbenhed for et samarbejde også med Liberal Alliance til sin tid, givet den rigtige mandatfordeling.

Liberal Alliances troværdighed?

2008-09-07T21:46:00.003+02:00

Det er tilsyneladende svært at overbevise en del liberalister om troværdigheden bag Liberal Alliances politik. Senest har den organisatoriske næstformand i Liberalisterne, Morten Sørensen, uddybet sin kritik på sin blog.

Et stykke af vejen er Samuelsen og Khader naturligvis selv skyld i den slitage, der har været på deres troværdighed. Forvirrende udmeldinger. Forkerte kandidater. Osv. Det må de tage i stiv arm, sålænge den nye linie er så ny, som den er. Og det er også mit indtryk, at den erkendelse har de selv. Men når det er sagt, så er der specielt to kritikpunkter, jeg ikke forstår:

1. Påstande om vælgerbedrag

Morten Sørensen betegner, i lighed med andre, LA's kursskifte i skarpe vendinger, som f.eks. "åndeligt bedrag" og "illoyal opførsel" overfor medlemmerne.

Jeg har svært ved at se det troværdige i den påstand. Det er en kendt sag, at Khader og Samuelsen lå på højrefløjen hos de Radikale, og da de Radikale trods alt længe har ført en rimelig ansvarlig og liberal økonomisk politik, så er der ikke så langt fra højrefløjen her og til Liberal Alliance. Der er vel heller ikke så langt fra de Radikales politisk korrekte værdiliberalisme, til en knap så politisk korrekt udgave af samme.

Det er vanskeligt at se, at der heri skulle ligge et større vælgerbedrag, end da f.eks. Erhard Jacobsem gik fra Socialdemokraterne og stiftede Centrumdemokraterne.

Det er også givet, at eftersom Ny Alliances gamle program var en så blandet landhandel, som tilfældet var, så kan man ikke undgå at støde nogle af ens vælgere væk, når der skal luges ud i vildskuddene. Det er vanskeligt at vide, præcist hvem, der stemte på Ny Alliance ved sidste valg, men uden tvivl er der en del af disse, som har stemt sådan, fordi man følte sig tiltalt af visioner om skatteomlægninger og -nedsættelser. Denne gruppe af vælgere er vel lige så legitim, som andre grupper, og at man nu går målrettet efter disse, fortjener vel ikke betegnelsen vælgerbedrag.

2. Vedtægtsstridige programændringer

Det andet punkt, jeg ikke kan følge, er påstanden om, at man mere eller mindre direkte sjofler medlemmer og hovedbestyrelse, ved at Samuelsen og Khader melder ud, at der skal skrives et nyt principprogram.

Morten Sørensen antyder, at det måske er vedtægtsstridigt, og kan ikke finde partiets vedtægter, men på Liberal Alliances hjemmeside er vedtægterne fra maj i år lette at finde.

Der er intet heri, som kræver, at principprogrammer og andre programmer vedtages på landsmøder. Hovedbestyrelsen er det organ, som står for ledelsen af partiet, iflg. vedtægterne. Jeg kan naturligvis ikke vide, hvilke interne procedurer, der er blevet fulgt før udmeldingerne om ændringen af principprogrammet. Men da det viste sig, at der var opbakning på sommermødet til et umiddelbart navneskifte, så tyder det jo på, at der er bred og klar opbakning bag Samuelsens og Khaders kurs - og man må formode, at dette er clearet med hovedbestyrelsen, om ikke andet så uformelt via forhåndstilsagn.

Igen er det svært at få øje på, hvordan Khader og Samuelsen har trukket noget ned over hovedet på partiet, når nu hovedbestyrelsen har sanktioneret linien.

...

Jeg kan på en måde forstå, hvorfor en gammel Venstre-mand som Morten Sørensen reagerer på, at beslutninger tages uden lange forudgående debatter internt i partiet, og uden at partiets lokalafdelinger føler, de har haft noget at skulle have sagt. Der er indlysende en politisk kulturforskel i forhold til Liberal Alliance, men når man ser, hvor det har ført Venstre hen, så tager jeg chancen med et parti, hvor man i stedet bygger på kredsforeninger, og med hovedbestyrelsen som den centrale aktør. ;-)

Jeg mener også, helt alvorligt, at det vigtigste ikke er de fodfejl, som er begået i fortiden, og som alle erkender er begået. Hovedsagen er, at vi nu står med et liberalt/liberalistisk parti, hvor liberale kræfter kan komme til orde og komme i folketinget, hvilket vi vel skal tilbage til før årtusindskiftet for at genfinde.

Indmeldelse i Liberal Alliance

2008-09-02T08:48:00.003+02:00

Et flertal af Liberalisternes bestyrelse, inkl. undertegnede, udsendte idag flg. pressemeddelelse:

Frihedskampen fortsætter – i Liberal Alliance

”Jeg har i dag besluttet at melde mig ind i Liberal Alliance og sammen med mig indtræder Liberalisternes næstformand Jesper Veiby, landsformanden for Liberalisternes Ungdom, Henrik Sporh Christiansen samt et flertal af medlemmer af Liberalisternes hovedbestyrelse og ungdomsorganisation,” udtaler Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen.

”Jeg går ind i Liberal Alliance, fordi det er det eneste parti i Folketinget, der repræsenterer liberale menneskers værdier og interesser, og der er behov for at alle borgerlige og liberale samler kræfterne, så vi kan få gennemført de nødvendige reformer af skatte- og velfærdspolitikken og få rullet barnepigestaten tilbage,” siger Torben Mark Pedersen.

Jesper Veiby begrunder sin indmeldelse således: "Liberal Alliance har nu samme profil, som jeg altid har arbejdet for i Liberalisterne, nemlig det tilpas rummelige, men klart liberalistiske parti. Nu hvor kursen er trukket skarpt op, anbefaler jeg alle liberalister at være konstruktive, melde sig ind og gøre projektet til en succes."

Landsformanden for Liberalisternes Ungdom, Henrik Sporh Christiansen udtaler: ”Jeg er glad for at Liberal Alliance nu har meldt klart ud. Jeg har stor tiltro til deres liberale linje og håber partiet kan blive et nyt samlingspunkt for alle frihedselskende mennesker i Danmark.”

Liberalisterne bydes velkommen af Anders Samuelsen fra Liberal Alliance: ”Liberal Alliance skal være et samlingssted for alle gode liberale kræfter i Danmark. Og jeg er både glad og meget tilfreds med, at så mange fra Liberalisterne i dag vælger at melde sig ind i Liberal Alliance. De skal være velkomne hos os.”

”Der er brug for, at vi liberale står sammen. Der er mange liberale retninger, men vi har et fælles værdigrundlag - et værdigrundlag, der kun fremmes ved, at vi trækker i samme ende af tovet. Liberal Alliance skal trække Danmark i en mere liberal retning, og hvis det skal lykkes, må alle, der er skuffede over regeringens mere og mere socialdemokratiske profil, melde sig på banen. Liberal Alliance er samlingsstedet,” siger Anders Samuelsen.

Fra Liberalisternes hovedbestyrelse indtræder:

Torben Mark Pedersen, formand
Jesper Veiby, politisk næstformand
Niels Erikstrup
Lars Franyo
Rune Wessel Wetlesen
Michael Kastberg
Martin Millard Nielsen, hovedbestyrelsesmedlem og formand for LIberalisternes Ungdom i København
Thomas Køhl Christensen
Mikkel Kruse
Rasmus Molin
Henrik Christiansen, landsformand for Liberalisternes Ungdom

Med denne pressemeddelelse afrundes dermed flere ugers drøftelser med den for mig uundgåelige konklusion. Og min opfordring til liberalister af alle slags vil naturligvis være at melde sig ind i Liberal Alliance og derigennem være med til at sætte et liberalt fingeraftryk på dansk politik.

Et fremragende principprogram!

2008-08-31T18:31:00.005+02:00

Jeg lovede at vende tilbage med et par kommentarer omkring Liberal Alliances (nye) partiprogram, som efter min mening er noget af det bedste, jeg har set.

Enhver kan konstatere det ved selvsyn, men jeg hæfter mig personligt ved flg. vendinger, som jeg mener på bedste vis tegner liberalistisk politik, plukket ud og nedfældet i lidt spredt orden:

Vi ønsker et samfund, som er præget af frisind med højt til loftet og med plads til mange forskellige holdninger.
...
Vi tror på personlig frihed. Liberal Alliance tager udgangspunkt i, at mennesker trives bedst i frihed. Livet er vort eget, og vi skal have lov til at bruge det, som vi vil. Friheden er ikke til salg.
...
Vi tror på frisind. Når vi må gøre, hvad vi vil, får vi mulighed for at udfolde os på mange forskellige måder. Leve i familier, leve i kollektiver eller leve alene. Enhver må søge lykken på sin egen måde. Vi accepterer andres valg, så længe de ikke skader os.

Det er jo essensen af liberalisme i praksis; plads til mangfoldighed på mange forskellige planer; ingen faste skabeloner for folks liv; ingen kulturel hegemoni; ingen religionstvang eller anden tvang. Her skinner værdiliberalismen i øvrigt igennem, uanset om den er møntet på Dansk Folkepartis monokulturelle briller, eller på almindelig konservatisme. Liberal Alliance markerer sig her som et ægte liberalt parti.

På sæt og vis er dette banaliteter, men det placerer Liberal Alliance på såvel den værdiliberale og den økonomisk liberale fløj, altså det man på amerikansk ville kalde "libertarian".

Liberal Alliance vil give dig ansvaret tilbage. For et større ansvar for sig selv er en naturlig følge af mere frihed. Frem for stræben efter materiel lighed kan vi alle høste fordel af vækst, velstand og fremgang i Danmark. Liberale reformer er helt nødvendige. Det er den eneste vej til at gøre Danmark til en vindernation og sikre velfærden på sigt
...
Personligt ansvar er en naturlig følge af den personlige frihed. Man er ansvarlig for sine succeser såvel som sine fiaskoer. Ligesom man får mulighed for at høste frugterne af sin egen indsats og succes, må man acceptere at nedsætte sin levestandard, hvis man enten sløser med sine muligheder eller blot er uheldig.

Igen en smule banaliteter, men det er helt nødvendigt at fokusere på den enkeltes ansvar for sit eget liv, ikke mindst i et samfund, hvor vi er blevet så vant til at det bliver taget fra os, og hvor der enten er statslige formyndere eller omsorgspersoner, der "ved bedre" og nok skal tage sig af vores valg på vores vegne. Der skal ganske enkelt reformer på bordet, også af mentaliteten og belønningsstrukturen i samfundet.

Liberal Alliance vil aldrig svigte dig, hvis du ikke kan klare dig selv. Vi har et ansvar for de medborgere, som enten på grund af sygdom, handicap eller uforskyldt ledighed har svært ved at forsørge sig selv.
...
Liberal Alliance vil styrke velfærdssamfundets kerneområder. Vi vil have et sundhedsvæsen i topform, vi vil have et uddannelsessystem, der giver os et internationalt forspring, og vi vil øge kvaliteten i de kerneydelser, som kommunerne har ansvaret for i dag.
...
Socialpolitikkens formål er at bekæmpe fattigdom og social marginalisering – ikke at skabe lighed i samfundet.

Det er godt og rigtigt, at man slår fast med syvtommersøm, at man ikke hverken på kort eller langt sigt er ude på at ramme den, som uforskyldt rammes af sygdom eller personlig tragedie. Det er hverken muligt eller ønskeligt at rulle den del af velfærdssamfundet tilbage, selvom man kan privatisere dele af ydelserne, og reformere systemet. Det er både strategisk vigtigt, og et signal til alt for radikale kredse, at man melder klart ud her.

Desuden er det befriende med en klar udmelding. Social- og velfærdspolitik skal ikke omfordele, men hjælpe hvor der er hjælp behov og værdigt trængende.

Liberal Alliance vil have færre regler og restriktioner. Det er ikke alt, der kan reguleres, som bør reguleres. Når vi sætter frihedsidealet højere end lighedstanken bliver mange ordninger, tilskud, regler og love overflødige.

Der signaleres her et opgør med formynderstaten, med dens detailregulering og milimeterretfærdighed. Super.

Den offentlige sektor bør fylde mindre i samfundsøkonomien for at give mere plads til privat initiativ. Vejen dertil er en målsætning om nulvækst i de offentlige udgifter.

Den økonomiske politik skal sikre, at staten ikke opkræver flere penge hos virksomheder og borgere end nødvendigt og anvender midlerne effektivt.

Staten skal målrettet arbejde på at afhænde statslige virksomheder og fremme private tilbud i fri konkurrence med offentlige. Selvom staten betaler velfærden, behøver den ikke at udføre den.

Offentlig service skal gradvist udskilles som selvstændige enheder med flere frihedsgrader.

På baggrund af, at den offentlige sektor har oplevet alt andet end nulvækst under VK regeringen, så er det et vigtigt puntk at slå fast. Mig bekendt er der ikke andre partier, som siger det nu om dage. Desuden er der klare markeringer imod overopkrævning af skatter, ligesom der sigtes til nødvendige privatiseringer, hvor man ganske udmærket kan privatisere mange ydelser og velfærdsleverancer, selv hvor det offentlige lovgiver om og garanterer rammerne.

Udlændinge med efterspurgte kvalifikationer skal være velkomne til at komme til Danmark for at yde et bidrag, så længe de respekterer landets love og accepterer at tage økonomisk ansvar for sig selv. Opholds- og arbejdstilladelse bør derfor gives efter objektive krav som uddannelse, indkomst og formue.
...
Kræfter, der undergraver Danmarks identitet som et åbent, vestligt samfund, skal mødes med konsekvent modstand. Demokratiet skal kunne slå fra sig.

Danmark skal ikke være et fristed for udenlandske kræfter, der støtter terror og undertrykkelse. Medlemskab af sådanne organisationer skal være tilstrækkeligt til at afvise visum, opholds- og arbejdstilladelse.

Her er vi inde på partiets todelte løsning: åbne grænser og lukkede kasser. Eller ihvertfald tilnærmelsesvist. Mere åbne grænser, så vi kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft, men vandtætte skodder overfor antivestlige kræfter og terror-sympatisører.

Det er fuldkommen idiotisk, at vi har SÅ lukkede grænser som idag, når vi skriger på arbejdskraft. Omvendt er der en udbredt bekymring hos mange for de integrationsproblemer, der kan følge af kultursammenstød. Nu er jeg personligt af den mening, at disse sammenstød reelt er ikke-eksisterende mellem danskere og kompetente, dygtige og selvforsørgende udlændinge, uanset disses etniske og religiøse baggrund. Det er en overdrevet bekymring at frygte for fremtiden, på basis af at man tillader den slags arbejdskraft at komme til Danmark. Der, hvor man skal sætte ind, er i sagens natur overfor enhver form for sympati med undertrykkende regimer og -ismer.

Staten bør ikke opmuntre arbejdsduelige mennesker til at forlade arbejdsmarkedet gennem ordninger som eksempelvis efterlønnen.

Arbejdsløshedsunderstøttelsen skal indrettes på forsikringsvilkår og understøtte borgerens hurtige tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Igen viser Liberal Alliance reformiver. Selv tabuer som efterlønnen er ikke sikre, og man lægger op til en liberalistisk minded reform af arbejdsløshedsforsikringen (som der i mange år ikke har været meget forsikring over).

De politiske beslutninger bør træffes så tæt på borgerne som muligt. Kommunerne bør derfor have et udstrakt selvstyre.

Kommunerne bør råde over deres egne ressourcer og selv kunne definere såvel serviceniveau som skatteprocent.

Her er der tale om en politisk nyskabelse, som mange sikkert vil overse i farten. Men det kommunale selvstyre hører en svunden tid til, al snak om nærdemokrati til trods. Meget af det er naturligvis koblet sammen med velfærdsstatens standardisering af kommunale ydelser. Men det er befriende, at man her gør op med mange års statsligt formynderi. Hvis det lokale demokrati skal betyde noget som helst, må man naturligvis give en vis elastik, hvad angår skat og serviceniveau.

Retspolitikkens formål er at skabe tryghed i samfundet. Borgere og virksomheder skal beskyttes mod overgreb fra både myndigheder og kriminelle.

En høj grad af retssikkerhed er en forudsætning for et frit samfund. Retspolitikken skal hvile på en skarp adskillelse af den lovgivende, dømmende og udøvende magt.

Statslig overvågning skal begrænses og terrorlovgivning skal respektere borgernes frihedsrettigheder samt granskes grundigt og gøres tidsbegrænset.

Personfarlig kriminalitet skal straffes hårdt, og ofrene for kriminalitet skal vises større hensyn. De skal have ordentlig kompensation, så vidt muligt direkte fra gerningsmændene.

En retspolitik som talt ud af min mund. En hårdere kurs overfor specielt personfarlig kriminalitet, og større muligheder for at lægge erstatningen over på gerningsmændene. Dertil et nødvendigt fokus på retssikkerhed og kritik af den over-overvågning, der er udsprunget af terrorfrygten.

Værnepligten bør afskaffes. Danmarks interesser forsvares bedst af professionelle styrker. Kvaliteten af forsvarets materiel og uddannelse skal holdes på et højt internationalt niveau.

Det er jo en liberal kernesag at afskaffe værnepligten, i modsætning til en konservativ vinkel, hvor man i højere grad fokuserer på pligten overfor samfundet i så henseende. Men vi klarer os jo fint med betalt politi, så det kan vi nok også, hvad angår militæret.

EU bør fokusere på sine liberale grundsætninger med integration mellem mennesker og markeder. Et Europa, hvor borgerne kan bevæge sig frit mellem landene, lære af hinanden og udveksle varer og tjenesteydelser uden at skulle bekymre sig om landegrænser.
...
De danske forbehold bør fjernes. Dog hænger valutapolitik nøje sammen med landenes økonomiske formåen. Så længe de store eurolande ikke viser vilje til at reformere deres økonomier, bør Danmark ikke være medlem af euroen.

En sund EU-skepsis, men fuld støtte til frihandel er vel essensen her. Liberalt tankegods i klassisk udformning. Euro-støtte betinget af konsekvens også i de store EU-lande. Klart og konsekvent.

Der er næppe heller tvivl om, at der er plads til det synspunkt i dansk politik, for der er mange borgerlige, der ikke deler det officielle Danmarks entydige begejstring for EU projektet. Ihvertfald sålænge det ikke står klart, hvor det ender, og hvordan kompetencerne bliver fordelt. Et borgerligt/liberalt protestparti er LA nok ikke helt, men den sunde skepsis er der plads til.

Skolen er en hjørnesten i det danske samfund. Den danske friskoletradition skal bevares og styrkes. Folkeskolen skal sættes fri. Skolen skal have udstrakt selvstyre og alene blive mødt med overordnede krav til faglighed og kvalitet i undervisningen.
...
Det skal være muligt at drive private universiteter. Universiteterne og forskningen skal have reel uafhængighed af staten og tilskyndes til at indgå partnerskab med private virksomheder og fonde.

Ikke mindst tanken om private universiteter er oplagt udfra en liberalistisk optik. Det fungerer fint i udlandet, så hvorfor skulle det ikke kunne fungere her?

Miljø-, energi- og klimapolitik skal afstemmes overfor hinanden i en fornuftig balance.

Miljøpolitik handler om at beskytte naturværdierne.

Energipolitik handler om at skaffe tryghed for levering af rigelig energi til konkurrencedygtig pris.

Klimapolitik handler om at tage et globalt medansvar på et sagligt grundlag.
...
Den bedste metode er at bruge markedsbaserede instrumenter enten i form af afgifter eller i form af kvoter, der kan handles på et internationalt marked.

Miljø- og energipolitik kan være et vanskeligt område indenfor liberal politik, men man rammer en god balance, hvor man så vidt muligt vil anvende "markedsbaserede instrumenter", på en baggrund af, at vi er nødt til at sikre naturværdier og forsyningsleverancer.

Kulturen skal have lov til at udvikle sig så frit, mangfoldigt og uafhængigt af statsmagten som muligt. Kunstnerne bør i højere grad betragtes som selvstændige erhvervsdrivende.

Med andre ord: Nedlæg Kulturministeriet? Eller i det mindste: drop de tåbelige støtteordninger.

De økonomiske mellemværender mellem stat og kirke skal være klarere og - om muligt - adskilles.

Staten skal ikke blande sig i kirkens forhold, ligesom kirken ikke skal blande sig i statens.
...
Alle religiøse samfund skal have forkyndelsesfrihed. Tro er en privatsag. Den generelle lovgivning alene skal sætte rammerne for de religiøse udfoldelser i Danmark.

Endelig lægger man her op til klarere grænser mellem kirke og stat, selvom man godt kunne have gået endnu videre. Desuden lægger man vægt på den religiøse frihed, så længe man ikke skader andre, hvilket er godt, og indlysende liberalistisk.

---

Jeg har svært ved at se, at man som liberalist kan være uenig med det pågældende principprogram. Man skal være forbenet markedsanarkist eller på anden måde ride egne, særlige kæpheste for ikke at kunne gå helhjertet ind for programmet.

Naturligvis skal det udmøntes i konkrete politikker, ligesom der er realpolitik, som skal føres, og hvor man ikke nødvendigvis får helt så meget igennem.

Men min ærlige vurdering er stadig, at dette er et program, der i sin kerne, og i sine fundamentale værdier er helt på linie med det, vi arbejdede med i Liberalisterne. Det er reelt kun formuleringer og små detaljer, hvor udformningen er forskellig. Derfor er det også let at bakke op om det. Applaus til mændene bag.

To fluer med et smæk

2008-08-31T14:26:00.002+02:00

Som det er de fleste bekendt, så er det lykkedes John McCain med et genialt skaktræk at slå to fluer med et smæk. Gennem nomineringen af Sarah Palin til vicepræsidentkandidat får han både en kvinde og yngre medspiller. En god del af de kvinder, som støttede Hillary Clinton i håb om at få en kvinde på præsidentposten, må føle sig snydt nu, men kan i stedet kaste en stemme på McCain, med gode chancer for, at Palin i givet fald får chancen næste gang.

Han opvejer hendes manglende udenrigspolitiske erfaring, og mens kritikere ser det som en uansvarligt valg, forekommer det mig, at de langt hen ad vejen er to alen af et stykke. Nemlig politikere, der ikke ligger under for uskrevne love og politisk spil, og tør gå deres egne veje. McCains chancer er ihvertfald ikke blevet formindsket, snarere omvendt. Tillykke herfra med nomineringen.

Mere om Ayn Rand

2008-08-31T11:17:00.003+02:00

Eva Agnete Krzeminski havde for et par dage siden en klumme på 180, hvor hun tog Ayn Rand og objektivismen op. Hun summerede meget godt objektivismen op i fire punkter:

1. Metafysik er studiet af det, der er.
2. Erkendelsesteori må basere sig på den menneskelige fornuft.
3. Etik må foregå i egeninteressens sfære.
4. Kapitalisme er det eneste forsvarlige politiske grundlag.

Og hendes hovedpointe var, at Ayn Rand er forhadt, fordi hun ikke bøjer sig for den almindelige godhedstankegang og altruisme, og er for radikal for selv mange liberale.

Der er ingen tvivl om, at Ayn Rand havde noget at sige. Hendes episke værk Atlas Shrugged er et modigt og kreativt forsvar for kapilismen, og hun fortjener en plads side om side med andre liberale filosoffer. Imidlertid er hendes tanker ikke uden svagheder, og netop dét er et punkt, som nogle af hendes tilhængere har meget svært ved at erkende.

Ad. 1

Jeg er helt enig i, at der er en objektiv virkelighed udenfor vore psyker, dvs. at virkeligheden er der, uden hensyntagen til vores erkendelse af den.

Men spørgsmålet er, om vi vores erkendelse er i stand til at observere den fulde objektive virkelighed. At "existence exits" er for så vidt indlysende. Men det er ikke helt så indlysende, at det, vi kan se og observere, af den grund er alt, som eksisterer eller kunne tænkes at eksistere. Uanset om man tænker på en personlig Gud, en åndelig verden, eller en højere dimension vi er indlejret i, så er der teoretiske muligheder for en virkelighed, der går udenfor vores umiddelbare erkendelse.

Hvis man ikke filosofisk eller teoretisk forholder sig til dette, fremfører man blot et minimalistisk, materialistisk dogme. Dogmer har man lov at have, men dogmer er ikke videnskab.

Ad. 2.

Igen er det vanskeligt at være uenig i, at erkendelse som hovedregel må baseres på den menneskelige fornuft. Ihvertfald hvis der er tale om videnskabelig erkendelse. Hvorvidt der er brug eller plads til anden erkendelse hænger nøje sammen med pkt. 1.

For både pkt. 1 og 2 gælder imidlertid, at de har meget lidt, hvis ikke intet, at gøre med politik og politisk filosofi. Der er tale om filosofiske, eksistentielle eller quasi-religiøse spørgsmål. Dem kan man da sagtens diskutere, men det er svært at se, hvilken rolle de har at spille i politisk teori. Af samme grund bekender objektivister sig de facto både til en politisk orden og en filosofisk etik, der i princippet kunne, og i praksis burde holdes adskilt.

Ad. 3.

Enhver liberalist vil insistere på den enkeltes ret over eget liv. Men enhver kan se, at der i naturen er megen altruistisk adfærd; adfærd der retter sig mod artsfæller og artens overlevelse, eller stammens og flokkens. Egern, der gemmer nødder til vinteren på bestemte steder, hvor også andre egern leder. Bøfler og andre flokdyr, der i fællesskab vender front mod rovdyr. Myrer og bier, der bringer mad hjem til boet.

Al sådan adfærd gavner måske indirekte det enkelte dyr, men det gavner det ikke direkte.

Så uanset om man taler om kristen næstekærlighed, eller man er arg darwinist, så er det ikke en urimelig tanke, at mennesket også er skabt med en medfødt altruisme, hvor man tager hensyn til artsfæller, i den uudtalte forventning om, at de også tager tilsvarende hensyn til en selv.

Man kan være imod kollektiv næstekærlighed alt det, man vil, men man kan også spørge, om ikke visse basale velfærdsgoder, såsom sygehusbehandling, mad og klæder til (tilstrækkeligt) fattige osv., kan harmonere udmærket med den instinktive altruisme, mennesker formodentligt allerede udviste i stenalderen overfor stammefæller.

Det er ihvertfald svært at hævde, at ethvert indgreb i den enkeltes ejendomsret og frihed til gavn for andre er utilstedelig og skadelig altruisme, selvom det ville være ønskeligt, at den i højere grad fandt sted mellem mennesker.

Ad. 4.

Jeg har aldrig fattet, hvorfor Rand specifikt nævner kapitalismen og ikke liberalismen. Men der ligger vel det i det, at kapitalismen stræber efter produktivitet og værditilvækst, mens liberalismen stræber efter frihed, og kun udvikler sig til kapitalisme, hvis de enkelte i tilstrækkeligt omfang stræber efter kapitalistiske mål. Her må man vel igen sige, at der næppe er meget frihed og liberalisme over at få pålagt bestemte mål i livet.

Hvis man blot med kapitalisme mener fri handel uden indblanding, så er det jo reelt markedsliberalisme, men i objektivismen med uforståelige forbehold, såsom at man tillader monopoler og andre forhold, der underminerer markedskræfterne.

Hvad angår pkt. 3 og 4, så er Rand og objektivismen på overfladen på linie med almindelig, klassisk liberalisme i en minimalstatsform. Men under overfladen er man blind for mekanismer og markedsfejl, som selv klassiske liberalister let kunne få øje på, for slet ikke at tale om, at man balancerer på kanten af en bevidst følelseskold liberalisme, hvor altruisme ikke blot ikke kan kræves, men hvor den på det nærmeste er uetisk.

Når alt kommer til alt, er der derfor reelle grunde til, at selv liberalister er forbeholdne overfor Rands tankegange.

Nu er der næppe nogen politisk teori, hvortil der ikke kan rejses kritiske spørgsmål, og normalt er dette en del af vilkårene, hvorved teorier udvikles og forfines. Men når den pågældende teori, som ved nogle (!) af Rands tilhængere, på det nærmeste anses for et kanonisk skrift, højt hævet over spørgsmål, ransagelse, endsige korrektion - ja, så har man krydset grænsen mellem politisk filosofi og politisk religion.

Liberal Alliance - det ny Liberalisterne

2008-08-29T09:01:00.003+02:00

Det er kendt, at Ny Alliance forleden skiftede navn til Liberal Alliance, et navn der både trækker spor tilbage, og markerer partiets genfødsel som liberalt parti. Samtidig signalerer navnet, at det kan og vil fungere som samleparti for alle liberale/liberalister i Danmark.

I kølvandet af navneskiftet offentliggjorde man sit nye principprogram, som jeg vil vende tilbage til i et andet indlæg.

Samme dag udsendte Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, en pressemeddelelse om Liberalisternes situation, hvori han bl.a. skriver:

Der er ikke vælgergrundlag for to liberale partier, og med Ny Alliances politiske kurs- og navneskifte er der ikke længere grundlag for at fortsætte Liberalisterne som politisk parti. En enig hovedbestyrelse i Liberalisterne har derfor taget konsekvensen og besluttet at afvikle Liberalisterne som politisk parti, og vi har ikke længere som mål at blive opstillet til Folketinget.

Ligesom han personligt udtaler at:

"Alle frihedsorienterede mennesker må derfor byde Liberal Alliance velkommen som et parti, der med deres nye principprogram kan repræsentere alle liberale danskeres værdier og interesser."

Liberalisternes næstformand, Morten Sørensen, meldte straks ud på sin blog, at han personligt ikke bakker op om Liberal Alliance, eller Liberalisternes opbakning eller indtræden.

Jeg føler derfor en vis forpligtigelse til også at give min version af forløbet, herunder min egen position:

Vi har naturligvis været i kontakt med repræsentanter for Liberal Alliance, eller Ny Alliance som partiet jo hed dengang, lige siden det kom frem, at en ny og mere tydelig liberalistisk linie var under udarbejdelse. Og vi har i sagens natur drøftet de forskellige muligheder internt i bestyrelsen.

Konklusionen på dette var, at et mindretal i bestyrelsen, mig bekendt fire personer, var klart imod indmeldelse i Liberal Alliance eller anden støtte, mens et flertal tilkendegav støtte til Liberal Alliance og var positive overfor at melde sig ind, eller bakke op om LA, eftersom man her havde et klart liberalistisk parti i folketinget, og det ikke ville tjene noget formål at kanibalisere på samme vælgerkorps. Denne gruppe talte formanden, Torben Mark Pedersen og LU's formand, Henrik Spohr Christiansen, som begge har udtalt sig, samt undertegnede, såvel som en række meget aktive medlemmer af bestyrelsen.

Jeg respekterer, at man kan have forskellige synspunkter i forhold til LA og dets to ledere, Khader og Samuelsen, men der kan næppe være tvivl om, hvor flertallet i Liberalisterne står.

Personligt støtter jeg op om Liberal Alliance af flg. grunde:

1. LA definerer sig som et klart liberalistisk parti iflg. sit seneste partiprogram.

2. LA er opstillingsberettiget, og det er ikke nødvendigt at bruge tid og kræfter på den side af sagen.

3. LA og Liberalisterne er i værdigrundlag, vælgerkorps og målsætning tæt på identiske.

Jeg har ofte advaret imod fragmenteringen på den liberalistiske fløj, hvor kravet om ideologisk renhed og uenigheder om nuanceringer har forhindret den nødvendige samling, lidt ligesom venstrefløjen i firserne var splittet mellem reformkommunister, maoister, trotskister, stalinister og hvad ved jeg. Det er der ikke råd til, og jeg er ganske tilfreds med, hvis Liberal Alliance kan fungere som en slags uformel liberal "enhedsliste", der kan sikre liberalistiske stemmer repræsentation i Folketinget, selvom det skulle ske på bekostning af 2-3 % tab på den ideelle politik.

Jeg ser det heller ikke som et udtryk for diktatur, men snarere som et udtryk for lederskab, at Khader og Samuelsen har gået foran mht. at få udskiftet partiprogram og lægge linien om (eller tilbage), og få hovedbestyrelse og medlemmer med på dette skifte.

Jeg håber derfor, at det vil lykkes Liberal Alliance at samle opbakning fra liberalistisk mindede borgere, så man efter næste folketingsvalg kan komme ind med større opbakning end sidst, og med forhåbentlig afgørende mandater. Der er grund til at tro på, at Liberal Alliance kan blive det, vi i Liberalisterne håbede på og ønskede at være, og der er derfor al mulig grund til at bakke op om projektet.

Liberal Alliance, De Liberale, Liberalt Alternativ, Alliancen...

2008-08-24T11:33:00.004+02:00

JyllandsPosten bringer idag et interview med Naser Khader, hvor han for første gang går offentligt ud med tanker om at skifte navn på Ny Alliance. På 180Grader er der en uformel afstemning, der i skrivende stund viser, at der er lidt under halvdelen, som hælder til enten "Liberal Alliance" eller "De Liberale", mens resten fortaber sig i mere eller mindre fjollede navne og spydigheder.

Dog skal Jars Corduas forslag "Liberalt Alternativ" fremhæves. Ligesom "Alliancen" efter min mening bør overvejes som et mundret navn.

Uanset, så bør hovedbestyrelsen hurtigst muligt bakke op om processen med at finde et andet navn. Navnet Ny Alliance er blevet synonymt med "storbytosser" i kraft af de skiftende og forvirrende udmeldinger i starten, og en frisk start med en ny profil og et nyt image forudsætter et nyt navn.

"Et liberalt parti med plads til gradbøjninger"

2008-08-24T11:27:00.003+02:00

I weekendens klumme på 180Grader betegner Lars Seier partiet Ny Alliance som "et liberalt parti med plads til gradbøjninger".

Formuleringen er fin. Samlende, og dog eksklusiv. Der er plads til alle liberale, signaleres der, selvom de ekstremt socialliberale og de rene markedsanarkister måske vil føle sig udenfor. Omvendt er det et liberalt parti, ikke konservativt, og ikke et midterparti.

Havde jeg hørt vendingen for et år eller to siden, ville jeg have forventet, at den var møntet på Liberalisterne, for vi har jo netop stået for et forsøg på at samle landets liberalister i et egentligt parti, på tværs af de forskelle, der eksisterer mellem forskellige synspunkter.

Nu er ordene så møntet på et andet parti, men - som jeg ser det - nu med stort set samme politik, og ihvertfald med samme vision og værdigrundlag...

Et 180 graders kursskifte

2008-08-13T08:38:00.003+02:00

Partistifterne Anders Samuelsen og Naser Khader tager bladet fra munden i dagens interview i 180Grader, og markerer sig entydigt som liberale/liberalister.

Man kan begræde, at kursen ikke var sat fra starten, og at navnet Ny Alliance er blevet sovset ind i socialkonservatisme, midterpolitik og almen humanisme. Samt at de to tilbageværende stiftere gik så meget på kompromis i forhold til deres gamle ven, Gitte Seeberg, at hun ene kvinde kunne mudre politikken til i sit opgør med sit gamle parti. Når det er sagt, så markerer Samuelsens og Khaders udmeldinger et (næsten) 180 graders kursskifte, måske ikke i forhold til deres egne idealer, men i forhold til det image, NA i almindelig lagde ud med, og af mange blev forbundet med.

De klare udmeldinger er den mest positive politiske nyhed denne sommer, efter at Kristian Jensens liberale udmeldinger blev skudt ned af Fogh, da han kom fra ferie.

Som liberalist bider jeg først og fremmest mærke i følgende udmeldinger:

1. Man definerer sig som liberale/liberalistiske, og med plads til både "ultraliberale" og andre variationer af liberale, kort og godt et "samlingsprojekt for alle liberale".

2. Man melder klart ud, at nogle af de tidligere midtersynspunkter, som også Khader og Samuelsen har kommet med, har skyldtes hensyntagen til partiprogrammet og det fælles fodslag - eller har været mindre gennemtænkte ting, som skal justeres.

3. Man lægger op til et nyt, eller ihvertfald justeret, partiprogram i mere liberal retning.

Jeg går ud fra, at synspunkterne er clearet med f.eks. hovedbestyrelsen, så der er opbakning internt i partiet til kursskiftet. Men i så fald ser det ud til, at der er sket en ny udvikling i dansk politik, som det er svært at sidde overhørig, hverken for Liberalisterne, de mere eller mindre hjemløse liberalister rundt omkring, eller for regeringspartierne Venstre og Konservative, der kan se frem til, at Ny Alliance vil æde sig ind på flankerne.

Exit Poulsen, exit flimmer

2008-08-13T08:29:00.003+02:00

Så drog Jørgen Poulsen endelig den logiske konsekvens, og meldte sig ind i De Radikale. Når nu Ny Alliance ikke kunne finde ud af at smide ham ud af partiet, men kun af folketingsgruppen, så er det da befriende, at han selv kan finde ud af resten.

Nyheden er formodentlig den mindst overraskende denne sommer. Poulsens skifte har været ventet længe. Det, man må undre sig over, er hvorfor Poulsen ikke fra starten meldte sig ind hos De Radikale??? I NA har han kun skabt flimmer, mens hans holdninger i stort og småt har været som taget ud af en radikal partibog. Forventede manden, at NA ville blive et søsterparti til De Radikale, men at chancen for at komme til fadet var større i NA???

Omend hans profil passer godt i De Radikales politiske korrekthed, så spår jeg ikke Poulsen en stormende karriere her. Hans image er kort og godt blevet for belastet. I den brede offentlighed er hans gyldne håndtryk ikke glemt, og det kaster en grim skygge ind over årtiers hårdt opbyggede, selvopofrende og humanistiske image.